I fredags faldt bomben.

Trepartsforhandlingerne, som potentielt kunne have været med til at fremtidssikre den unikke danske arbejdsmarkedsmodel, løfte uddannelsesniveauet blandt alle de, der aldrig fik en uddannelse og styrket Danmarks konkurrenceevne, faldt til jorden.

Det, som kunne have været en historisk stor mulighed for at løse de største problemer i dansk økonomi, og i særdelshed for at løse de største udfordringer for de danske lønarbejdere, er endt med at være en historisk spildt mulighed.

Jeg har weekenden igennem befundet mig i et følelsesmæssigt limbo, hvor jeg har svinget mellem at være skuffet, til vred og igen over til deprimeret. Her mandag morgen er jeg nok bare mest vred.

Det siges ofte, at sejren har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst. I dette tilfælde har nederlaget mange forældre – det er der ingen tvivl om.

Mange af aktørerne kunne – og burde – have spillet deres kort anderledes. Men jeg må indrømme, at jeg kun har hovedrysten og vrede til overs for Enhedslistens Johane Schmidt-Nielsen og FOA's Dennis Kristensens konstante og vedvarende modarbejdelse af en trepartsaftale.

Konsekvent har Johanne og Dennis modarbejdet, at der skulle indgås en trepartsaftale – eller i hvert fald en aftale, hvor lønarbejderne også skulle levere til den samlede løsning. Da det i fredags stod klart, at forhandlingerne var brudt sammen, var jeg også ved at koge over af raseri, da de to trådte frem på tv.

Johanne var glad. Hun var endda meget glad. En sejr for Enhedslisten, og egentlig også for fagbevægelsen, kunne man forstå. Det var bare top-fjong, at regeringens og fagbevægelsens store projekt med at sikre levedygtigheden for den danske arbejdsmarkedsmodel faldt til jorden.

Når Johanne Schmidt-Nielsen ikke kalder regeringen for 'pinlig', 'vanvittig' eller for nogle 'klaphatte', så glæder hun sig over en historisk spildt mulighed. Med den slags venner…

Dennis var til gengæld ked af det. Han var ærgerlig over, at forhandlingerne var brudt sammen. Man fik endda det indtryk, at han var uforstående over, hvorfor forhandlingerne var brudt sammen.

At FOA's formand, Dennis Kristensen, er ærgerlig og skuffet over sammenbruddet i forhandlingerne, er til gengæld meget svært for mig at forstå. Dennis har igen, igen, igen, igen, igen og igen forsøgt at forpurre forhandlingerne og puste gift ind i fagbevægelsens bagland.

Dennis Kristensen har excelleret i at fortælle, hvad han ikke vil være med til. Det gjaldt allerede fra dag 1, hvor tanken om, at en aftale mellem arbejdsmarkedets parter kunne løse Danmarks langsigtede økonomiske problemer og give nyt liv til den pressede danske arbejdsmarkedsmodel, blev plantet.

Dennis har sammen med dele af fagbevægelsens bagland brugt argumentet om, hvorfor at arbejderne skulle betale for kriseregningen 1, 2, 3 eller 4 gange. At afskaffelsen af efterlønnen og overenskomstforhandlingerne måtte være nok.

Jeg har selv adskillige gange kritiseret og råbt op om, at regningen efter krisen bør fordeles mere retfærdigt. At krisens ansvarlige i finanssektoren burde bidrage meget mere osv. Men perspektivet for en bred aftale mellem arbejdstagere og arbejdsgivere havde meget mere potentiale.

For det første har perspektivet i en trepartsaftale aldrig været, at lønarbejderne ensidigt skulle betale for noget som helst. Perspektivet har fra dag 1 været, at lønarbejdernes langsigtede stilling på det danske arbejdsmarked skulle styrkes, og at der skulle skabes nye arbejdspladser. At regeringen ikke har været god nok til at forklare det, er en del af sammenbruddets triste forklaringer.

For det andet; da valget op mod folketingsvalget i 2011 stod mellem treparts-vejen og afskaffelse af efterlønnen, var det ikke Dennis Kristensen, der stod forrest i kampen for sine medlemmers ønske om en alternativ vej ud af krisen. Tværtimod var Dennis den – mere end mange borgerlige, der problematiserede arbejdsvejen ivrigst.

Noget, jeg ikke tror SOSU’erne eller portørerne vil takke ham for, når de som 69-årige stadig knokler løs i opslidende job.

Folketingsvalget 2011 blev som bekendt en folkeafstemning om efterlønnen – og lønarbejderne tabte.

Johannes og Dennis’ ivrige modstand mod en trepartsaftale skader igen kun lønarbejderne. Når den danske model bliver forringet, går det ud over arbejdsmiljøet, lønnen, fleksibiliteten og organiseringen.

Johanne og Dennis burde have forholdt sig til udkastet til en samlet aftale og især set på, hvilke markante forbedringer en aftale kunne have skabt for landets lønarbejdere. I stedet havde de travlt med at gøre, hvad de kunne for at kaste grus i maskineriet.

Alle har tabt på de kuldsejlede forhandlinger, men de største tabere er de lavtlønnede og lavt uddannede lønarbejdere.

Med den slags venner…..