Den nye dr. Mefisto kan snart være afsløret ved hjælp af udelukkelsesmetoden.
I hvert fald har en lang række socialdemokratiske folketingsmedlemmer de seneste døgn haft travlt med at tage afstand fra den nye bog ’Den Hemmelige Socialdemokrat’, der er skrevet af et anonymt og - ifølge forlaget - nuværende medlem af folketingsgruppen.
Bogens 271 sider kaster lys over interne magtkampe i det store regeringsparti og bringer læseren tæt på optakten til formandsopgøret i 2005, om Thornings første svære tid og om dramaerne, der førte til dannelsen af S-SF-R-regeringen i 2011.
Anonym socialdemokrat lukker op til partiets maskinrumI weekenden afviste handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og transportminister Magnus Heunicke gennem deres presseafdelinger, at de skulle stå bag bogen.
Siden har følgende ’sosser’ direkte eller indirekte afvist at være den hemmelige forfatter:
- Folketingsmedlem Karen Klint til Politiken:
»Det er ikke mig. Jeg ved ikke, om det er en ære at være højt oppe på bookmakernes liste, men jeg hørte først om bogen, da den blev omtalt i tv. Jeg er faktisk slet ikke sikker på, at det er en person, der sidder i gruppen. Det kan meget vel være en, der sidder udenfor, eller en person, der har kvittet partiet. Jeg kan forstå, at en del af bogen er fiktion, og det kan jo være, at titlen er fiktion, så det slet ikke er en socialdemokrat. Hvem ved? Det kan være en fra pressen. Bogen skulle jo være velskrevet, og der er jo ikke mange politikere, der skriver godt. De fleste skriver alt for langt«.
- Folketingsmedlem, formand for Udenrigspolitisk Nævn, Mette Gjerskov på twitter:
»Håber sgu, at bogen er skrevet af journalist. Tanken om en skummel rygdolker i egen gruppe er ubehagelig«.
- EU-ordfører Morten Bødskov på twitter:
»Ingen i S-gruppen kan være i tvivl om, hvem den hemmelige socialdemokrat er. Genkendt bitterhed. Stå nu frem. Fortæl hvorfor du svigter partifæller«.
- Medlem af Folketinget Torben Hansen til BT:
»Hvis man sætter sin penge på mig, er man stensikker på at tabe dem, for det er ikke mig, der står bag. De kan jeg garantere 100 procent«.
- Medlem af Folketinget og spidskandidat til Europa-Parlamentet Jeppe Kofod på facebook:
»I behøver ikke at spilde penge på mig, selv om man kan få pengene 14,5 gange tilbage forudsat, at jeg er den hemmelige socialdemokrat. Det er jeg selvfølgelig ikke. Min respekt for og kærlighed til partiet er kæmpe stor. Og jeg fatter ikke, at der overhovedet findes Socialdemokrater - ovenikøbet i folketingsgruppen - som er så ligeglade og respektløse overfor partifæller og partiet som sådan. Men vi lever åbenbart i en helt ny tid i dansk politik i denne tid«.
- Bjarne Laustsen til Politiken:
»Det er ikke mig, der har skrevet den bog, og jeg har ingen anelse om, hvem det er. Jeg har ingen idé overhovedet. Det er skide irriterende - for at sige det på godt jysk - at vi alle sammen er under mistanke, og det betyder, at den fortrolighed, vi gerne skulle have i folketingsgruppen går fløjten. Jeg vil opfordre vedkommende til at stå frem og lægge kortene på bordet«.
- Udenrigsordfører John Dyrby Paulsen til Politiken:
»Nej, det er ikke mig, der har skrevet den. Men jeg har en idé om, hvem det kan være, men det tror jeg, jeg skal holde for mig selv«.
- Ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff på spørgsmålet, om han er ’den nye dr. Mefisto' til Politiken.
»Nej, det er jeg ikke, men tak for spørgsmålet«.
- Trafikordfører Rasmus Prehn på facebook:
»Flere spørger, om det er mig, der er den hemmelige socialdemokrat. Det er det ikke. Jeg ved slet ikke, hvad der står i den. Jeg køber bogen i morgen, så må jeg se, hvad den byder på. Jeg lægger altid navn til min kritik. Og det har jeg også taget mine tæsk for. Jeg udgav i efteråret en bog Frihed til Fællesskab med fokus på den politiske debat. Det er min mission«.
- Erhvervsordfører Benny Engelbrecht på facebook:
»Dagens aviser bruger spalteplads på en kommende bogudgivelse af en anonym forfatter - jeg har selv udgivet to bøger og jeg er stolt over at mit navn står på titelbladet af dem begge. Hvis man har noget relevant at sige må man også kunne stå ved det - sådan har jeg det i alt fald«.
- Socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil på facebook:
»Har nu læst den første del af bogen ’den hemmelige socialdemokrat’. Kan konstatere, at afdøde Jan Trøjborg hænges ud på usmagelig vis. Desuden omtales et enkelt møde, som jeg selv har deltaget i, nemlig det på Hoppes - og nej Corydon betalte ikke regningen. Om resten af bogen er lige så smækfyldt med fordrejninger, løgn og galde ved jeg endnu ikke, men det lover ikke godt«.
- Forsvarsordfører Ole Hækkerup på facebook:
»I morgen udkommer en bog med titlen ’den anonyme socialdemokrat’ og i den kan man læse, at jeg har et kort over alle socialdemokratiske folketingsmedlemmer. Det er løgn fra ende til anden. Forfatteren skulle være en anonym socialdemokrat, men det er åbenbart ikke én der kender mig. Om det er en der overhovedet kender partiet tvivler jeg stærkt på!«
- Justitsminister Karen Hækkerup på facebook:
»Vildt mærkeligt at læse om en bog af en anonym forfatter, der bl.a. beskriver at min mand har et kort over gruppemedlemmer. Det er for mystisk! Er forfatteren overhovedet socialdemokrat?«
- Tidligere medlem af Folketinget Jacob Bjerregaard på Twitter:
»Har 2-3 bud på forfatteren. Skal nok få det opklaret«.
Listen opdateres løbende. Har vi overset en socialdemokrat, der afviser at stå bag bogen? Send os en mail.
Hjælp Politiken: Hvem er den hemmelige S-forfatter?Har du et godt gæt på bogens forfatter? Giv dit bud i formularen herunder.
fortsæt med at læse





























