Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 25. apr. 2012 KL. 19.30

Fem bandemedlemmer tiltalt for drabsforsøg

Fem medlemmer af Brothas fra Mjølnerparken er tiltalt for drabsforsøg ved Alis Bageri sidste sommer.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den 5. juli sidste år flygtede en 26-årig mand ind på Alis Bageri i Heimdalsgade på Nørrebro i København skarpt forfulgt af en gruppe unge, der indhentede ham.

Da de forlod den 26-årige familiefar igen, lå han såret af et knivstik i brystet og skudsår fra en maskinpistol i ballen, låret og anklen. Hårdt såret, men i live.

Politiet mente fra starten, at der var tale om et opgør mellem indvandrerbanderne Brothas, der har sine rødder i Mjølnerparken, og Blågårds Plads-gruppen - begge fra Nørrebro.

Mindst ni har været sigtet
Nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod fem mænd med tilknytning til Brothas, der alle er tiltalt for drabsforsøg mod den 26-årige.

Ifølge anklageskriftet skete drabsforsøget i forening med flere andre og i alt mindst ni personer har været sigtet i sagen.

Den 1. marts fandt en usædvanlig retshandling sted i Københavns Byret. I dybeste hemmelighed bag lukkede døre, blev en mand - RA - idømt otte måneders fængsel for grov vold i forbindelse med overfaldet i Alis Bageri.

Det sker forholdsvis sjældent, at retsmøder, hvor der også afsiges dom, foregår i dyb hemmelighed. Når det sker, er det for ikke at ødelægge en igangværende efterforskning hos politiet.

Afviser at kommentere spekulationer
Retsmødet førte til spekulationer om, at RA skal spille en særlig rolle i politiets efterforskning af bandekriminalitet - muligvis på samme måde som MFP, der sidste år var med til at få en stribe rockere dømt ved Retten i Glostrup.

Københavns Politi har hidtil afvist at kommentere spekulationerne.

Brothas og Blågårds Plads-gruppen stod tidligere sammen i kampen mod Hells Angels, men siden har Brothas tilsyneladende skiftet side.

Ifølge Ekstra Bladet deltog folk fra Brothas sidste weekend i en manifestation sammen med folk fra Hells Angels og støttegruppen AK81 samt folk fra grupperingen Black Cobra.

Det skete på Strøget i København, hvor de mange bandefolk viste deres rygmærker frem.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

ritzau