Annonce
Annonce
Danmark

4 ud af 10 drenge, der dumpede i matematik, er endt med at få en dom

Kriminaliteten blandt unge stiger i takt med, at deres karakterer i grundskolens afgangsprøve i skriftlig matematik og dansk falder.

Annonce

De drenge i folkeskolen, der har sværest ved ligninger og algebra, har størst risiko for at begå kriminalitet.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 41 procent af de 25-29-årige mænd, der ikke bestod den skriftlige afgangsprøve i matematik i folkeskolen, havde fået én eller flere domme efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer i 2014.

Blandt kvinderne gør samme tendens sig gældende, men i lavere omfang: Her har 13 procent af de kvinder, der ikke bestod afgangsprøven i skriftlig matematik, fået en dom.

Lav andel dømte blandt 12-tals drengene

Tallene viser samtidig, at knap hver tredje af mændene, der akkurat bestod med karakteren 02, er blevet dømt. Omvendt er det kun fire procent af de mænd, som scorede et 12-tal til den skriftige afgangsprøve, der har modtaget en dom.

Karakterer kun en del af forklaringen

Kriminalitetsraten blandt de unge mænd overrasker ikke Kim Møller, der er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og studieleder på kandidatuddannelsen i kriminologi på Aalborg Universitet:

»Tallene lyder selvfølgelig voldsomme, men de er ikke rystende. Det er ofte en risikofaktor i sig selv at klare sig dårligt i folkeskolen«, siger Kim Møller og uddyber, at den høje andel af kriminalitetsdømte unge skal det ses som en del af et større billede. En dumpekarakter kan ifølge Kim Møller både være udtryk for mangel på kognitive evner og være udtryk for, at eleverne er udsatte på mange af de områder, der har betydning for, hvordan de klarer sig videre.

LÆS OGSÅ Danske børn og unge begår mindre kriminalitet

»Der er aldrig bare én faktor, der er afgørende for, om de unge ender i kriminalitet. Men karakterne i folkeskolen betyder meget – mest fordi elevernes præstationer også siger meget om, hvad de tænker om fremtiden. For mange kan det svært at tænke, at det, de gør nu, kan have konsekvenser for, hvordan de klarer deres videre liv«, siger han.

Kræver indsats tidligt i folkeskolen

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at det samme mønster gælder den skriftlige afgangsprøve i dansk – faktisk er der 28 procent af de mænd og kvinder, der dumper danskprøven, som har begået kriminalitet. For de mænd og kvinder, der dumper afgangsprøven i skriftlig matematik, er andelen 25 procent.

»Selvom de unges karakterer ikke alene er en forklaring, kan de sagtens bruges. Tallene viser os, at vi skal være opmærksom på de unge i folkeskolen, der klarer sig ekstraordinært dårligt, og at de kriminalpræventive indsatser er vigtige. Og så understreger det endnu engang, at det er afgørende, at vi finder noget meningsfuldt at sætte de unge til, selvom de ikke skal videre på en gymnasial uddannelse«, siger Kim Møller.

Han fremhæver, at man bør betragte en tidlig indsats over for de unge som en samfundsinvestering, fordi man på den måde hindrer, at for mange unge ryger ud af systemet.

Tallene fra Danmarks Statistik er blandt andet baseret på et elevregister, som er et forløbsregister, der gør det muligt at følge den enkelte studerende gennem hele deres uddannelsesforløb.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce