Tal lyver som bekendt aldrig.

Så hvis restauratør Amin Skov Badrbeigi fra tid til anden må nive sig i armen for at begribe, hvor stor den faglige konflikt mellem hans Restaurant Vejlegården og fagforbundet 3F har vokset sig, kan han passende kaste et blik på de kolde kendsgerninger:

Antal uåbnede mail i indbakken: 1.700. Antal sympatisører på Facebooksiden ’Støt restaurant Vejlegården’: 23.381. Antal artikler i dagblade og lokale ugeaviser de seneste 30 dage, hvori ordet ’Vejlegården’ indgår: 753. Hits på Google for ordet ’Vejlegården’: 490.000. Antal dødstrusler modtaget med posten: 9.

LÆS OGSÅAmin Skov: 3F-aftale ikke dyrere for mig

I tillæg til tallene kan i øvrigt nævnes en injurieretssag mellem tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og HK-formand Kim Simonsen, sabotageangreb på 3F's og HK's hjemmesider begået af hackere affilieret med det globale Anonymous-netværk, æresbesøg af folk som Lykke Friis og Anders Samuelsen og en avis, der må finde trykkerier i Tyskland for at udkomme uden Vejlegårdens annoncer for stegt flæsk med persillesovs.

Grænsende til det pisseirriterende
Den udvikling havde Amin Skov Badrbeigi nok næppe set komme.

Spørgsmålet er så, hvordan et slagsmål om retten til at tegne overenskomst med sine ansatte på en lille restaurant ved åen i Vejle på rekordtid har gjort den veltalende ejer til Mediedanmarks suverænt mest ombejlede interviewoffer og de liberales fremmeste helteskikkelse.

Spørger man en af Amin Skov Badrbeigis ledende forhandlingsmodstandere i 3F, skal svaret findes i restauratørens »stærke analytiske evner og en stædighed, der er så udtalt, at den er grænsende til det pisseirriterende«.

LÆS OGSÅ 3F-formand: Vejlegårdens ejer vil kun give garanti for mindsteløn

»Han er ganske enkelt utrættelig, og det kommer ham til gode i sådan en faglig konflikt, hvor de fleste giver efter på et tidspunkt. Og så har manden imponerende talegaver, som kan få en hvilken som helst sag til at lyde logisk, selv om den er tudetosset«, lyder analysen fra fagmanden, som ikke ønsker sit navn i avisen af hensyn til de videre forhandlinger.

Amin Skov Badrbeigi har med andre ord formået at vende en potentiel tabersag om en grådig restauratør, der forringer overenskomstvilkårene for sine medarbejdere, til et spørgsmål om ytringsfrihed og den enkeltes ret til frit at vælge, hvilken fagforening han vil indgå aftale med.

»Den danske frihedskamp«, som Amin Skov Badrbeigi ubeskedent kalder konflikten, er blevet en ugelang mediesoap med restauratøren i rollen som den lille mand og 3F som den skurkagtige bande, der ifølge borgerlige politikere bruger »mafiametoder« for at tryne ham.

Danskheden ind med kartoflerne
Selv mener Amin Skov Badrbeigi, at fejden om overenskomsten på Vejlegården ligger i naturlig forlængelse af et liv, der altid har kredset om det selvstændige valg og kampen mod det bestående.

Da Amin Skov Badrbeigi ankom til Danmark fra Iran i midten af firserne, lå udtryk som 'overenskomst', 'den danske model' og 'arbejdsmarkedets parter' den 7-årige dreng lige så fjernt som kartofler og juleaften.

Men det sidste skulle vise sig at fordre det første, for ikke langt tid efter ankomsten fik familien Badrbeigi tilknyttet en såkaldt netværksfamilie. Jørgen og Ullas gård i Tølløse blev et andet hjem for Amin, og oplæringen i det danske samfund foregik i et hjørne af gårdhaven, når Amin og hans 'reservebedstefar' gravede kartofler op. Her sad de to på en bænk med en sort murerspand, mens Jørgen fortalte historier fra sin tid som modstandsmand under krigen.

»Jeg fik serveret det bedste af Danmark på et sølvfad. Både historierne om, hvorfor man eksempelvis danser rundt om et træ juleaften, og de danske værdier som frihed, demokrati og selvstændighed. Det gjorde mig ideologisk. Jeg lærte om den lette vej kontra den rette vej – ikke at lade mig kue af de store. Den lære benytter jeg mig af i dag«, siger Amin Skov Badrbeigi.

LÆS OGSÅForsoningsmøde endte uden løsning: Vejlegården og 3F fortsætter konflikt

Karrieren i restaurationsbranchen tog sin begyndelse, da Amin Skov Badrbeigi som 13-årig fik job som opvasker på en populær café i Vejle. Moderen gad ikke længere betale for sønnens Levi's-bukser, og så måtte han knokle løs efter skole.

Med årene blev opvaskertjansen byttet ud med et job som køkkenmedhjælper, før Amin Skov Badrbeigi avancerede til kok, tjener og til sidst restaurantchef. På det tidspunkt var Amin Skov Badrbeigi endnu ikke fyldt 18.

Ansvaret gav teenageren blod på tanden, og allerede året efter åbnede Amin Skov Badrbeigi sin første café med to kompagnoner. Partnerskabet var praktisk af særligt én grund – som 19-årig var han ikke selv gammel nok til at få alkoholbevilling.

Patronen med posten
Efter et par afstikkere til hf, et supermarkedsjob og Tandlægeskolen i Aarhus overtog Amin Skov Badrbeigi Vejlegården i november. Og med retter som stegt flæsk, perlehønebryst og mørbrad på menukortet har den 33-årige restauratør truffet et valg om at satse på rent dansk mad. Sin baggrund til trods – eller måske netop på grund af den – har han lært at sætte danskheden højere end de fleste.

»Der ligger en Holger Danske gemt i os alle, som skal vækkes til live en gang imellem. Vi kan godt glemme de danske kerneværdier og Danmarks smukhed – som når vi behandler selvstændige mennesker så dårligt, at de nærmest får lyst til at forlade landet. Vi selvstændige er blevet dem, som arbejderne var for 100 år siden. Vi forfølges. Den danske model har slået revner, som skal repareres. Det frie valg bør herske. Det er blevet min ideologiske kamp, og jeg vil dø med arbejdsskoene på«.

LÆS OGSÅ Receptionister hos 3F modtager dødstrusler

Amin Skov Badrbeigi er ikke politisk aktiv, men han har måttet sande, at det kan have konsekvenser at gå imod strømmen. Blokaden mod hans restaurant har i flere måneder gjort det svært for ham at modtage varer, post og at slippe af med skrald, men til gengæld modtog han forleden en skarp patron og et brev med teksten:

»Her ligger Amin Skov Badrbeigi død juli 2012«. Men tror man, at truslerne får restauratøren til at droppe sin nuværende overenskomst, tager man fejl. For som han siger: »Ordentlige arbejdsvilkår kommer i sidste ende af at være et ordentligt menneske. Og det er jeg«.