Døden frygtede Christopher Hitchens lige så lidt som den hån, spot og latterliggørelse, som hans fabelagtigt polemiske essays ofte udløste. Han søgte skænderier og friktion, som andre stræber efter enighed og harmoni.

Ingen sentimentalitet
Den britisk-amerikanske forfatter Christopher Hitchens, der døde af spiserørskræft i torsdags i Texas, havde for længst forsonet sig med sin egen endelighed. Sekularismens store fortaler vidste om nogen, at det var slut, når kroppen sagde stop. Sentimentalitet og sværmeri var ikke en del af hans daglige skriverier.

Christopher Hitchens, der blev 62 år, var en kontrær fritænker; en Rasmus Modsat-figur.

Sin tids George Orwell
Med baggrund i den trotskistiske studenterbevægelse i 1960'erne i England voksede han frem til at blive sin generations George Orwell - som han selvfølgelig også skrev en anerkendt bog om blandt mange andre værker. På lignende vis som landsmanden brugte Hitchens litteraturen, sproget og sarkasmen til at gå op imod totalitære tendenser i samtiden.

LÆS OGSÅLeth-, Thybo- og Seidenfaden-fjender kan stoppe læsningen her

I det seneste årti har kampen særligt stået mod den strømning, han kaldte »fascisme med et islamistisk ansigt« - i Mellemøsten og videre ud i verden. Men han var aldrig allieret med nogen, slet ikke opportunistiske magthavere, altid i opposition til doven dogmatik.

En livslang kamp
Christopher Hitchens førte en livslang kamp på ord mod alle og enhver, der stod i vejen for den liberale oplysningstanke, ikke mindst alle de antimoderne og fromme forkyndere, der hævder at føle sig krænket af frivol og frisindet kritik.

Forfatteren til den ateistiske bestseller 'Gud er ikke stor' forsvarede for eksempel Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed til det yderste og kritiserede samtidig Politiken hårdt for at indgå et forlig med en forening, der kalder sig Muhammeds efterkommere:

»Hele affæren ville være komplet latterlig, hvis den ikke var så hadefuld, og hvis det ikke var, fordi det er lykkedes at knække standhaftigheden hos en enkelt dansk avis«.

Tilbage i 2006 stillede han sig op foran den danske ambassade i Washington D.C., hvor han selv boede, og udbasunerede budskabet: »Stand up for Denmark!«.

Gik op imod de globale ikoner
Hitchens tog ingen gidsler. Han gik hellere end gerne direkte efter manden, hvis modstandernes synspunkter var tilstrækkeligt hykleriske, eftergivende eller irrationelle.

Tidligere har Hitchens angrebet religiøse frontfigurer som den katolske Mother Teresa, men også magtmænd som USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger har mærket hans pen.

Hitchens er systematisk gået op imod globale ikoner og er derved selv steget op til at blive en forfatter, som verdensledere og meningsdannere ikke har kunnet komme uden om at forholde sig til.

LÆS OGSÅ Kendt provokatør støtter Obama

Som klummeskribent, litterat og debattør levede han i nuet, i nyhedsstrømmen, og udnyttede sig selv til det yderste i sine tekster, senest i den aktuelle udgave af magasinet Vanity Fair, hvor han brugte sin kræftsygdom til at sætte spørgsmålstegn ved Friedrich Nietzsches maksime om, at man bliver stærkere af alt det, som ikke slår en ihjel.

Kampklar på dødslejet
På dødslejet blev Hitchens' sidste offentlige ord ikke desto mindre en afart af Nietzsches besyngelse af den stærke mand:

»At kalde nogen for en 'shtarker' på jiddisch er at anerkende ham som en militant, barsk fyr og hårdt arbejdende. Indtil videre har jeg besluttet mig for at tage imod alt, hvad min sygdom smider imod mig, for at forblive kamplysten, selv nu hvor jeg må tage højde for mit eget uundgåelige forfald«.

I sin anbefalelsesværdige selvbiografi med titlen 'Hitch 22' skrev han i 2010 om sin død:

»Den klare bevidsthed om at være født ind i en kamp, der er tabt på forhånd, behøver ikke at føre til fortvivlelse. Jeg bryder mig ikke ligefrem om ideen, at jeg en dag bliver prikket på skulderen og informeret om, at festen ikke er slut - for den fortsætter helt sikkert, men nu i mit fravær. Det er den næste tanke, at en ny udgave af avisen vil udkomme, dagen efter jeg er væk, som volder mig mest sorg«.

Næste dags forside
Én ting frygtede Hitchens således ved sit eget dødsfald: ikke at se næste dags avisforsider og opleve, hvordan verdensdramaet går videre. Han følte på forhånd, at fantomsmerten ved ikke at se New York Times' forsidehistorie fra i går, 16. december 2011 - om USA's tiltagetrækning fra Irak - gjorde mere ondt end kroppens kollaps.

Religionskritikeren og fritænkeren, der skabte voldsomme kontroverser blandt alverdens intellektuelle ved fuldtonet at støtte den militære invasion i og besættelse af Irak, må nu lide den skæbne ikke selv at være vidne til slutspillet.

Men måske skyldes angsten for næste dags avis også, at han udmærket vidste, hvad der ville stå nede under Irakhistorien: 'Polemicist Who Slashed All, Freely, With Wit' - som overskriften på hans nekrolog hed på forsiden af New York Times i går.

Ætsende pen
Hitchens var en af sin generations fremmeste 'public intellectuals'; en skribent, der turde bruge sig selv, sin næsten autistiske litterære hukommelse og ætsende pen til at kæmpe for den radikale oplysningstanke i fuld offentlighed.

LÆS OGSÅSump. Vesten kan ikke løbe fra ansvaret i Irak

Det mindst overraskende ved Hitchens er næsten, at han kun blev 62 år. Som fast skribent for både The Atlantic, Vanity Fair og websitet Slate.com har han i årevis flakket rundt i verden, fra brændpunkt til brændpunkt, altid med en flaske Johnnie Walker Black Label inden for rækkevidde - den bedste blend-whiskey, der kan købes i hele verden, selv i Mellemøsten.

Et flamboyant bohemeliv
Næsten som en parodi på drengedrømmen om at skrive i kugleregn har Hitchens levet et flamboyant bohemeliv, hvor hans fatale kræftsygdom var »så forudsigelig og banal, at det keder selv mig«.

Sammen med nære, litterære venner som Martin Amis og Salman Rushdie har Christopher Hitchens holdt liv i en angelsaksisk tradition for essayistik på grænsen mellem litteratur og klummer.

Hans seneste bog, 'Arguably', samler en perlerække af hans bedste tekster, der samtidig udstiller spændvidden i hans drabeligt store emnekatalog - fra Karl Marx og Mark Twain over Adolf Hitler og Mahmoud Ahmadinejad til Stieg Larsson.

Levede af modsigelse
Gennem sin karriere er Christopher Hitchens blevet kaldt alt fra kaviarkommunist til neokonservativ, og han har nydt hver og én af etiketterne: Han levede nemlig af modsigelse og konfrontation og ville formentlig have haft det svært med alle de overvejende positive nekrologer, der i dag bringes i alverdens aviser.

Når han selv skrev nekrologer om skikkelser som Augusto Pinochet, Slobodan Milosevic og Yassir Arafat, lagde han bestemt ikke fingrene imellem, men strøede lige de sidste syrligheder ud over graven. Han gik aggressivt efter alle oplysningens fjender - døde eller levende.

Hitchens døde som en 'shtarker'; en militant, barsk fyr og hårdt arbejdende til det sidste. De næste aviser er på gaden.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken