Harvey Milk

Født 1930 i Long Island, New York som søn af litauiske jøder. Amerikansk byrådspolitiker, skolelærer, forsikringsagent og fotohandler, Kæmpede i Koreakrigen og blev juniorløjtnant.

Flyttede til San Francisco i 1969 og åbnede, med sin kæreste, Scott Smith, en fotoforretning i Castro Street, der allerede så småt var ved at udvikle sig til et centrum for byens voksende homoseksuelle befolkning.

Stillede op tre gange til byrådet i San Francisco i årene 1973-76, men kommer først i byrådet efter indførelsen af nye valgregler.

7. november 1978 vandt Milk karrierens største triumf, da han efter en heftig kampagne fik vælgerne til at stemme nej til Proposition 6, der ville forbyde homoseksuelle skolelærere.

27. november 1978 myrdes borgmester George Moscone og Harvey Milk af byrådsmedlem Dan White.

Harvey Milk optrådte i 2000 på magasinet Times’ liste over helte og ikoner fra det 20. århundrede.

Harvey Milk poses in front of his camera shop in San Francisco in this Nov. 9, 1977 photo. Nov. 27, 1998 marks the 20th anniversary of the assassination of San Francisco Supervisor Harvey Milk and Mayor George Moscone. (AP photo)

Foto: AP

Milk i biffen:
30. januar får Gus Van Sants film ’Milk’ dansk premiere med bl.a. Sean Penn (Milk), Josh Brolin (White), James Franco, Emile Hirsh og Diego Luna.

Den mange gange prisbelønnede dokumentarfilm ’The Times of Harvey Milk’ (1984) findes på dvd, udgivet af New Yorker Video.

Det var sådan set så sort ironisk, som det kunne blive.

Da californierne stod op 5. november, havde de – ligesom resten af det mere liberale Amerika – valgt sig en ny præsident, en, som i sin veltrimmede jordiske inkarnation var så god som himlen på Jord. Os var en frelser fød’, og det var ikke engang jul endnu.

Men om morgenen onsdag 5. november var det ét skridt frem – og for Californiens vedkommende ét skridt tilbage.

En tur i tidsmaskinen
For alt, hvad Obamabølgen ideelt set lovede af fremskridt for civilisation og borgerrettigheder, blev modsagt af vælgerflertallets vedtagelse af Proposition 8, et lovforslag, der fra den ene dag til den anden fratog homoseksuelle retten til at blive gift og dermed omstødte højesterets tidligere afgørelse, der havde fjernet det kønsspecifikke i bryllupsritualet.

Og Jon Stewart kunne igen sidde og tage sig til hovedet i ’The Daily Show’.

Det må for dem, der var gamle nok, have føltes som en tur i tidsmaskinen.

Tilbage til 70’erne, da det lykkedes for San Franciscos nyvalgte byrådsmedlem, Harvey Milk, at skabe en regional bølge af modstand, der væltede den ellers så sejrsikre forløber til Proposition 8, nemlig Proposition 6, der var det religiøse højres forslag, og som skulle give skoler ikke blot ret, men pligt til at afskedige lærere, der var homoseksuelle:

»Vi tillader jo heller ikke prostituerede at undervise vore børn. Eller pædofile«.

Og ikke blot lærerne selv, men de, der sympatiserede med deres sag, skulle fyres.

70’ernes Sarah Palin
Harvey Milk, der må tage æren for at have vendt folkestemningen mod Proposition 6, er i dag især kendt, fordi han så spektakulært blev myrdet efter 11 måneder som byrådsmedlem.

Men i sin korte storhedstid syntes det, at himlen var inden for rækkevidde.

Milks nemesis var Californiens konservative senator, John Briggs, og ikke mindst Anita Bryant, tidligere nr. 2 i Miss America-konkurrencen og nu storsmilende frontkæmper for en håndfast og bogstavelig bibeltolkning – en proto-Sarah Palin, om man vil.

Bryant var garant for amerikanske familieværdier, et bolværk mod moderniteten og mod de spirende håb, der havde bragt en Milk til tops.

Nonner i gaderne
I et angreb mod Anita Bryant udtalte Milk i en typisk Milkretorik og med henvisning til de tusinder og atter tusinder af katolske skoler:

»Hvis lærere havde magt til at påvirke børnene på det niveau, ville der rende masser af små nonner rundt i gaderne i dag!«.

Præsident Carter og hans hustru, den meget religiøse Rosalynn, gjorde sig umage for ikke at møde Harvey Milk, selv om Carter var forpligtet til at blande sig i Proposition 6-sagen.

Da mødet en dag var uundgåeligt, var det til gengæld modstræbende.

Rosalynn tog Milks hånd, og han sagde:

»Det undrer mig egentlig, at De vil trykke min hånd«.

»Nå, hvorfor?«, spurgte hun usikkert.

»Fordi De umuligt kan vide, hvor den har været«.

11 måneder på posten
Der gik nøjagtig 30 år mellem Proposition 6, der blev nedstemt, og 8, der blev vedtaget. I de kindblussende hede dage i 1978, var det, som om amerikanske borgerrettigheder kunne gå på vandet.

