Ville du snyde, hvis du var med i et videnskabeligt eksperiment, der gav dig mulighed for at tilrane dig nogle penge?

Hvis du svarer ’nej’, er du bedre end de fleste mennesker (eller også har du et misvisende billede af dig selv). For sagen er, at der i de senere år er udført stribevis af videnskabelige eksperimenter, der viser, at folk er ganske lette at få til at snyde.

I sig selv er dette måske ikke særlig interessant. Vi ved jo trods alt godt, at der er mange mennesker, der snyder i forskellige sammenhænge (skat, sort arbejde, osv.). Men eksperimenterne har været med til at afdække, hvornår det er, vi falder for fristelsen og indlader os på snyderi. .

Et af de forhold der har vist sig at have betydning, er, om vi kan slippe af sted med snyderiet over for os selv! Altså ikke kun om vi kan undgå at andre opdager, at vi snyder, men også om vi kan finde en god måde, at retfærdiggøre vores ugerning for os selv.

Betydningen af, at vi kan finde på en god undskyldning – og dermed bevare vores selvbillede af at være et ærligt og hæderligt menneske, selvom vi indlader os på lidt snyderi – er fornylig blevet demonstreret i et simpelt videnskabeligt forsøg.

Forskere fra Holland og USA havde bedt et større antal personer deltage i et forsøg, hvor de skulle slå med en terning, og hvor de blev belønnet efter, hvad øjnene på terningen viste. Jo højere tal man slog, jo større blev det beløb, man fik udbetalt.

Deltagerne var endvidere sikret, at deres terningslag var helt private, altså at der ikke var andre, der kunne se, hvad de slog. Dette foregik ved, at deltagerne skulle slå med en terning i et bæger, som havde et lille hul i toppen, som man kunne kigge ned i. Det var derfor kun den, der kiggede ned, der kunne se, hvad terningen var ladet på.

Den måde at konstruere forsøget på er smart. For selvom der reelt ikke er andre, der kan se terningen, end den der slår den og indrapporterer slaget, kan man alligevel finde ud af, om der har fundet snyderi sted. Når blot der deltager tilstrækkelig mange i forsøget, så ved man jo, at de øjne som deltagerne indrapporterer, skal fordele sig ligeligt. Der vil være omtrent lige mange ettere, toere, treere osv. Er der en helt skæv fordeling, er det enten fordi folk har set konsekvent forkert – hvilket i forsøget var usandsynligt – eller fordi der er nogen, der snyder!

Hvad sker der nu, når folk skal indrapportere deres terningeslag?

Når deltagerne kun slog ét enkelt slag, og derefter fortalte, hvad de havde slået, var fordelingen af de forskellige tal nogenlunde lige. Men andre ord: folk fortalte faktisk det, de havde slået, også selvom det kunne betale sig for dem, at sige et højere tal.

Men der skulle ikke meget til for at rokke ved ærligheden.

Forsøgslederne ændrede nemlig nu en lille smule på eksperimentet. I stedet for kun at slå én gang, blev deltagerne bedt om at slå tre gange. Men de fik også at vide, at det kun var det første af de tre slag, der var bestemmende for, hvor mange penge de ville få. De to efterfølgende slag talte ikke med. Og nu skete der noget i folks indrapportering. Pludselig var der langt flere deltagere, der fortalte, at de havde slået femmere og seksere!

Hvad var der sket? Hvorfor ændrede det noget, at deltagerne skulle slå et par ekstra slag? Forskernes forklaring er enkel. Når forsøgsdeltagerne slog tre slag inden de fortalte, hvad det første slag var, havde en del af dem slået et højt slag i deres andet eller tredje forsøg. Og selvom de udmærket vidste, at det kun var det første slag der talte, så følte folk ikke længere at de snød så meget, hvis de sagde, de havde slået en femmer eller en sekser (også selvom femmere eller sekseren i virkeligheden kun var kommet som det andet eller tredje af de tre slag).

Folk begyndte med andre ord at snyde, når de synes, de kunne retfærdiggøre det over for sig selv. Eller som forskerne konkluderede, så betød det tilsyneladende noget for folk, at de på den ene side kunne snyde, og dermed få flere penge, men at de på den anden side kunne opretholde billedet at sig selv som ærlige personer (’sekseren jeg slog i tredje slag, kunne jo lige så godt være kommet i første!’).

Det er ofte godt (og undertiden overraskende) at teste, om vores mange hverdagserfaringer nu også er korrekte. Men det nævnte eksperiment kan bestemt ikke siges at være overraskende. Man behøver ikke se meget på, hvordan vi fungerer som mennesker for at opdage, at vores tilbøjelighed til at finde undskyldninger for os selv, og dermed til at retfærdiggøre vores handlinger, når de ikke er på ret kurs, er særdeles veludviklet: ’Jeg snyder i skat – men jeg betaler så meget i forvejen!’, ’Jeg arbejder sort – men det gør alle andre jo også ’…

En god måde at lære sig selv at kende, er at blive opmærksom på det arsenal af selvretfærdiggørelser, som vi mennesker hver især ligger inde med, og som vi måske var bedst tjent med at underkaste et vist kritisk blik – også selvom det ikke føles særlig rart.

fortsæt med at læse

Skat indleder jagt på egne lovbrud