Dårlige nyheder.

Mahmoud Abbas, præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, og den førende talsmand i den arabiske verden for fred med Israel, har meddelt, at han går af. Han har udskrevet valg på den besatte vestbred i januar, men genopstiller ikke.

Meddelelsen vil ikke blive beklaget i de to antifredslejre. Dvs. af den palæstinensiske fundamentalistiske Hamasorganisation, der i juni 2007 kuppede sig til magten i Gaza, og af den israelske regering, der blev oprettet for ca. et halvt år siden under ledelse af Benjamin Netanyahu.

Hvis Mahmoud Abbas denne gang ikke, som tidligere, forsøger at chokstarte fredsforhandlinger med Israel med sine trusler om at gå af, hvis han mener det alvorligt, vil det få bitre konsekvenser for udsigterne til en palæstinensisk stat. Efter Abbas vil det være ekstremisterne på begge sider, der sætter dagsordenen.

LÆS OGSÅPalæstinenserne skal have ny præsident

Hamas’ politiske manifest proklamerer, at det er bevægelsens mål at tilintetgøre den jødiske stat, som ifølge Hamas’ fundamentalistiske læsning af Koranen er en gudsbespottelse.

Og Netanyahus regering, sammensat af religiøse fanatikere og højreorienterede nationalister, ønsker at forhindre oprettelsen af en levedygtig territorialt sammenhængende palæstinensisk stat.

Netanyahu har ganske vist erklæret, at han er tilhænger af en tostatsløsning, men han har behæftet denne erklæring med mange klausuler.

Netanyahu vil gerne have fred, forudsat at han kan diktere dens betingelser.

Obamas svigt
Abbas’ beslutning om at takke af skyldes skuffelse over præsident Barack Obamas svigt. Obama erklærede kort efter sin indsættelse, at en løsning af Palæstinakonflikten stod som topprioritet på hans udenrigspolitiske dagsorden.

Det blev modtaget med begejstring i den arabiske verden. Indtrykket var, at USA endelig havde fået en præsident, som ville anlægge et balanceret synspunkt på de stridende parter. I modsætning til forgængerne Clinton og Bush, som begge var stemplet som proisraelske.

Obamas første skridt var at lægge et ultimativt krav på den israelske regerings bord: Stands enhver udvidelse af bosættelser. Stands alle byggerier.

Abbas hægtede sig på Obamas krav og erklærede, at han ikke ville tage del i forhandlinger om fred, før Israel stopper udbygningerne i de besatte områder.

Han tog ikke højde for Obamas elastiske tilbagetog i forhold til Israel. Obamas popularitet i den israelske befolkning er faldet til 6 pct., formodentlig den laveste i verden. Han forstod, at hans muligheder for at presse Netanyahu bl.a. afhang af hans popularitet i Israel.

Det medførte, at han, uden på forhånd at underrette Abbas, nedtrappede sine krav til Israel. Netanyahu kunne fortsætte med at færdiggøre ca. 3.000 bygninger i de besatte områder, som var under konstruktion.

Kompromiset fandt Abbas med bukserne nede. Han fastholder fortsat det tidligere ultimative amerikanske krav til israelerne, men uden Washingtons støtte. Ingen fredsforhandlinger uden byggestop. Senest har udenrigsminister Clinton forplumret situationen yderligere.

Under sit seneste besøg i Jerusalem forsøgte hun at pacificere Benjamin Netanyahu. Hun roste ham for at have gjort indrømmelser »uden sidestykke«. En udtalelse, der skriger til himlen af hykleri, fordi de amerikanske myndigheder holder øje med byggeriet i de besatte områder, i mindste detalje.

Alle forstod, at Hillary Clinton talte mod bedre vidende. At rose Netanyahus bestræbelser på at fremme en fredsproces, samtidig med at han gør alt for at spænde ben, er lige så urimeligt som at rose Hamas for dets vilje til at anerkende den jødiske stat.

Fredsprocessen er gået i stå
Den diplomatiske retorik afspejler Obamas ubeslutsomhed i forhold til Netanyahus målrettede ekspansionspolitik. Først krævede Obama totalt stop for israelsk byggeri. Det var i maj.

I september opfordrede Obama Israel til at vise »tilbageholdenhed«. Nu er nøgleordet »begrænsning«.

Fredsprocessen er gået i stå. Byggeriet i de besatte områder fortsætter på fuld kraft, mens israelske og amerikanske forhandlere diskuterer, om fastfrysningen af byggeri skal vare seks måneder eller ti.

Israelerne er bange for deres fysiske sikkerhed. Det er en patologisk situation, som ikke lader sig behandle med diplomatisk terapi. Frygten sidder for de fleste israelere af mange gode grunde i blodet.

Men det hverken kan eller må verden affinde sig med. Det kan ikke være patienten, der bestemmer behandlingen. Israelerne skal under chokbehandling, og det ser ikke ud til, at Barack Obama er manden, der vil administrere den. Derfor har Mahmoud Abbas valgt at gå.