Løgn

En løgn er et usandt udsagn.

En hvid løgn er en betegnelse for en mere ’uskyldig’ løgn. En, der ikke er fremsat i ond hensigt.

En person, som har en sygelig trang til at opdigte historier og lyve, kaldes mytoman.

Den danske mystiker og filosof Martinus fandt frem til syv gyldne leveregler, hvoraf den femte lød:

»Vær absolut sand og ærlig i alle livets forhold«.

Den amerikanske professor Virginia Bella De Paulo fra University of Virginia har forsket en del i løgnens natur og har blandt andet foretaget en undersøgelse, der involverer 147 personer, og hvor konklusionerne blandt andet var, at

• alle mennesker lyver for at undgå problemer eller for ikke at blive flove
• folk generelt fortæller små løgne til personer, de ikke kender særlig godt
• at mænd især lyver for at imponere
• at kvinder mest lyver for at undgå at såre

LARS HJORTSHØJ
Lars Hjortshøj, født 1967, er studievært i TV3-programmet ’Sandhedens time’.

Han er stand-up-komiker og spillede Robert Lange Dølhus i TV 2 Zulus sitcom ’Langt fra Las Vegas’. Han har også medvirket i tv-programmerne ’Casper og Mandrilaftalen’ og ’Klovn’.

Han har været vært i ’Morgenhyrderne’ på Radio 100FM, senere blev han morgenradiovært på TV 2 Radio.

Lars Hjortshøj er gift med Tina Bilsbo, der er studievært i TV3’s boligprogram ’Åbent hus’. De har to børn på 8 og 11 år.

Komikeren Lars Hjortshøj lyver.

Dagligt. Både over for sig selv og over for andre, og han er overbevist om, at det er en vane, som han deler med ret mange af sine landsmænd.

»Ja da. Alle lyver. For vi jagter det perfekte og polerede liv og bruger derfor ekstremt mange kræfter på at opretholde den her facade af fuldkommenhed. Men da det er de færreste af os, der kan leve op til den forestilling, er vi nødt til at lyve os lidt igennem dagen af og til«, siger Lars Hjortshøj.

Han lover, at han ikke vil være løgnagtig i dette interview – selv om han umådelig gerne vil ende med at fremstå »federe«, end han er.

For tiden er Lars Hjortshøj hver onsdag vært i TV3’s nye underholdningsprogram ’Sandhedens time’, hvor det gælder om at svare hudløst ærligt, hvis pengepræmien på 500.000 kroner skal med hjem.

»En overlevelsesmekanisme«
Deltageren har forinden svaret på 50 spørgsmål under overvågning af en løgnedetektor.

21 bliver udvalgt til programmet, og svares der ikke i overensstemmelse med løgnedetektoren, så er de ’femten minutters berømmelse’ slut.

Her er der altså ikke plads til bekvemmelighedsløgne eller variationer af sandheden for at være høflig.

Og det – sammen med blufærdighed – er en af grundene til, at Lars Hjortshøj ikke ville ønske at bytte sin sorte værtsstol ud med deltagerens røde i ’Sandhedens time’, for han benytter sig selv af begge løgnemodeller.

»Jeg tror, det er en overlevelsesmekanisme. Vi bliver nødt til at lyve en lille smule for at kunne begå os. Enten for at hævde os selv eller for at skåne andre«, siger komikeren.

»Sandheden er nemmere at huske«
Han sorterer dog grundigt i sine løgne.

»Man skal overveje med sig selv, hvad der egentlig er værd at lyve om. Alle de små løgne, som ikke fører til noget, som bare er åndssvage og ligegyldige, de skal ud. Også fordi man ikke kan huske dem. Min mor sagde altid: »Bare sig sandheden, så er det nemmere at huske.« Og det er jo rigtigt, for i forbindelse med planlægningen af ’Sandhedens time’ har jeg læst om en hjerneforsker, hvis forskningsresultater viste, at når vi fortæller en sandhed, bruger vi 20 procent af vores hjerne, og når vi fortæller en løgn, bruger vi 80 procent«.

»Og det giver jo mening, for når mennesket begynder at lyve, så konstruerer vi helt sindssygt. Der kommer altid enormt mange detaljer på, og det er slet ikke i nærheden af virkeligheden, men for at det skal virke overbevisende, så læsser vi bare på«, siger Lars Hjortshøj, der egentlig synes, at begreber som ’hvide løgne’ og ’halve sandheder’ er noget fis.

»For det er en løgn, uanset hvad man kalder den. Det der med hvide løgne er bare noget, vi siger, for at gøre det nemmere for os selv. Det er stadigvæk ikke sandt«.

De åbenlyse
Nu begynder vi at kredse os ind på hovedpersonen.

På ham, der hver onsdag udfritter danskerne om deres inderste hemmeligheder. Men han er eminent god til at snige sig uden om konkrete eksempler på sine egne fortalelser af den svigefulde slags.

»Jeg har løjet rigtig meget, men jeg har en dum og dårlig hukommelse, så det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på spørgsmålet«, forsøger han, men proklamerer så med et grin, at han da engang har sagt til en pige, at han ville ringe til hende dagen efter.

»Man ved jo godt, at man ikke ringer. Men det er en af de der åbenlyse løgne, der bare er accepteret af begge«, siger han og tror glad, at søgelyset nu er væk fra hans egne løgnagtige bedrifter.

Det er det ikke.

'Casper og Mandrilaftalen', DR, 1999-2003. Foto: Rasmus Baaner

Lyver om idræt
Efter en verbal armvridning, et beklemt ansigtsudtryk og et minuts tænkepause kommer der endelig en lille indrømmelse.

»Altså, for nylig har jeg løjet om omfanget af, hvor meget jeg egentlig dyrker idræt. Jeg lyver over for mine omgivelser og en lille smule over for mig selv«.

»Det forholder sig sådan, at jeg er meget glad for at cykle, og så siger jeg til andre, at jeg i hvert fald cykler tre gange om ugen. Og det plejer jeg også, men det får jeg jo ikke gjort, når der er så travlt med optagelser og så videre. Men jeg siger stadig, hvis nogen spørger, at det gør jeg i hvert fald«, erkender han,

Han tilføjer, at det er en helt åndssvag ting at lyve om.

»Og så er der folk, der siger: »Hold kæft, du har sgu da tabt dig, Lars?«. Og så svarer jeg: »Jaaa, jeg cykler også 30-40 kilometer tre gange om ugen«. Og sandheden er, at jeg maks. cykler 20 kilometer to gange om ugen«.

»Men det er en løgn, der er med til at gøre mig til et bedre menneske og til, at jeg er en af dem, der dyrker idræt. Det er helt vanvittigt at lyve om og fuldstændig ligegyldigt, men det er med til at opretholde mit eget lille billede af, at jeg faktisk er på vej i form«, siger han og får lov til at slippe for at være i skriftestolen – for en stund.

Umoralsk og uetisk?
’Sandhedens time’ har gode seertal – lige godt en halv million, men i offentligheden har programmet fået hug for at være grænseoverskridende, umoralsk, uetisk.

Værten, Lars Hjortshøj, er af medieeksperter og i læserbreve blevet beskyldt for at sætte sit gode navn på spil, men det er han – ikke overraskende – på ingen måde enig i.

»Jeg er meget en person, der vælger med mavefornemmelsen, og jeg sagde først og fremmest ja til det her, fordi jeg synes, det er et vanvittig underholdende program. Jeg har ikke gået med et brændende behov for at blive tv-vært, og selv om jeg løbende er blevet tilbudt ting, har jeg sagt nej, fordi jeg ikke rigtig har kunnet se mig selv i det. Alt var så fint og poleret«, forklarer han.

Men en dag sendte TV3 ham en pakke med klip fra den amerikanske version af ’Sandhedens time’, og komikeren blev grebet af det.

Et program »med kant«
Han elskede uforudsigeligheden i programmet, nerven, de moralske diskussioner, det affødte hos ham, og at der var noget personligt på spil for quizdeltageren.

»Det tiltalte mig meget, at programmet har noget kant. Det handler ikke bare om at gætte geografispørgsmål, men om at være menneskelig på godt og ondt. Og jeg ved godt, at der er nogle, der beskylder mit program for at være mærkeligt, men så se lige på det der ’Vild med vejr’. Dét er da for underligt«.