Og Harvey Milk var den, der personificerede optimismen.

I første scene af den nye film ’Milk’, der får dansk premiere 30. januar, træder en rystet, formelt klædt kvinde, den fungerende borgmester, ind foran mikrofonerne og en hob af journalister og kamerafolk på San Franciscos rådhus og fortæller, at byens borgmester, George Moscone, og byrådsmedlem Harvey Milk, netop er blevet skudt og dræbt, tilsyneladende af byrådsmedlem Dan White.

Skrigen, panik, et råb: »Oh! Jesus Christ!«.

Det er 27. november 1978, og Milkeventyret er omme, næsten inden det var begyndt.

Han nåede at sidde i byrådet og blive et nationalt symbol i 11 sølle måneder.

Blandede sig i alt
Hvem var Harvey Milk? Og hvem var hans banemand, Dan White?

De var begge valgt ind i byrådet i samme hug og var valgt få gadehjørner fra hinanden i det centrale San Francisco.

Milk, der i Gus Van Sants nye film spilles af Sean Penn, var hippiefotohandleren, der forvandlede bydelen Castro til verdens bøssemekka og blev kaldt ’Borgmesteren af Castro Street’, længe inden han gik ind i politik.

Han var åben bøsse og flamboyant og blandede sig i alt.

Tre gange stillede han forgæves op til byrådet, og da han endelig blev valgt ind, var det som én ud af 17 kandidater for Castrodistriktet, hvoraf over halvdelen var homoseksuelle.

New York Times skønnede i 1976, at 100.000-200.000 af San Franciscos 750.000 indbyggere var homoseksuelle.

En snu ræv
Men den homoseksuelle stemme var ikke nok, det vidste han.

Og han fik den notorisk bøsseskeptiske fagbevægelse over på sin side, og han talte børnenes og de gamles sag. Han var snu som en ræv og spillede sine kort med kløgt.

Da nogen fortalte ham, at den person, der kunne løse problemet med hundelorte i San Franciscos gader, ville blive byens næste borgmester, iscenesatte han en række effektive pr-stunts med hundelorten i centrum.

Dan White (spilles af Josh Brolin i filmen) var tidligere brandmand og så sig som beskytter af de traditionelle familieværdier.

Modsat Milk, der på ingen tid udviklede sig til en dreven – og skrupelløs – taktiker, var White ingen dygtig politisk håndværker, og han trak sig fra posten i frustration, efter at han først havde rakt hånden ud mod Milk og siden havde stemt imod alle lempelserne af diskriminationslovene.

White skiftede mening og prøvede at blive taget til nåde af borgmester Moscone igen.

Han lancerede en kampagne i medierne for at få sit job tilbage og rasede, da 909 religiøse tosser tog livet af sig selv på deres guru Jim Jones’ ordre og skabte masseselvmordet i Jonestown, Guyana – og overtog dermed også San Francisco-avisernes overskrifter fra Dan White.

Dobbeltdrab
Midt i processen mistede White tålmodigheden, sneg sig ude fra gyden ind på rådhuset gennem et vindue for at komme uden om rådhusets metaldetektorer, han medbragte ekstra kugler til sin pistol og skød først borgmesteren tre gange på hans kontor og derefter, længere nede ad kontorgangen, dræbte han med fem skud Harvey Milk, der var blevet symbolet på hans, Whites, fallit, og som gang på gang havde udstillet Whites politiske amatørisme.

Det sidste skud rettede han på få centimeters afstand mod Milks tinding og trykkede af, henrettelsesfaconen.

Dét var dråben. Retssagen mod Dan White var dråben.

Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at sagen mod White var mere end en formalitet.

Mandens skyld var vidt og bredt dokumenteret, der forelå en utvetydig tilståelse – og hvem slipper vel fra at myrde to folkevalgte ved højlys dag?!

Uagtsomt manddrab
Modstandere af dødsstraffen var i vildrede, for det lå i kortene, at White næppe slap udenom.

Men sagen tog 11 dage at få afsluttet.

30 år senere kaldes det forsvar, som Whites advokat og fem indkaldte psykologer havde held til at overbevise juryen med, stadig for ’The Twinkie Defense’, ’Spandauer-’ eller ’Napoleonskageforsvaret’ på dansk.

Dobbeltmorderen White blev, fem måneder efter drabene på rådhuset, dømt for uagtsomt manddrab med henvisning til, at han i perioden forud for drabet havde fyldt sig med sukkerstads, cola og twinkiekager, og kunne derfor kaldes hyperaktiv og utilregnelig i gerningsøjeblikket ...

Dét var altså lige dråben.

Retfærdighed!
Da en ung sort mand efter domsafsigelsen blev interviewet på tv, sagde han med et minespil, der afslørede en afgrundsdyb skepsis:

»Hvordan tror du, de havde straffet mig, hvis jeg havde dræbt en embedsmand?!«.

Byens homoseksuelle tænkte og sagde det samme – højere og højere. Ville de være sluppet fra et dobbeltmord lige så billigt som White?

Da Dan White var blevet idømt sine nærmest symbolske syv års fængsel, gik San Franciscos bøsser og lesbiske – med samt sympatisører – på gaden:

»Vi kræver retfærdighed!«, løb råbene.

Tusinder marcherede fra bøssedistriktet Castro mod rådhuset, hvor det kom til håndgemæng med politiet, der senere på natten foretog en razzia på Castrobaren Elephant Walk, hvor de smadrede interiører og angiveligt overfaldt kunderne.

Rituel afstraffelse
Det, der med Harvey Milks valg som byrådsmedlem var en historisk sejr for et seksuelt mindretal, var endt i ydmygelse, i nærmest rituel afstraffelse.

Og da det siden begyndte at gå fremad med homoseksuelles rettigheder i det californiske, kunne det til dels opleves som kompensation for de juridisk forsmædelige dage i vinteren 1978.

Når Gus Van Sants biografifilm kommer til Danmark i slutningen af januar, er det som en påmindelse om tiden for 30 år siden.

Om at alt, der burde være gået frem, nærmest er gået tilbage.

Ny relevans
Bibelen er mere end nogensinde oppe at slås med Darwin i skolerne, og alt uden for den dydsirede moralske midterbane står for skud. Kun hiv-epidemien i midt-80’erne inspirerede til den samme syndflod af had og utryghed.

For fem år siden skabte Gus Van Sant sit hovedværk ’Elephant’, et filmisk prosadigt om, hvad der leder op til en high school-massakre, og mens optagelserne pågår, går to elever amok med skydevåben på Columbine High.

Van Sant udsatte premieren på ’Elephant’ for ikke at blive beskyldt for at snylte på virkeligheden, selv om kronologien faktisk var modsat.

På samme måde med ’Milk’, der fik ny relevans, mens californierne stemte alt, hvad Harvey Milk havde stået for, tilbage til stenalderen.

Spring ud, det er en pligt
Allerede inden Harvey Milk begyndte sin embedsperiode som den første åbne bøsse, der nogensinde var blevet valgt til en tillidspost i USA, indtalte han et timelangt bånd, der kun måtte spilles »i tilfælde af min død ved et attentat«.

På båndet, hvis nøjagtige ordlyd går igen i spillefilmen ’Milk’, og som store dele af den prisbelønnede dokumentarfilm ’The Times of Harvey Milk’ (1984) var baseret på, siger Milk også med denne Milk’ske flothed:

»Hvis en kugle skulle trænge ind i min hjerne, håber jeg, at kuglen samtidig vil smadre enhver lukket skabsdør«, og hans kongstanke blev i stigende grad, at homoseksuelle landet over havde en pligt til at springe ud af skabet, så alle de bigotte kunne se, hvor ufarlige og kedsommeligt normale homoerne var.

Dan White blev prøveløsladt efter fem år og flyttet til en anden by og fik en ny identitet. Det amerikanske punkband Dead Kennedys foreslog, at man rejste en statue af White, som amerikanerne kunne kaste æg imod for at afreagere deres vrede.

I 1985 blev han fundet død i sin bil i garagen med Phil Coulters irske pophit ’The Town I Loved So Well’ kørende i loop på bilens kassettebåndoptager. Så kunne han heller ikke holde sig selv ud mere.

Ét skridt frem – og ...
Fortællingen om Harvey Milk er en amerikansk succeshistorie om, hvordan man kan rejse sig fra ydmyge kår, fra en forhånet tilværelse, og sejre over overmagten.

Hvordan man, hvis man har retten på sin side, nok skal redde sig frelst over på den anden side.

Amerikanernes ord for det, prevail, er det mest misbrugte i sproget og bruges dagligt med både religiøse og militære overtoner.

Men selvfølgelig handler historien om Harvey Milk også om, hvordan spirende håb knuses, hvordan idealisme kan være utidig i forstanden ’forud for sin tid’.

Og om hvordan det i realpolitik går frem og tilbage.

Der har bølget en sund debat i homoseksuelle medier om den egentlige betydning af, at et flertal af californiere underkendte højesteret og genindførte forbuddet mod homoseksuelle vielser, og folk med en længere hukommelse mener slet, slet ikke, at dette nyeste anslag måler sig med det, Harvey Milk kæmpede imod og fik smadret i 1978, den Proposition 6, der gjorde, at homoseksuelle følte sig konstant truet rent fysisk, og som helt utvetydigt havde til formål at tage deres job og indtjening fra dem.

Proposition 6 blev smidt ud til fiskene. Proposition 8 vandt indpas. Ét skridt frem og ét tilbage?

Hvorom alting er, kan det være svært for ikke at sige umuligt i dag at få øje på en figur som Harvey Milk, der – uden at iklæde sig offerklæder eller klynke bare det mindste bag midt-70’ernes bredeste smil i San Francisco – integrerede homosagen i en overordnet politisk kampagne.

Og opnåede store resultater på usle 11 måneder.