Auditoriet er i oprør. Professor Norman Finkelstein har netop afsluttet sin forelæsning og tager spørgsmål fra publikum. En tydelig berørt studerende går til mikrofonen og spørger med rystende stemme til hans sammenligninger mellem visse jøder og nazister.

»Det er ekstremt nedsættende – når bestemte folk er tyske. Og det er også ekstremt nedsættende over for folk, der har lidt under nazisternes styre«, siger hun mellem hulkene.

Finkelstein tager ordet, auditoriet koger.

Græder for palæstinenserne
»Det respekterer jeg ikke længere. Jeg respekterer ikke krokodilletårerne – krokodilletårerne ... Folkens. Lad mig tale færdig. Lad mig tale. Jeg kan ikke lide at spille holocaustkortet over for et publikum. Men siden jeg nu føler mig nødsaget til at gøre det: Min afdøde far var i Auschwitz. Min afdøde mor ...«

Igen bliver han afbrudt. Finkelstein presser sin stemme op i en dirrende diskant for at overdøve publikum.

»Hvert eneste medlem af min familie på begge sider blev udryddet. Og det er præcis på grund af de ting, mine forældre har lært mig og mine to søskende, at jeg ikke vil tie, når Israel begår sine forbrydelser mod palæstinensere. Og der er intet, jeg betragter som mere foragteligt end at bruge deres lidelser og deres martyrium til at retfærdiggøre torturen, brutaliseringen og ødelæggelsen af hjem, som Israel dagligt begår mod palæstinenserne. Hvis du havde noget hjerte i dig, ville du græde for palæstinenserne«, råber han.

Scenen udspillede sig på et biograflærred i Grand Teatret i København som en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX for tre uger siden. Episoden fra auditoriet er optaget på et canadisk universitet og indgår i filmen American Radical – The Trials of Norman Finkelstein.

Da filmen slutter, vandrer hovedpersonen Finkelstein selv ind i salen. Der bliver stille.

Udstødt af universitetsverdenen
Norman Finkelstein er en af de mest kendte amerikanske akademikere og polemikere i Israel-Palæstina-konflikten og en hidsig forsvarer af palæstinensernes rettigheder. Han er politolog, har skrevet en række bøger og har undervist i statskundskab på flere amerikanske universiteter.

Det gør han dog ikke længere, for hans seneste arbejdsplads, universitetet DePaul i Chicago, nægtede at forlænge hans ansættelse. Ingen andre har villet give ham et job siden. Et politisk valg, siger han selv – et professionelt valg, siger kritikerne.

Og kritikere har Norman Finkelstein rigeligt af. Han stak hånden i en hvepserede af meninger, da han udgav den stærkt kritiske bog ’Holocaust-industrien’ i 2000. Bogen er, groft sagt, et angreb mod en række jødiske organisationer, som ifølge Finkelstein beriger sig på mindet om holocaust.

»En modbydelig selvhadende jøde«
Derudover er bogen et angreb på Israel, som han mener bruger jødernes lidelser under Anden Verdenskrig til at legitimere overgreb mod palæstinensere.

Finkelstein var langtfra den første, der kritiserede brugen af holocausts minde, men bogen brød igennem som et tordenskrald. ’Holocaust-industrien’ fik enorm opmærksomhed i Europa og storsolgte specielt i Tyskland.

»Han er ren gift. En modbydelig selvhadende jøde«, kaldte Leon Wieseltier, bogredaktør på det amerikanske magasin The New Republic, ham.

En stor polemiker
I Weekendavisen anmeldte Martin Krasnik bogen under overskriften ’Løgnefabrikken’, og kaldte den »en skinger opvisning i udokumenterede påstande og fordrejninger«.

I dag forklarer Martin Krasnik Finkelstein således:

»Norman Finkelstein er en stor polemiker. Hans udgangspunkt er en ofte berettiget kritik af Israels brud på folkeretten og menneskerettighederne. Og her er han jo ikke ligefrem den eneste, der siger det. Men så konstruerer han en overbygning, som er ubehagelig: at Israel evig og altid beskylder sine kritikere for at være antisemitter – og får lov til overtrædelserne på grund af Vestens dårlige samvittighed over holocaust«.

Umulig at diskutere med
»Det gør det fuldstændig umuligt at diskutere med ham. For hver gang man siger noget, så bruger han præcis det samme kneb, som han beskylder Israel for. Han beskylder sine modstandere for at have motiver, der ikke kan tilbagevises«.

Jakob Egholm Feldt, der forsker i moderne jødisk historie på Roskilde Universitet siger, at nok er Finkelstein et tågehorn, men et tågehorn med en pointe.

»Personligt har jeg den holdning, at man skal høre efter, hvad han siger. Han skriver ind imellem bøger, der bestemt har gode pointer og er værd at læse, men han har bevæget sig fra at være en forfatter til en slags internationalt kendt ideolog«.

