Jan Grarup
Født 2. december 1968 i Kvistgård ved Espergærde.
Som 13-årig fik Jan Grarup sit første kamera og begyndte at fremkalde sort-hvide billeder på badeværelset. Han solgte et billede af et trafikuheld til Helsingør Dagblad og begyndte at lægge billet ind på en elevplads.
Mens han gik på den fotografiske grundskole - en del af elevuddannelsen - tog han som 19-årig på påskeferie i Belfast og landede tilfældigt midt i en massakre, hvor en protestantisk terrorist angreb IRA-tilhængere under en begravelse.
Han fotograferede begivenheden og solgte sine billeder til internationale fotobureauer. Oplevelsen gav ham smag for dramatik.
Han skiftede elevplads til Ekstra Bladet, hvor han efterfølgende arbejdede i det meste af 1990’erne og dækkede krige, konflikter og folkemord i blandt andet Rwanda, Tjetjenien, Israel-Palæstina, Irak og på Balkan.
Med årene har han flyttet sig fra det hurtige nyhedsfotografi i retning af dybere, menneskenære fortællinger, men stadig fra verdens brændpunkter. Han regner sine billeder af drenge fra begge sider af Mellemøst-konflikten for at være det arbejde, der har betydet mest for ham.
Han blev ansat på Politiken i 2002, men bliver jævnligt udlånt til internationale medier eller rejser for egen regning. Hans billeder bliver trykt af de største internationale aviser og magasiner.
Send
(E-mail, adskil flere med komma)
Fra (E-mail): Besked:






