De kan slet ikke huske, hvordan vejret var. Men det var oktober, da de første gang var på date og spadserede en tur rundt om Søerne midt i København.
Hun kan huske, at han sendte den første sms allerede senere samme dag, og han kan huske, at han tænkte, at han var heldig, og at man lige så godt kunne gå ’all in’ fra starten. Få dage efter var de på forlænget weekend til Sverige, helt spontant. Det uforudsigelige var noget af det, hun forelskede sig i.


























