Der er dage, hvor man skulle tro, at Gud i tidernes morgen blev udlært i Hollywood.

Det er torsdag tidlig formiddag i Århus. Der er under et halvt døgn til, at byens førende fodboldhold, AGF, møder SønderjyskE i tredjesidste runde af Superligaen – en kamp, der meget vel kan blive afgørende for, hvilket af de to hold der rykker ned og næste sæson må friste en lidet glorværdig tilværelse i dansk fodbolds næstbedste række.

Vejrudsigten for dagen lyder på sol. Men ikke desto mindre er der lige nu skyer på himlen over Danmarks næststørste by. Ikke små dekorative uldtotter på lyseblå baggrund, men mørke, stormforrevne skyer, der dækker hele firmamentet.

Skyer af en karakter, enhver kulørt romanforfatter ville gribe med kyshånd og betegne som truende. Skæbneskyer.

Medaljeforventninger
Som enhver dansk fodboldtilhænger ved, er de seneste mange års historie om AGF fortællingen om store forventninger, der uhyre sjældent er blevet indfriet.

Og sæsonen 2009/10 har føjet et nyt kapitel til. Et kapitel så absurd, som næppe før set i Danmarks fodboldhistorie.

Sagen er, at AGF efter syv runder lå nummer 1. Og ved juletid, da første halvdel af sæsonen var overstået, indtog holdet en udmærket placering i midten af ligaen, men med kontakt til toppen.

Og GF, som klubben hedder i daglig århusiansk tale, havde under ledelse af den karismatiske cheftræner Erik ’Tryllerik’ Rasmussen indimellem spillet så charmerende, men også effektiv fodbold, at de ellers hårdt prøvede lokale sportsjournalister for første gang i årevis vejrede morgenluft og med julelys i øjnene skrev om medaljeforventninger – og i mere private stunder, ved cafébordene i Midtbyen, talte lavmælt om guld. Ikke i denne sæson, men snart ...

Verdens mindste storby
Siden er alt gået galt for ’de hvide fra Fredensvang’, som holdet også bliver kaldt efter farven på klubtrøjen og træningsanlægget i udkanten af Århus. Sølle 8 point er det blevet til siden jul.

Samtidig har lokalrivalen Randers, der ved begyndelsen af anden halvdel af sæsonen var dømt til nedrykning sammen med HB Køge, gennemført en kovending, der i absurditet ikke lader AGF’s noget tilbage – blot med omvendt fortegn.

Bundholdet Randers har nu spillet 15 kampe i træk uden nederlag og således overladt den ene nedrykningsplads i tabellen til AGF.

Skulle klubben rykke ud af Superligaen, vil det være en ulykke for Århus. Mener ikke bare tilhængerne, men også århusianere, der ikke interesserer sig synderlig for fodbold.

At befinde sig i den næstbedste række harmonerer slet, slet ikke med selvforståelsen i en by, der ynder at kalde sig ’provinsens hovedstad’. Eller ’verdens mindste storby’.

Op-/nedture.  Det store projekt for udviklingen af Århus Havn har lidt skibbrud, men ikke alt i byen ligger stille...Nedtur
Og så indtræffer AGF’s deroute oven i købet på et tidspunkt, hvor tingene i en lang periode ikke har kørt på skinner i Århus. Hverken i sportens verden eller i resten af kulturlivet. Sporten først: Byens bedste kvindehåndboldhold SK Århus undgik for få uger siden kun med nød og næppe at gå konkurs.

Håndboldherrerne i Århus GF spiller netop nu nedrykningsslutspil, men har dog skrabet nok point sammen til at blive i den bedste række. Basketballholdet Bakken Bears, som i en årrække har haft monopol på det danske mesterskab, tabte i år finalen til Svendborg.

Volleyballholdene spiller ikke længere den store rolle. Og sådan kunne vi blive ved.

På de andre kulturområder har de seneste års overskrifter fra Århus mest handlet om dårlig økonomi, uro i bestyrelser og projekter, der ikke er blevet til noget.

I december sidste år udskiftede den daværende konservative kulturminister Carina Christensen bestyrelsen for Aarhus Teater, fordi den gamle bestyrelse ikke havde styr på økonomien.

Et halvt års tid forinden havde formanden for kunstmuseet ARoS, Jørgen Dissing, trukket sig efter en voldsom politisk debat om flere års store underskud på museet.

LÆS ARTIKELARoS: Send flere penge

Og byens prestigeprojekt, udviklingen af havneområderne til en ny flot bydel med det spektakulære højhus Lighthouse som prikken over i’et, gik med ned, da projektets islandske investorer blev udraderet af den økonomiske krise.

For slet ikke at tale om, at Århus Festuge ikke er, hvad den engang var. Og at Århus’ position tilbage i de sene 1980’ere og 90’erne, som Danmarks førende leverandør af unge kunstnere og kreative ildsjæle, tilsyneladende er en saga blot.

Århus, hvad sker der for dig?

Uudnyttet potentiale
Det er fire år siden, han flyttede fra byen. Men Uffe Elbæk, manden der i 1991 stod bag oprettelsen af projektmageruddannelsen KaosPiloterne, følger stadig godt med i, hvad der foregår i den gamle hjemby.

I begyndelsen af ugen ringer jeg til Elbæk for at afprøve tesen: At Århus i dag har svært ved at finde sin identitet – klemt som den er mellem mindre, men aggressive byer som Herning og Horsens, der i dén grad rider samme dag, de sadler, og hovedstaden København, som de seneste 10-15 år har oplevet en stejlt stigende succeskurve og jævnligt bliver udnævnt til en af verdens bedste byer at bo i.

Uffe Elbæk vil gerne være med. Men først vil han lige understrege, at:

»Jeg har en stor kærlighed til Århus, og det er vigtigt for mig at få det sagt«.

Og så til vaflerne:

»Jeg synes, at byen har et stort potentiale – som ikke altid bliver udnyttet«.

Indre stolthed
Uffe Elbæk, der var leder af World Outgames, sidste sommers olympiske lege for homoseksuelle i København, kommer med et konkret eksempel, der netop stammer fra Outgames. Under legene var seks byer udnævnt til ’Outcities’ og havde fået hver sin scene stillet til rådighed for at præsentere sig.

De seks byer var Mexico City, Rio de Janeiro, Tel Aviv, Melbourne, Antwerpen – og Århus. Århus’ præsentation var en bragende succes, der tiltrak masser af mennesker.

Men succesen blev kun meget sparsomt dækket af de lokale Århus-medier. Et godt eksempel på, at en af Århus’ store udfordringer er at fortælle de gode historier om byen, mener Uffe Elbæk:

»Der er en meget stor indre stolthed i Århus. Jeg kunne godt tænke mig, at byen begyndte at dele den med resten af verden og begyndte at fortælle noget mere om sig selv. Århus trænger til at få større selvtillid. At fortælle, at byen er her og kan en masse og på den måde både tiltrækker talent og bliver bedre til at holde fast på talenterne«.

I dag er det ifølge Elbæk som regel sådan, at unge talenter i Århus kan udvikle sig til et vist niveau – og så bliver de nødt til at drage videre, fordi mulighederne i byen er for små.

»Og en by bliver ikke bedre end de folk, der vælger at bo der«, siger Uffe Elbæk.

Århus skal øge ambitionsniveauet
Hvis han, der i dag arbejder som privat konsulent, skulle udarbejde en strategi for vitalisering og nyudvikling af byens selvforståelse, ville han anbefale, at Århus øger sit ambitionsniveau.

»Jeg ville begynde med at opbygge et netværk med byer som Göteborg, Hamburg og København. Århus skal til at kigge opad i stedet for at sammenligne sig med byer som Herning og Horsens og betragte dem som konkurrenter«.

Men hvorfor har Århus så svært ved at fortælle om sig selv? Hviler man stadig på laurbærrene fra slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne?

»Ja, til en vis grad«, mener Uffe Elbæk.

»Dengang brillerede Århus på en meget billig baggrund. København var jo helt nede. Men så skete der en enorm ændring af københavnernes mentalitet, da byen blev Kulturby i 1996. Det blev den kickstart, som gjorde København til en meget bedre by. Når København i dag bliver udnævnt til en af verdens bedste byer at bo i, så blev det grundlagt dengang. Med andre ord: Århus fik en masse forærende dengang, fordi København intet var. Århus tillagde sin succes egen styrke – men i virkeligheden skyldtes den for det meste Københavns svaghed«.

Op-/nedture.  ...Spillestedet Vestergade 58 er genåbnet i Århus.Hvor er vildskaben?
Man kan ikke komme op og skændes med ret mange om, at Århus er en dejlig by. I hvert fald ikke med mennesker, som enten bor eller har boet i byen.

Når man træder ud på Banegårdspladsen, er det, som om man med det samme bliver omsluttet af den venlige atmosfære. Selv bartenderne på Århus’ mange cafeer er venlige og opmærksomme, og den luksus er en københavner sandt for dyden ikke vant til.

Byen har puls – men den dunker ikke hurtigere, end de fleste kan følge med. Husene er en tand lavere end i København, det hele er såre overskueligt, man føler sig lynhurtigt hjemme her.

Og så er der gåafstand fra Latinerkvarterets brostensbelagte stræder med de tjekkede tøjforretninger, gallerier og gourmetbarer til skov og strand.

Men for en københavner, der bor på Indre Nørrebro, kan det hele også godt efter nogen tid føles lidt for pænt og vandkæmmet. Hvor er vildskaben og det skrammede? Hvor er de utilpassede og de rebelske? Alle dem, hvis raseri mod alt det etablerede er en del af motoren i en stor by?

Århus er i identitetskrise
Jeg har også inden turen til Århus talt med Jan Gynther Nielsen. Han er udviklingsdirektør i kommunikationsvirksomheden Hagsholm Gruppen og desuden formand for Erhvervsforum Århus, et netværk af lokale erhvervsledere. Og han er helt med på tesen:

»Århus er i identitetskrise og har efterhånden været det i nogle år. Og det eneste, der er sket, er, at vi har erkendt det«.

Byen mangler, mener han, et græsrodsliv og ildsjæle på niveau med 1980’ernes.

»Vi mangler at finde ud af, hvad Århus skal være kendt for på kulturområdet? En by som Horsens, for eksempel, har placeret sig på landkortet som Danmarks koncertby nummer et. Vi kan ikke finde ud af at bygge en stor hal, altså en rigtig stor hal, som kan tiltrække store arrangementer, sådan som Herning gør. Vi har heller ikke noget, der bare ligner et stort kongrescenter«, siger han.

Og jo, der er Musikhuset. Og der er kunstmuseet ARoS, og de er hver især store aktiver for byen.

»Når først den slags er bygget og står der, så er det godt for kulturlivet og dem, der bruger husene. Men de er jo ikke længere del af en vision. Og vi mangler lige nu den store vision for vores by. I øjeblikket er der ingen igangværende store projekter i Århus«.

Men Århus skal nok komme igen, mener Jan Gynther Nielsen.

»For eksempel er det unge musikliv for alvor ved at blomstre op igen. Vi er på vej«.

Århus er ikke kendt for noget specielt
Tilbage til torsdag formiddag. Mobilen ringer. Det er Kjeld Holm, biskop i Århus siden 1994 – og i øvrigt inkarneret AGF-fan og ofte at finde på tilskuerpladserne, når holdet spiller hjemmekampe.

Men aftenens bundgyser mod SønderjyskE må han undvære. Kjeld Holm skal have møde med stiftets provster, og det er også derfor, at han har været nødt til at aflyse vores interviewaftale. Så vi klarer den over telefonen.

Han anerkender, at der måske er noget om snakken: At Århus de senere år har forsømt at brande sig, som det hedder:

LÆS OGSÅBorgmesters attentat på bolle-å går verden rundt

»Man kan sige det på den måde, at fordi Århus i virkeligheden har det hele, så byen er ikke kendt for noget specielt«.

Derfor kan man opleve, at når krydstogtskibene lægger til kaj i Århus Havn, og busserne ruller op for at køre turisterne ud til seværdighederne – så kører de ofte til Legoland i Billund, siger biskoppen.

Men når det er sagt, så sker der altså også noget i Århus, påpeger Kjeld Holm:

»Musikhuset har fået en ny symfonisk sal, som ifølge eksperterne overgår DR’s koncertsal med hensyn til akustik«.

Hmm, tænker jeg ved mig selv, en symfonisk sal ... Inden jeg når at sige noget, fortsætter biskoppen af sig selv:

»Men sådan den helt store profilering af byen – den kan vi nok ikke levere lige nu«.

Borgmester og bykonge
En ældre herre i ulastelig mørk habit, mørk overfrakke og med en mappe under armen skridter rask af sted på en af de brostensbelagte stier, der fører hen til Musikhusets hovedindgang.

Thorkild Simonsen, tidligere mangeårig borgmester og bykonge i Århus og desuden socialdemokratisk indenrigsminister fra 1997 til 2000, er efterhånden blevet 83 år.

Jeg skrev et større portræt af ham i Euroman tilbage i midten af 1990’erne, og det ville være løgn at påstå, at man ikke kan se, at han er blevet 15 år ældre. Men måden, han bevæger sig på, hans talestrøm og gestik, måden han skiftevis læner sig frem og derefter nærmest lægger sig tilbage i sofaen, måden han griber fat i ens underarm, når han skal understrege en pointe ... alt det er uforandret.

Vi finder en sofa oppe på en af balkonerne i Musikhusets foyer. Thorkild Simonsen har taget et jubilæumstidsskrift fra AGF’s 100 års jubilæum i 1980 med. Bare for at demonstrere, hvordan byens erhvervsliv og spidser dengang tog del i og støttede klubbens aktiviteter.

Op-/nedture.  ...Mejlgade lever stadig.Musikhusets svære fødsel
»AGF har virkelig op gennem tiden betydet meget for byens identitet. Så jeg håber virkelig, de klarer den«, siger han.

Nogle af de store satsninger i Århus blev mere eller mindre skubbet i gang i de sidste år af Thorkild Simonsens borgmesterkarriere, der varede i 15 år og sluttede, da han blev minister i 1997: Kunstmuseet ARoS, moderniseringen af stadion, som nu (i øvrigt til Simonsens store fortrydelse) hedder NRGi Park og bygningen af hallen NRGi Arena.

Det var også i Simonsens regeringsperiode, at det unge kulturliv for alvor blomstrede op med initiativer som Frontløberne og KaosPiloterne.

»De ville frem i byen. Og jeg syntes jo, at det var helt naturligt at støtte den slags. Syntes ikke, at jeg havde andet valg«, siger han.

Før han blev borgmester, var han rådmand, og det var Thorkild Simonsen, der havde ansvaret for at få vedtaget planerne om Musikhuset, der åbnede i 1982. I dag elsker århusianerne huset. Men dengang ... han ryster på hovedet:

»Du gør dig ingen begreb om, hvor svært det var. Masser af mennesker stillede op og demonstrerede mod projektet. De ville hellere have børnehaver og vuggestuer og syntes, det var noget pjat med den slags. Og politisk svingede flertallet frem og tilbage. Til sidst var jeg faktisk lige ved at give op«.

Men han gjorde det ikke. Og Musikhuset har, lige siden det åbnede, givet Århus fantastisk reklame. Og århusianerne tonsvis af oplevelser.

»Byen opdagede, at det ikke er så tosset at bygge den slags«, siger Thorkild Simonsen. Og efter en kort pause:

»Det kan godt være, at vi i dag mangler et stort projekt, der kan samle hele byen.

Århus har ondt i identiteten
ARoS er, målt med en hvilken som helst alen, et imponerende museum, som ville gøre enhver storby i verden ære. Museet er stort – faktisk større end Louisiana i Humlebæk – og der er international schwung over arkitekturen.

Det har det for den sags skyld også været over de fleste af museets udstillinger, siden det blev indviet i 2005. Hvilket er hovedårsagen til de underskud på regnskaberne, som gav så megen røre for et lille års tid siden.

Det koster at trække verdenskunstnere som Jeff Koons og Bill Viola til en by som Århus, der i internationalt perspektiv ligger i et udkantsområde.

LÆS ARTIKELARoS tager Eros på tapetet

Jens Erik Sørensen har været direktør på Aarhus Kunstmuseum/ARoS siden 1984. Han tager imod nede i stueplan, vi tager elevatoren op til hans kontor, der ligger i næsten 50 meters højde med en formidabel udsigt over mod Arne Jacobsens rådhus.

Kontoret minder egentlig mere om en hyggelig og smagfuldt indrettet dagligstue end et kontor. Diskret rodet på den kreative måde.

Museumsdirektøren er venligheden selv. Men kan ikke helt skjule en let træthed ved udsigten til, at endnu en journalist vil snaske rundt i det med økonomien. Jeg forsikrer om, at det ikke er tilfældet og fortæller om tesen: At Århus har ondt i identiteten. Den tygger han lidt på.

