Den tyske Forfatningsdomstol godkendte i sidste uge, efter et flere måneder langt juridisk serviceeftersyn, EU’s Lissabontraktat. Domstolen tager naturligvis ikke stilling til EU-traktaten som sådan. Den skal kun bedømme, om traktaten er forenelig med den tyske grundlov. Tysk demokrati står næppe forfatningsmæssigt tilbage for andre demokratier i Europa. Grundloven blev til i 1949 og gjaldt først for det samlede Tyskland fra 1990. Demokrati har ikke været en selvfølge i Tyskland i det 20. århundrede, mildt sagt. Derfor passer Forfatningsdomstolen også godt på grundloven. Den er en forudsætning for landets suverænitet. Når Forfatningsdomstolen siger god for EU-traktaten, kan også demokrater i andre europæiske lande, herunder Danmark, føle sig relativt sikre på, at den er forenelig med vores bedste demokratiske traditioner.

En grundigere granskning end den tyske kan man vanskeligt forestille sig. Også vi er suveræne nationer under EU-traktaten. Vi beholder også under den vores politiske handlefrihed. Det velfungerende demokrati Det betyder ikke, at alt er i den skønneste orden. Det er bemærkelsesværdigt, at Forfatningsdomstolen afviser, at Europaparlamentet kan legitimere EU demokratisk. Det kan kun det nationale parlament. Forbundsdagen er ikke bare suveræn i forhold til Bruxelles. Den skal også inddrages aktivt i det lovgivningsarbejde, der foregår på fællesskabsniveau. Umiddelbart er det indlysende, også for os danskere. Men neden under domstolens røffel til de tyske politikere ligger en værdifuld forestilling om kernen i et moderne demokrati. Nemlig spørgsmålet om, hvordan et pluralistisk folkestyre kan skabe en tilfredsstillende grad af nationalt sammenhold.