Ellers havde jeg nok fået et par flade.

For hun var vred. Emnet var dronning Margrethes netop afholdte 40-års regentjubilæum, lod læseren mig forstå. Så vidste jeg, at der var to muligheder: enten havde vi skrevet alt for meget om en fuldkommen latterlig samfundsinstitution, der hører hjemme på et museum - eller også havde vi groft negligeret en vigtig begivenhed i et anfald af den sædvanlige latterlige republikanske politikenske selvfedme.

Det er yderst sjældent, jeg bliver præsenteret for andre muligheder.

Læseren tilhørte den sidste kategori, fandt jeg hurtigt ud af. Hun havde holdt avisen i 30 år, men abonnementet havde kurs mod opsigelse. For vi skulle skamme os over, at vi slet ikke dækkede dronningens jubilæum sidste weekend. Det eneste, vi havde skrevet, var nogle svinske ting om kronprins Frederiks indsats for idrætten. Skulle læseren sammenfatte vores dækning i ét ord, ville det blive ' majestætsfornærmelse'.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Politiken før i tiden havde det svært med, at Danmark er et monarki.

Men i de seneste år har der bredt sig en erkendelse af, at eftersom der ikke tegner sig noget flertal for at ændre på tingene, kan vi passende tage kongehuset alvorligt.

Det er meget enkelt: Vi skal interessere os for det som for alle andre samfundsinstitutioner, der har en opgave ifølge grundloven.

Det er ikke det samme som at slå ind på andre blades linje: På Berlingske skal chefredaktørerne ligefrem skrive under på den såkaldte redaktørerklæring af 1948, der foreskriver, at bladene skal drives i national og demokratisk ånd »i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt«. Jeg kan oplyse, at Gud, konge og fædreland ikke optræder i vores chefredaktions ansættelsespapirer.

EFTERSOM kongefamilien helt åbenlyst består af tænkende væsener, kunne pressen passende lade det afspejle sig i den måde, den omgås kongefamilien på. Begavede spørgsmål har det med at afføde begavede svar, som det i vid udstrækning var tilfældet i chefredaktør Bo Lidegaards interview med dronningen nytårsdag. Eftersom dronningen ikke kan blande sig i partipolitik, stiller man selvfølgelig spørgsmål, der ikke bringer hende i forlegenhed.

Det er ganske almindelig hensyntagen til en kilde.

Interviewet handlede blandt andet om dronningens rolle ved regeringsdannelser - ikke om, »hvorvidt De, Deres Majestæt, drømmer i farver« og lignende tåbeligheder, pressen har præsenteret hende for gennem årene.

Når vi tager kongehusets opgaver alvorligt - og selvfølgelig ser kritisk på dets rolle og undersøger, om det lever op til sine forpligtelser - er det i mine øjne at vise betydelig mere respekt end at gøre som dele af pressen og bavle op ad døre og ned ad stolper om diademer og kjoler og batteriet Sixtus, og der kommer sandelig kammerherre og lensgreve Dillerdaller af Pjonkenholm op ad den røde løber.

I det hele taget ville man gøre kongehuset - og journalistikken - en kolossal tjeneste ved at glemme personerne og lade kongehusets medlemmer være i fred i det daglige. For få år siden skrev jeg jævnlig Sket i ugen bag på PS om søndagen og pjattede engang med, at tv uden tvivl ville sende direkte, når prins Nikolai skulle til skoletandlæge. Det var noget af det mest fjollede, jeg kunne finde på, hvad angår presse og kongehus. I dag forekommer sådan en transmission slet ikke urealistisk. Store dele af pressen behandler kongehusets medlemmer som kæledyr, man kan tage ud af buret og klappe - og er deres kongelige højheder ikke fantastiske? Det er uværdigt for alle parter.

Og journalistik er det i hvert fald ikke.

HAVDE VOR læser så ret i, at vi lod hånt om jubilæet og nøjedes med at svine kronprinsen til? På ingen måde, viser et tjek. Vi bragte mindst en snes større artikler og et væld af mindre optakter, boganmeldelser, noter og andet småt.

Når det kongelige stof alligevel ikke fylder så meget i vor læsers bevidsthed, er det formentlig, fordi det ikke var så forskelligt fra andre artikler i avisen: Det handlede om noget. Almindelig, kritisk journalistik. På baggrund af en meningsmåling skrev vi blandt andet om, at 8 ud af 10 går ind for kongehuset, men også om, at et flertal gerne så, at kronprins Frederik overtog tronen.

Mellem jul og nytår var vi også med Frederik i Vietnam for at finde ud af, om det er sandt, at kongehuset åbner døre for erhvervslivet.

Vi havde sågar en stor reportage fra selve jubilæet! »Men det var et regentjubilæum og ikke en fødselsdag. Derfor var det en god anledning til at gøre status og undersøge, om vi får det ud af monarkiet, som vi forventer. Er det dette her, vi vil have? Derfor fik vi blandt andet lavet Megafonmålingerne for at høre befolkningens mening. Og vi valgte at bringe artiklerne som en serie mellem jul og nytår som optakt til jubilæet«, forklarer Elisabeth Astrup, der er Politikens faste medarbejder på kongestoffet.

Chefredaktør Anne Mette Svane afviser, at artiklerne om, at kronprins Frederik pjækker fra møderne i Danmarks Olympiske Komité - og de historier var ikke en del af jubilæumsdækningen - blev bragt netop i festdagene for at genere kongehuset.

»Det har ingenting på sig. Det var ganske enkelt den bedste historie, vi havde til avisen den dag. Det var et rent tilfælde«, siger hun.

Der er i øvrigt ingen planer om at fylde flere diademer og kareter i avisen, understreger Politikens monarkimedarbejder: »Det er altså ikke karetturene, der er det vigtige. Det er kongehusets forskellige funktioner, der er interessante. Og derfor kan jeg også sige allerede nu, at der ikke er planlagt nogen større dækning af den kommende kongelige fødsel«, oplyser Elisabeth Astrup.

Jeg kan vist godt forberede mig på endnu en opringning.

bjarne.schilling@pol.dk