Men er det ikke over grænsen, at folk fortæller deres hemmeligheder til hele Danmark?

»Det er i hvert fald moderne, men man skal altså ikke ophøje programmet til mere, end det er. I bund og grund er det jo bare en quiz. Nogle kalder det den moderne skriftestol, men der er også nogle, der kalder det Facebook på tv som symbol på, at vi alle sammen har sindssygt travlt med at følge med i hinandens liv«, mener Lars Hjortshøj.

'Langt fra Las Vegas', TV 2 Zulu, 2001-2003. Foto: TV 2 Zulu

»Kedelig tendens« i kritikken
Kritikere har påpeget, at der er for meget sandhed på en gang, når 24-årige Dan forrige onsdag blandt andet skulle svare på spørgsmål som:

»Er Ada den kæreste, du har haft den bedste sex med?«, »Ville du torturere et andet menneske, hvis dit job som soldat krævede det?«, og »Ryger du regelmæssigt hash?«.

Og når 27-årige Louise i det seneste program skulle forholde sig til ting som: »Har du nogensinde været seksuelt tiltrukket af dine veninder?«, og »Skammer du dig over din mor?«.

Bornertheden skyldes ifølge Lars Hjortshøj en kedelig tendens i samfundet til at dømme hinanden ud fra ens egen virkelighed.

»Men det er jo individuelt, hvilke ting der er grænseoverskridende for hvem. Der er et spørgsmål i programmet a la: »Har du været seksuelt tiltrukket af din kones veninder?«. Hvor jeg tænkte: »Ja, for helvede da«. Hun har sgu da nogle lækre veninder. Det ville ikke være et pinligt spørgsmål for mig, fordi vi sagtens kan sige sådanne ting hjemme hos os. Det er der ikke noget vildt i. Men hvor der så er andre ting, jeg aldrig ville tale om, som nogle deltagere ikke har nogen problemer med overhovedet«, siger han.

Foto: Sara Galbiati

Kontant afregning
Hjortshøj har dette bud på, hvorfor nogle reagerer aggressivt på ’Sandhedens time’.

»Jeg tror simpelt hen, at det er, fordi de fleste af os lyver hver dag, og som regel har det ikke nogen konsekvenser. Man kan sagtens gå i seng om aftenen og tænke, det var da egentlig en god dag, selv om man har løjet. Men i ’Sandhedens time’ er der kontant afregning. Og jeg tror, at når man bliver stillet over for den kontante afregning af de små hvide løgn, så er det, det gibber i nogle«.

Lars Hjortshøj er ikke selv med til at formulere spørgsmålene, og han har bedt om, at han ikke vil kende dem på forhånd, fordi han gerne vil reagere lige så overrasket som seerne, når de svarer.

Og selv om spørgsmålene kan virke grænseoverskridende for seerne, så har værten ikke det fjerneste problem med at stille dem.

»Nej. Overhovedet ikke. Jeg har ingen berøringsangst ved at stille de spørgsmål«.

»Det har jeg nok med fra min baggrund som stand-up-komiker. For det kan ikke nytte noget, at vi er bange for at tale om nogle ting, for så mister comedy’en sin berettigelse. Derfor er jeg ikke bange for at gå tæt på«, forklarer komikeren.

»Jeg lever ikke noget vildt liv«
Den lidet frygtsomme holdning til nærhed gælder dog ikke, når det handler om ham selv.

Trods sin efterhånden ret markante kendisstatus er det meget sjældent, at Lars Hjortshøj stiller op og deltager i ugebladstilværelsen, og han har ikke just behov for at dele sit liv med offentligheden.

»Nej, det er jeg ikke en del af, for det siger mig ikke så meget. Der er masser af ting, jeg ikke taler om, men det er egentlig mest, fordi jeg ikke synes, det er interessant. Mit arbejde er interessant. Enormt interessant. Fordi jeg har et arbejde, som der ikke er ret mange andre, der har. Men jeg ved da godt, at det ikke er særlig funky, at jeg fortæller, at jeg cykler, men min tilværelse minder ekstremt meget om andre familiefædres liv. Så jeg kan ikke se, det er særlig interessant. Jeg henter børn, kører børn til fritidsaktiviteter og laver mad. Der er den her forventning om, at jeg lever et helt vildt liv. Det gør jeg altså ikke«, påstår Lars Hjortshøj, der bor i Slangerup sammen med sin kone, Tina Bilsbo, og deres to børn på 8 og 11 år.

