Dagens Signatur er skrevet af

Lars Trier Mogensen, Redaktør for lederkollegiet

Danmark er som land efterladt i en lige så miserabel forfatning nu, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) forsøger at drage videre på nye eventyr, som Farum Kommune var i, da Peter Brixtofte (V) måtte gå af som borgmester i 2002.

De to venstremænd spejler hinanden som modsætninger: Den ene er kontrolfreak, og den anden er levemand.

De regerede begge med klart flertal og rømmede scenen alene – og efterlod begge prestigeprojekter uløste, fallerede eller ligefrem skandaliserede.

De to gamle rivaler kan ende med at stå tilbage med et lige dårligt eftermæle, blot vidt forskelligt: Fogh har styret fejlfrit som statsminister, til gengæld har han ikke leveret mange blivende resultater: Integrationen er i opløsning, bandevolden hærger, ledigheden stiger, og nationalregnskabet blinker rødt. Omvendt med Brixtofte: Han styrede komplet kaotisk, men lykkedes med både integration og fritvalgsordninger.

Alligevel vil der næppe være mange, der i dag ærgrer sig over, at Peter Brixtofte tabte til Anders Fogh i opgøret om næstformandsposten i Venstre tilbage i 1985.

Ej heller at Fogh kæmpede sig tilbage i front, efter Brixtofte var nødt til at afløse ham som skatteminister oven på skandalen om kreativ bogføring i 1992. For i den officielle historieskrivning er Peter Brixtofte den fordrukne plattenslager, mens Anders Fogh Rasmussen altid har optrådt retlinet som en succesfuld statsmand.

Trods alt er Brixtofte også dømt for både groft mandatsvig og embedsmisbrug, mens Fogh ikke har været viklet ind i nye formelle kontroverser siden skandalen om kreativ bogføring i Skatteministeriet.

Styrkeforholdet har dog været anderledes.

Under valgkampen i 2001 udtalte den senere finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), at »Farum er juvelen i kronen«. Udtalelsen virker i dag så absurd, at den næsten indbyder til karikaturer, på samme måde som de begejstrede ord fra en anden nordsjællandsk venstremand, tidligere sponsor i Farum Boldklub Thor Pedersen: »Hvis alle kommuner var lige så effektive i deres administration som Farum, kunne der spares et milliardbeløb«.

Få år senere fulgte Thor P. op med påstanden om, at det »ender med, at vi ejer hele verden«. I mellemtiden var han blevet finansminister. Men der var altså engang, for ikke længe siden, hvor hverken Lars Løkke, Thor Pedersen eller Peter Brixtofte kendte til begrænsningens kunst.

Farum skulle med i verdenseliten: »Målet er Champions League«, lød det fra Brixtofte i 1997. Eller som den nyudnævnte Venstreformand, Anders Fogh Rasmussen, udtalte året efter her i Politiken: »Med den model rejser der sig en virkelig debat om, hvordan vi kan give borgerne en bedre service for de samme eller færre penge«.

I sin rette sammenhæng havde Danmarks kommende statsminister, Lars Løkke, imidlertid en mere ædruelig pointe: Som bykonge i Farum lykkedes det nemlig for Peter Brixtofte (V) at få indvandrere i beskæftigelse. Han havde succes med direkte integration på det lokale arbejdsmarked.

Løkke udtaler i interviewbogen ’Løkkeland’ (2006): »Der var en periode, hvor vi kiggede meget efter Farum, fordi vi syntes, de greb tingene rigtigt an«.

Paradokset er, at Brixtofte rent faktisk leverede varen på netop de områder, som Fogh gik til valg på i 2001: Brixtofte gav borgerne i Farum en mere »konsekvent udlændingepolitik« i form af praktisk jobaktivering og øget »valgfrihed for ældre« med pensionistture til Gran Canaria.

Omvendt har Anders Fogh skuffet på de selv samme områder: Integrationen er forværret, og kun få ældre vil i dag hævde, at hverdagen er blevet bedre siden 2001. Målt på sine egne præmisser har Fogh ikke regeret bedre, end Brixtofte formåede.

Stilen var forskellig, men det var resultaterne også. Hvor Fogh har virket panisk angst for store reformer, eksperimenterede Brixtofte med nye, mere individualiserede former for moderne velfærd. Brixtofte gjorde det, som Fogh ikke har turdet.

Hvis de to venstreløvers politiske eftermæle skal gøres op i vinflasker med Château Pétrus, falder barregnskabet ikke ud til Foghs fordel. Brixtofte mistede enhver selvkontrol. Men Fogh efterlader en endnu større regning af uløste problemer.