Hvis jeg siger Alsace og vin, vil du sikkert tænke på hvidvine. Jeg kan tage fejl og har ikke nogen hårde salgstal at underbygge det med, men mavefornemmelsen er ret god.
For godt nok er Alsace helt klart en overvejende hvidvinsregion, men fra at være et rent nicheprodukt er rødvinene i stærk fremmarch, og meget tyder på, at vi kun har set begyndelsen på en mindre omvæltning. Det var i hvert fald et af de stærkeste indtryk fra et nyligt besøg i området, hvor rødvin for mange producenter var et tydeligt fokuspunkt.