Hver anden uge tager Lisbeth Zornig Andersen ind til Anstalten ved Herstedvester.

Hun besøger den 38-årige Tina Jensen, der afsoner en straf på fire års fængsel for mishandling og vanrøgt mod ni børn i det, der i medierne er kendt som 'Brønderslev-sagen'.

Det kan, med Lisbeth Zornig Andersens egne ord, synes mærkeligt, at netop hun er blevet fast besøgsven for moderen.

Især efter DR i går viste dokumentaren 'Min Barndom i Helvede' om Zornigs opvækst med mishandling, vanrøgt og seksuelt misbrug.

Konfrontationer på stribe
I filmen af Mette Korsgaard opsøger og konfronterer Lisbeth Zornig Andersen blandt andre sin mor og sin stedfar med de omsorgssvigt, der foregik.

LÆS ANMELDELSE Stille film om børnerådsformands opvækst er uafrystelig

»Jeg har været nervøs for, hvordan man ville tackle det«, siger hun om sine besøg hos Brønderslev-moderen.

»Her viser jeg en dokumentar om, hvor svært det er at være barn i det miljø, og så bruger jeg tid på en kvinde, som er dømt for netop at behandle sine børn sådan«, fortæller Lisbeth Zornig Andersen til politiken.dk.

I 'Min Barndom i Helvede' er der flere samtaler mellem Lisbeth Zornig Andersen og hendes mor om misrøgten i barndommen. Moderen afviser at kunne huske, at hun lå i dobbeltsengen, mens stedfaderen Jan seksuelt misbrugte Lisbeth Zornig Andersen lige ved siden af.

Dette skete jævnligt, fra hun var 10 år, til hun var 12 år.

Kan genkende sin egen mor
Lisbeth Zornig Andersen fortalte i går til Aftenshowet, at hun har fået en »ligeværdig relation« til Brønderslev-moderen. De to kvinder gik forskudt af hinanden i samme folkeskole på Lolland, og kan huske flere af de samme lærere.

Kan du genkende din egen mor i moderen fra Brønderslev-sagen?

»Ja«.

Er det også derfor, du gør det?

»Ja, i høj grad. Det var sådan, det startede. Jeg følte helt instinktivt en enorm omsorg, da jeg så alle de billeder af hende, hvor hun så virkeligt jaget ud. Og læste alle overskrifterne. Jeg tænkte, at det kunne have været min mor... Hvis vores familie var blevet meldt til politiet, så var min mor blevet dømt på samme måde«, siger Lisbeth Zornig Andersen til politiken.dk.

»Vi havde været en Brønderslevsag, eller en af de andre sager, hvis det var kommet frem«, fastslår hun.

LÆS OGSÅ Zornig efter misbrugsdokumentar: Jeg har fået tusind mail

»Og så har jeg jo ikke engang fortalt mine tre brødres historie, heller ikke i min bog. Hvad de har at fortælle om vores barndom er et andet interessant element, men det besluttede jeg mig for, at det ville jeg ikke tage med, det er mere op til dem. Og for ham, der døde, der vil jeg lade det være op til hans datter, hvor meget, der skal frem«.

LÆS OGSÅ Børnerådets formand skriver rystende erindringer

Kaos inde i hovedet
Broderen begik selvmord, og det antydes i filmen, at vanrøgten og volden mod ham var ekstraordinært forfærdelig.

Da Lisbeth Zornig Andersen konfronterer sin stedfar med den vold, han udøvede mod børnene i hjemmet, nævner stedfaderen eksempelvis den afdøde bror som en, han havde særligt store konflikter med.

»Den vold, som Jan udøvede over for ham... At sidde der og lytte på et menneske, som har skylden, eller en del af skylden, for at min bror er død... Det var enormt hårdt. Jeg var ekstremt rystet på alle måder, da jeg kørte derfra. Når jeg ser billederne af mig selv i bilen, mine øjne er nærmest ved at poppe ud af øjenhulerne. Jeg føler mig beskidt og skal have et stykke tyggegummi, få smagen væk. Jeg glemmer at tage sikkerhedssele på. Det hele er kaos inde i hovedet på mig«, siger Lisbeth Zornig Andersen om mødet, hvor hun selv opgav at konfrontere ham med det seksuelle misbrug.

Genoptaget kontakt med plejeforældre
Hun har ikke set stedfaderen siden konfrontationen, og det blev instruktøren Mette Korsgaard, der tog tilbage til hans hus for at forberede ham på, at historien om det seksuelle misbrug ville blive bragt i medierne. Han afviste at kunne huske noget om det.

Til gengæld har Lisbeth Zornig Andersen genoptaget kontakten med et ægtepar, der i en kort periode fungerede som hendes plejefamilie, og som hun også opsøger i filmen for første gang siden sin barndom.

»Så sent som onsdag aften så jeg hende. Og vi skriver sammen. Så ja. Det var en meget meget speciel oplevelse at besøge dem, for det var som at træde ind i deres hjem 30 år før. Jeg syntes virkelig, jeg kendte dem«, fortæller hun.

Dokumentaren kan ses på dr.dk/nu(eksternt link)

FACEBOOKBliv ven med Politiken