Skattereformen giver ikke kun anledning til ærgrelse, men også til optimisme - S og SF gik ikke med. NÅR SKATTEN går ned, går humøret op. Sådan sagde Lene Espersen, da regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde deres skattereform. Men det er langt fra alle, der har grund til at grine. At Pia Kjærsgaard har ændret et par asociale kommaer, ændrer nemlig ikke ved, at reformen vil få uligheden til at stige markant i Danmark. Alligevel giver forløbet omkring skattereformen ikke kun anledning til ærgrelse, men også til forsigtig optimisme. Pia svigter de lavtlønnede Lad os begynde med det sure. Siden Fogh trådte til, er forskellen på bund og top i det danske samfund vokset og vokset. Skattereformen sætter for alvor turbo på den udvikling. 3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, har udtrykt det glimrende: De rigeste får årgangsvin på bordet, mens almindelige lønmodtagere må trækkes med tømmermændene. At uligheden får lov at vokse, skyldes udelukkende det efterhånden velkendte skuespil med regeringen og DF i hovedrollerne. Regeringen lægger et ekstremt asocialt forslag på bordet. Herefter lader de Pia Kjærsgaard flytte et par kommaer, og efterfølgende udnævner DF sig selv som bannerfører for de lavtlønnede og pensionisterne. Kjærsgaard undlader bekvemt den lille detalje, at partiet bare kunne blokere for den asociale reform. For uden Kjærsgaard ingen skattereform. Om DF igen slipper af sted med at narre deres vælgere, vil tiden vise. Mellemskatten afgørende INDTIL VIDERE er det lykkedes dem at holde fokus på, at lettelsen af topskatten er fjernet. Det er smart af Kjærsgaard. For i virkeligheden er det fjernelsen af mellemskatten, der for alvor vil få uligheden til at stige. Fra første januar i år er grænsen for, hvornår man betaler mellemskat, nemlig blevet ændret således, at den er præcis den samme som grænsen for, hvornår man betaler topskat. Topskat og mellemskat er med andre ord det samme, hvorfor skattereformen reelt indeholder en topskattelettelse på 6 procent. Strandvejen kan lade gadefesten begynde. Glæder mig til oprydningen Hvorfor er der så alligevel grund til optimisme? Fordi der faktisk findes et langt værre alternativ, nemlig at S og SF havde lagt stemmer til en reform, der øger uligheden. Havde de gjort det, ville oppositionen ikke kunne gå troværdigt til valg på kravet om et mere lige samfund. Og derudover ville de to største oppositionspartier have bundet sig til de borgerlige på skatteområdet - også efter at Fogh og Co. er sparket ud af ministerierne. I stedet står vi nu i en helt ny situation. Forskellen mellem højre og venstre er mere tydelig, end den har været i mange år. Enhedslisten , SF og Socialdemokraterne siger klart nej til rødvinsreform og kræver aktiv bekæmpelse af arbejdsløsheden her og nu gennem mærkbare grønne investeringer. Selv de radikale signalerer et tættere samarbejde med resten af oppositionen. Lykkes det oppositionen at fastholde den klare linje frem for at lade sig lokke ind i nye lokumsforlig med regeringen, er vejen for at afslutte VKO-regimet banet. Vi glæder os til at gå i gang med oprydningen - der er nok at tage fat på.