Hyldet af islamister
Og ifølge lektoren skal man altså være i stand til at skelne mellem Finkelsteins faktuelle kritik og så hans polemiske fremførsel af den.

»Han ligger et eller andet sted mellem forskning, kritik og polemik, og han krydser hele tiden grænserne. De ting, han tager op, er vældig ømtålelige, og giver ham venner, som ikke er gode at have: islamister og Palæstina-propagandister, men han har bestemt selv bidraget til at ende der gennem sine overdrivelser og polemik«.

Næsten som at møde en rockstjerne
Men han har også fans. Efter filmfremvisningen inviterer seks unge kvinder ham ud på øl. De er meget begejstrede for, hvad de lige har set.

På baren Sørens Værtshus sætter de sig og diskuterer konflikten mellem Israel og Palæstina. Finkelstein drikker æblemost.

»Jeg tror, vi kan vælte muren«, siger han om den israelske sikkerhedsmur, der omkranser Gazastriben og Palæstina.

»Hvis vi fik samlet nok mennesker, der kunne stå på hver side, så kunne vi gøre det«.

Kvinderne er imponerede. De er studerende, engagerede i ngo-arbejde i Mellemøsten og spejler deres holdninger i den 56-årige amerikaner. Da de skilles, er der en stemning, som havde de mødt en rockstjerne.

'Those were the days'
Inden da slår Finkelstein én ting fast for dem: Det kan godt være, de er aktive nu, men en dag må de tage et valg. Vil de fortsætte med at kæmpe deres kamp, eller vil de have en professionel karriere? Kvinderne tror på begge dele, Finkelstein tvivler og citerer Mary Hopkins berømte sang ’Those Were The Days’, der skuer tilbage på en svunden ungdoms romantiske idealisme:

»We’d live the life, we’d choose, we’d fight and never lose, for we were young and sure to have our way«.

Selvdestruktive principper
Manden selv har truffet valget. Han har valgt aktivismen – ikke universitetskarrieren. Nu står han uden job og er blevet forment adgang til Israel de næste ti år.

Og netop hans uvilje mod at flytte sine synspunkter var grunden til, at instruktørerne bag filmen ’American Radical – The Trials of Norman Finkelstein’ lavede dokumentaren om ham.

»Han holder fast i sine principper på en måde, der er nærmest selvdestruktiv«, siger David Ridgen, filmens ene instruktør, og tilføjer:

»Han er en besværlig mand, der beskæftiger sig med et vigtigt emne, og vi har lavet filmen for debattens skyld«.

Vil fortælle sandheden
»Jeg forsøger at fortælle sandheden«, siger Norman Finkelstein om sit personlige projekt dagen efter filmfremvisningen.

Og sandheden er, siger han, at det, de fleste medier skriver om konflikten mellem Israel og Palæstina, er en lodret løgn.

»Jeg læser det tilgængelige materiale om emnet. Jeg går gennem alt det, som andre mennesker på grund af mangel på interesse eller mangel på tid ikke ser på. Du er nødt til at have dine fakta på plads, for ellers tror du på det nonsens, der bliver skrevet«.

Til forsvar for ofrene
Finkelstein fortæller videre om, hvorfor han mener, der bliver brugt alt for meget energi på forskning i Holocaust, når der er utallige andre folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Men hvorfor bekymrer han sig så selv om verdens mest dækkede konflikt – Israel-Palæstina – når der er så megen anden lidelse i verden?

»Problemet er, at det meste litteratur på området forsvarer bødlerne og ikke ofrene. Når jeg går på biblioteket, er der hylde efter hylde med bøger, skrevet af israelere, der forsvarer, hvad de gør. Jeg ville ønske, der var bøger, der forsvarede ofrene«.

Men der er jo også skrevet en masse på den anden side ...

»Ikke rigtig. Nej, vi må være ærlige om det her. Hvis det, du sagde, var sandt, så ville jeg ikke have haft problemer i mit akademiske liv. Grunden til problemerne er, at jeg er en ud af få«.

Ligeglad med magthaverne
Men hvorfor går så mange etablerede mennesker imod dig, hvis du har ret?

»Du er for ung til at huske den her fyr formand Mao. Fra Kina«, begynder han og fortæller så om tiden inden kulturrevolutionen, hvor Mao var i undertal i kommunistpartiets centralkomite.

»Mao mødtes med den franske kulturminister André Malraux i Den Forbudte By, og da Malraux forlod stedet, hviskede Mao i hans øre: »Jeg er alene med masserne««.

Finkelstein ler.

»Det er mig. Jeg har en stor følgeskare blandt folket, almindelige mennesker, der ved, hvad der foregår. Jeg er ligeglad med, hvad magthavere siger«.