Herlev og Gentofte Hospital tog som de første platformen i brug for godt et år siden. Her er vi på Gentofte Hospitals anæstesi-afdeling.
Foto: Jens Dresling

Herlev og Gentofte Hospital tog som de første platformen i brug for godt et år siden. Her er vi på Gentofte Hospitals anæstesi-afdeling.

Danmark

Regionsformand: Beregningen bag Sundhedsplatformen var »meget optimistisk«

Sophie Hæstorp Andersen erkender, at det kan blive nødvendigt at lempe på kravene til effektiviseringer som følge af Sundhedsplatformen.

Danmark

Da politikerne i Region Hovedstaden i december 2013 besluttede at skrive kontrakt med det amerikanske firma Epic om levering af et nyt it-system, Sundhedsplatformen, tog de afsæt i beregninger i en businesscase, som regionens afdeling for it, mediko og telefoni havde skrevet.

Det fremgår af dokumentet, at når Sundhedsplatformen er fuldt implementeret på hospitalerne, vil den totale årlige økonomiske gevinst være mellem 575 og 910 millioner kroner.

Men businesscasen var »meget positiv« og »meget optimistisk«, erkender Sophie Hæstorp Andersen (S), der satte sig i regionsrådets formandsstol, kort efter at kontrakten var indgået:

»Den siger, at udgifterne til systemet kan betales tilbage på 9-11 år, og at de første effektiviseringer kan hentes allerede i 2016, hvor de første hospitaler kom på. Enhver kan sige sig selv, at det er en meget rosenrød fremstilling at hente effektiviseringer samme år, hvor kun et par hospitaler kom på Sundhedsplatformen«.

Sundhedsplatformen erstatter op mod 30 forskellige systemer på hospitalerne i landets største region. Personalet bruger platformen til bl.a. at indtaste aftaler med patienter, skrive notater, notere medicindoser, planlægge patientforløb samt bestille og modtage resultater af blodprøver, biopsier og andre undersøgelser.

Massive problemer

Herlev og Gentofte Hospital tog som de første platformen i brug for godt et år siden, i november fulgte Rigshospitalet, og for nylig kom de sidste hospitaler i regionen samt psykiatrien med. Til efteråret kommer sygehusene og psykiatrien i Region Sjælland på Sundhedsplatformen.

Flere hospitaler oplever massive problemer med det nye it-system. Lægerne bruger kostbar tid foran computeren, når de skriver journal og bestiller prøver, i stedet for som tidligere at optage på diktafon og lade en lægesekretær taste ind. I ambulatorier er ventetiden stigende, så de på Herlev Hospital må holde åbent om aftenen for at følge med.

Et særskilt problem er, at regionens hospitaler i mindst 39 tilfælde har brudt loven om maksimale ventetider og ladet patienter vente for længe på undersøgelse eller behandling uden at give dem et tilbud om at få en tidligere tid på et hospital i en anden region. Samtidig bliver borgeres afsluttede behandlingsforløb i vidt omfang ikke overført til registre, der overvåger kvalitet og ventetid på kræftbehandling.

Alene på Rigshospitalet venter mere end 1.000 sager om pakkeforløb for brystkræftpatienter på at blive registreret.

En lempelse kan komme på tale

Trods problemerne skal hospitalerne allerede næste år høste økonomiske »gevinster« svarende til 102 millioner kroner som følge af mere effektiv administration og planlægning af behandlingen af patienterne. Og regionens ledelse lægger op til, at hospitalerne de tre efterfølgende år skal effektivisere for samlet 750 millioner kroner.

Den er optimistisk grænsende til naiv

Sophie Hæstorp Andersen erkender, at det kan ske, at regionen må lempe på de effektiviseringskrav.

»Det kan meget muligt være«, siger formanden for regionen.

Sundhedsøkonom Jes Søgaard, der er afdelingschef og professor hos Kræftens Bekæmpelse, gennemgik tidligere over 40 dokumenter om baggrunden for Sundhedsplatformen. Han vurderer, at regionen i sin businesscase tog munden for fuld i forhold til potentialet for effektiviseringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den er optimistisk, grænsende til naiv. Der er 2.500 funktionaliteter i Sundhedsplatformen. Businesscasen antager, at de alle sammen fungerer optimalt. Alle erfaringer med teknik siger os, at det sker aldrig. Der kommer altid problemer«, siger han.

Der er ingen vej tilbage

»Samtidig ignorerer den, at nogle funktioner både har fordele og ulemper, eksempelvis når lægerne overtager opgaver fra lægesekretærer. Det giver besparelser, fordi der er brug for færre lægesekretærer, men businesscasen har slet ikke med, at det kan betyde forringelser i lægernes produktivitet«, siger Jes Søgaard.

Det kom allerede til udtryk sidste år, hvor aktiviteten på hovedstadens hospitaler for første gang faldt i stedet for at stige. Alle andre regioner havde en vækst i aktivitet. Spørgsmålet er, om det kan blive nødvendigt at droppe Sundhedsplatformen og Epic som leverandør?

»Det ser jeg ikke for mig umiddelbart. Vi har ikke noget, vi kan gå tilbage til. Vi stod med op mod 30 systemer, der ikke var optimale«, siger Hæstorp Andersen.

Region Hovedstaden forventer at bruge 2,1 milliarder kroner på platformen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce