Dørvagten er klar i mælet, da vi når hen til indgangen.

»Desværre, det bliver ikke i aften«.

Han har fulgt os med blikket, siden vi steg ud af taxaen og krydsede Østerbrogade for at tage plads i den beskedne kø foran Park Natklub.

Klokken er 00.45 fredag nat. Sammen med Babak, Danny og Hüseyn, der alle har indvandrerforældre, har jeg iklædt mig pænt tøj og gode manerer for at tage en tur ud i det københavnske natteliv.

Vi er imidlertid ikke nået langt, før vi render ind i dørmanden og aftenens første bratte opbremsning. Han ser på os og ryster afvisende på hovedet.

»Hvordan kan det være«, spørger jeg.

»I ligner nogle rødder«.

»Nogle rødder?«.

»Ja«.

»Må jeg spørge, hvad der får os til at ligne rødder?«.

»Det bliver bare ikke i aften«, svarer vagten.

Imens træder han et skridt til højre for at lukke en gruppe fyre i tyverne ind på diskoteket, der er in-sted for unge mennesker i Københavns velhaverkvarterer, som kommer her for at danse tæt og slubre spraglede cocktail.

Et flertal i Københavns Kommune vil fremover straffe diskoteker, der diskriminerer. Derfor er vi – fire unge mænd med indvandrerbaggrund – taget ud for at prøve virkeligheden af på egen krop. Mændene, der læser statskundskab, erhvervsøkonomi og jura på Københavns Universitet, har fortalt, hvordan de talrige gange er blevet afvist på de københavnske diskoteker – ifølge dem selv fordi de har udenlandske aner.

1.21, Karel Van Mander, Kongens Nytorv
Alene indgangen fra Lille Kongensgade ligner kulisserne til en musikvideo med rapperen 50 cent. Fra gaden kan man se, hvordan gulvet i hallen er beklædt med fine tæpper og prægtige lysekroner. Karel Van Mander er bling bling i yderste potens – stedet for dem, der gerne vil se og blive set. Det glamourøse indgangsparti er imidlertid bevogtet af en gruppe hærdebrede mænd med korslagte arme, så vi tager plads i køen.

Vagterne ser på hinanden, da det bliver vores tur.

»Ikke i aften, chef«, lyder det så.

Jeg spørger ind til, om det er vores tøj, sko eller gruppestørrelse, den er gal med. Så vender en kollega, der hidtil har stået med ryggen til os, sig om og siger:

»Det er attituden, drenge«.

Da vi forlader den glitrende natklub, fortæller Babak, at han opfatter nattelivet som »en udkrystallisering af hverdagen«.

»Det er, som om alt bliver mere ekstremt, når mørket falder på. Også fordommene og tendensen til at generalisere. Du har jo selv lige set, hvordan de peger på vores attitude, selv om vi alle stod og smilede venligt«, siger han.

velkommen.  Diskotek IN lukkede som det eneste af de seks steder Politikens udsendte ind til festen. Arkivfoto: Tobias Selnæs Markussen1.39, Diskotek In, Gammeltorv
Tredje gang er tilsyneladende lykkens gang. Vi slipper igennem nøglehullet på Diskotek In. Ind til byens ypperste danseduller og technotrampere. Vi falder fint ind – Babak er klædt i en moderigtig Adidas-trøje, Hüseyn i en opknappet skjorte og Danny i en rød striktrøje. Eneste forhindring er Babaks kasket, som han velvilligt har taget af for at følge stedets dress code.

Med aftenens første succes på plads sætter vi kurs mod et af byens nattelivsepicentre, Vestergade.

2.00, Krasnapolsky, Vestergade
»Er det jer fire«, spørger dørmanden.

Da jeg svarer, får vi at vide, at man skal stå på en særlig liste. Imens træder større grupper af mennesker uforstyrret ind på Krasnapolsky bag vagtens ryg. Men dørmanden kan ikke »stå inde« for os.

Danny ræsonnerer sig frem til, at risikoen for at blive afvist reduceres betydeligt, hvis man har en kvinde under armen.

»Men det svarer jo til at tage sand med til stranden«, siger Hüseyn, der efterhånden er ved at blive småirritabel.

»Hvis bare de kunne pege på noget konkret. Det er for nemt bare at kalde os rødder eller vende tommelfingeren nedad uden en saglig forklaring«, snerrer han.

Heldigvis er der kun få meter til næste destination og mulig oprejsning.

2.05, A-Bar, Vestergade
Foran A-Bar tager en håndfuld piger i høje hæle og nedringede bluser de sidste slurke af deres Cult Shakers. De fniser, mens de udveksler sms’er og billeder med deres mobiltelefoner. Nogle meter derfra har et par drenge i nedknappede skjorter svært ved at fjerne blikket fra pigernes überlårkorte shorts.

Vi skridter så ubekymrede som muligt hen mod den ventende portvagt.

»Jeg kan ikke lukke jer ind«, svarer han prompte, da vi har sagt godaften. Men så er det, som om vagten alligevel forbarmer sig en smule. Han spørger, om vi har studiekort.

»Ja«, svarer Danny.

»Men ham der kommer ikke ind med street wear alligevel«, siger vagten og nikker i retning af Babak.

»Okay, så går vi andre bare ind«, siger jeg.

»Jeg kan ikke lukke nogen af jer ind i aften«.

»Men vi andre har studiekort og har ikke street wear på«.

»Desværre, jeg kan ikke lukke nogen af jer ind i aften«.

Vi ser til, mens de nedknappede skjorter drikker ud og passerer vagten.

2.25, Rosie McGee’s, Rådhuspladsen
Oven på fire afvisninger ud af fem mulige vil vi sætte punktum for aftenens strabadser med et besøg på Rosie McGee’s. Diskoteket er ikke just kendt for at være fedtet med at lukke folk ind, men heller ikke her er der gevinst.

»Jeg kender selv rigtig mange indvandrere, men jeg kan ikke lukke jer ind. Desværre. Ikke i dag«, får vi at vide af dørmanden.

Forklaringer er der heller ingen af her, så vi traver ud i natten for at finde et sted, hvor oplevelserne kan skylles ned.