Men, Lars, vi er jo også bare interesseret i, at du indrømmer en løgn. Har du løjet i det her interview?

»NEJ! Det har jeg ikke. Og nu bliver jeg helt stresset over, at jeg ikke kan komme på en løgn. Det er, fordi jeg er alt for blufærdig. Jeg har rigtig mange gode historier, for jeg har lavet så meget lort. Men jeg er meget privat«, siger han og lukker munden helt i.

Lars Hjortshøj vandt DM i stand-up-comedy i 1992. Foto: Søren Jensen

Lyver »altid« over for børnene
Hvilken løgn har du sagt i dag?

»Hmm, jeg har garanteret løjet over for mine børn i morges. Dem lyver jeg altid for«.

Kan man godt det?

»Ja, ja. Hvis tingene er lidt for besværlige at forklare, så lyver jeg lidt om det. Som for eksempel hvis de spørger, hvorfor det kun er jul en gang om året. Så svarer jeg, fordi far siger det. Det er det almengyldige svar«.

Lurer de dig aldrig?

»Næ, men børn er meget fint registrerende, så de fornemmer tit, at der er noget galt ud fra stemninger. Og det er jo så ret åndssvagt, når man går og opdrager dem til ikke at lyve«.

Kan man lyve for sin kone?

»Ja, det er der rigtig mange, der gør«.

Gør du?

»Næ«.

Nu løj du!

»Mjahhhhh – hahahaha – det gjorde jeg nok, men jeg har meget svært ved det. Og igen skal jeg finde ud af, hvad det er, jeg vil opnå ved at lyve. Hun er jo min nærmeste, så hende gider jeg sgu ikke at lyve over for. Og man kan også mærke, at noget er galt, når man lever tæt sammen«.

Clintons løgn
Lars Hjortshøj er begyndt at rykke lidt uroligt rundt på stolen over at tale om sin familie, så vi spørger om noget perifert, inden sidste krog smides ud for at forsøge at fange en nederdrægtig løgn.

Er der nogen kendte løgne, du beundrer?

»Der er selvfølgelig Bill Clintons klassiker: »I did not have sexual relations with that woman«. Jeg synes, det der med at gå ud at sige det til hele verden, det var fantastisk. For den løgn er et eksempel på, hvordan man kan strikke virkeligheden sammen, så den bliver bekvem for en selv. Lige pludselig havde han – eller en eller anden spindoktor – besluttet, at oralsex ikke er rigtig sex, og så lavede de en versionering af virkeligheden. Det var fantastisk«, fastslår Lars Hjortshøj klukkende.

Men grinet erstattes af et teatralsk suk, da han en sidste gang bliver bedt om at lufte en løgn.

Ræven og kaninerne
Han kigger frem for sig og snerper munden tænksomt sammen i højre side.

»Okay«, siger han så.

»For et par år siden sagde jeg til mine børn, at det var ræven, der havde taget kaninerne. Det er ikke helt rigtigt. Det var mig«.

Hvorfor løj du om det?

»For at skåne dem. For ikke at gøre dem kede af det«.

Var det en god skåneløgn?

»Nej. For nu fremstår jeg dels som en mand, der lyver, og dels som en mand, der slår kæledyr ihjel. Men jeg gjorde det faktisk af hensyn til kaninerne, for de havde ikke et godt liv til sidst. Der var ingen, der gad lege med dem«.

Men burde man så ikke sige dét til børnene?

»Jo. Det havde jeg også prøvet. Men jeg var jo en presset familiefar. Hvad fanden er det for en skriftestol, jeg er havnet i her«, griner Lars Hjortshøj og vånder sig lidt ved tanken om, at han nu har bekendt en af sine synder.

Lars, her på falderebet får du lige et sidste spørgsmål, som du selv stiller i programmet: Synes du selv, du er et godt menneske?

»Ja, det synes jeg. Fordi jeg arbejder på at være det«.

Ville det svar gå igennem en løgnedetektor?

»Det tvivler jeg på«.