Terror i Norge

22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

Terroren er den samme, uanset hvem der begår den.

Sådan har det altid været, men vi havde måske glemt det, efter at vi de senere år har haft fokus på islamistisk terrorisme.

Det frygtelige anslag mod Norge var en påmindelse om, at ekstremisme – hadet til det moderne vestlige samfund og den politiske klasse – ikke er forbeholdt islamister.

Anders Behring Breivik, som har tilstået massakren på Utøya og bombesprængningen i Oslo, har givet betegnelsen ’hjemmedyrket’ terrorist en helt ny mening.

Hvor man hidtil har set hjemmedyrkede terrorister som unge mænd med muslimsk indvandrerbaggrund, vokset op i et vestligt samfund, er der her tale om en ung radikaliseret kristen nationalist, et rent produkt af det norske samfund, frimurer og tidligere medlem af Fremskrittspartiet.

Hans fjende er ifølge det manifest, der blev offentliggjort søndag på nettet, »den politiske korrekthed«, som han anser for det samme som »kulturmarxisme«.

Han er imod multikulturalisme og indgår tilsyneladende i et højreorienteret netværk ’KT’ (Knights Templar – Tempelridderne), der mener, at terror og vold er nødvendigt, fordi de parlamentariske højreorienterede partier ikke standser indvandringen.

LÆS OGSÅDen 32-årige terrorsigtede mand tilstår Oslomassakre

Hidtil har chokket og sorgen over den ufattelige tragedie forståeligt nok præget reaktionerne. Ingen politikere har krævet mere overvågning eller skrappere terrorlove. Analysen af den ægte hjemmedyrkede terror har vi til gode.

I mellemtiden kan man reflektere over det helt afgørende spørgsmål, der står tilbage efter terrorhandlingen: Skal man fortsat skelne mellem voldelige højreradikale og parlamentariske højrepopulister og regne de første for galninge og martyrer ligesom de få terroristiske islamister?

Eller skal man betragte det som et kontinuum af de kulturkonservative populister, som mener, at islam er en ’en ny totalitær pest over Europa’ (Søren Krarup, DF), som ikke skelner mellem islam og islamisme (Pia Kjærsgaard, DF), og som har øremærket midler til forskning i, hvad det er i islams ånd, der gør muslimer til terrorister (DF i 2007).

Man skulle ifølge den logik efter terroren i Norge altså forske i, hvad det er i kristendommen, der gør kristne nationalkonservative unge mænd til terrorister.

Hvis læren af nazismen og stalinismen var, at totalitær tankegang og enfoldige, småborgerlige fjendebilleder ender med at skabe marcherende massebevægelser og statsterror, er det netop dette samme element i islamisme og højrepopulisme, der kræver vores opmærksomhed.

Nøjes vi med at kalde hændelserne i Norge for en enlig, vanvittig mands værk, og massemord snarere end terror, mister vi det egentlige perspektiv: At det handler om, hvilket samfund vi vil have og ikke have.

At nationalismen ligesom islamismen truer det åbne samfund, fordi begge anser moderne velfærd og multikulturelt samvær for grundlæggende problematisk, og fordi midlerne til at begrænse den terror, som ideologierne afstedkommer, gør samfundet mere totalitært.

Ekstremisme er netop en udfoldelse af det, som det er en ekstrem af – blot med skrappere midler. Terrorister er villige til at gå længere for at opnå de mål, som ideologien har udstukket. De kan tage sig latterlige ud.

Det er altid noget med tusindårsriger, riddere, der bekæmper det onde, stort tænkte historiefilosofier og truede ismer, kulturer osv. Men farlige er de.

LÆS OGSÅBreivik ville give et varsel om dommedag

Den samfundsmodel, som de nordiske socialdemokrater om nogen har stået for, og som den østrigske filosof Karl Popper har kaldt »stykkevis, social ingeniørkunst«, kan synes banal og kortsigtet sammenlignet med de store ismer. Den er alt andet end det.

Den står for demokrati, engagement og dialog, der netop var omdrejningspunkter for den sommerlejr, der blev brutalt massakreret til tavshed i fredags.

Højrepopulismen skal have akkurat samme modstand som islamismen. Og den skal komme fra den politiske, kulturelle og økonomiske midte, der heldigvis findes levende og aktiv i de nordiske lande, og som forhåbentlig vil opleve øget tilslutning på denne triste baggrund.