Bonderøve og storbymennesker
»Århus har storhedsvanvid. Vi vil på alle områder være lige så store som de store. Både økonomisk, kulturelt og turismen. Og når vi så yder en indsats, som er stor, også målt med internationale alen, så bliver vi sure og kede af det, når andre ikke rigtig anerkender indsatsen«, siger Jens Erik Sørensen.

På den anden side:

»Hvis vi nu voksede og blev alt for storbyagtige, hvad så med charmen? Hvad så med naturen, nærheden, det humane ved Århus? Det vil vi jo ikke sætte over styr. Og det er det paradoks, vi hele tiden forsøger at håndtere. Vi vil det hele«, siger han.

Og nu har museumsdirektøren talt sig varm:

»Århus prøver at udvikle sig meningsfyldt, med fornuft. Det kan da godt være, at vi nogle gange rykker langsomt. Vi insisterer på både at være storbymennesker og bonderøve på én gang. Og det er jo tit det, som imponerer de store berømtheder, når de besøger os. At vi vil det hele«.

Op-/nedture.  ...Cafélivet sprudler som altid.Knæk for byen, hvis AGF rykker ned
Men er det netop ikke den dobbelte profil, at Århus vil det hele, som gør, at omverdenens billede af byen måske er blevet lidt utydeligt? spørger jeg.

Jens Erik Sørensen nikker.

»Jo, det kan sagtens være. Et logo skal være ekstremt klart og enkelt og henvende sig til alle. Og Århus’ har den humanistiske uklarhed. Så nej, vi har nok ikke nogen særlig skarp markedsføringsprofil. Det synes jeg så er helt fint. Jeg kan godt lide mangfoldigheden. Og at Århus på den måde er en typisk dansk by. Mens København mere er en metropol«.

Klokken nærmer sig kampstart. Hvad betyder fodbolden efter Jens Erik Sørensens mening for Århus?

»En kæmperolle«, siger han. »Det er vigtigt for alle byer, at man har både det kropslige og det sjælelige med. Ikke at det nødvendigvis henvender sig til de samme mennesker, men tingene supplerer hinanden. Og det vil virkelig være et knæk for byen, hvis AGF rykker ned. Det vil gå os alle sammen på«.

Lullet i søvn
Vi triller hen ad Stadion Allé. Der er allerede tykt af mennesker.

»Hvad skal der ske«, spørger taxachaufføren.

What? Jeg prøver at fange et glimt af hans ansigt i bakspejlet for at se, om han gør grin med mig. Det ser ikke sådan ud. Eller også er jeg bare for nem.

»AGF skal spille«, forklarer jeg.

»Nå ja. Mod SønderjyskE«.

Han nikker eftertænksomt.

I presserummet på stadion får sportsjournalisterne sig en kop kaffe og diskuterer den mærkværdige strid om nedrykning i bunden af Superligaen, inden arbejdet kalder. Jeg hiver fat i Aarhus Stiftstidendes sportsredaktør, Jan Schouby, og vi sætter os ud på trappen for at få en snak om kampens betydning.

Som efter Schoubys mening ikke kan overdrives. For det er jo rigtigt, at Århus ikke er, hvad den har været, og rykker AGF ned, så er det ... ja, en katastrofe.

»Der er så mange områder, hvor vi er faldet af på den. Engang var vi foregangsby. Men det er, som om vi er lullet i søvn«, siger han.

En stank af lort
Faktisk er det ikke mere end fire år siden, at AGF senest rykkede ud af Superligaen. Klubben vendte imidlertid allerede tilbage til den bedste række sæsonen efter.

»Men dengang havde vi længe vidst, at nedrykningen ville komme, fordi holdet havde været bundhold det meste af sæsonen. Så klubben var ligesom forberedt på det. Men denne gang ... for bare en måned siden var der ingen, der troede, det kunne ske. Det bliver et chok, som bliver svært at ryste af, hvis AGF rykker ned«, siger Jan Schouby.

Første halvleg er noget rod. AGF’erne er rystende nervøse, SønderjyskE noget mere fattede og frem for alt fysisk overlegne. 0-0 ved pausen. Anden halvleg begynder med noget, der minder om et århusiansk pres, som allerede efter fem minutter giver pote, da angriberen Peter Graulund ekspederer et vildskud ind i feltet videre i nettet.

Størsteparten af de ikke færre end 16.000 tilskuere eksploderer i jubel. Men et kvarter før tid udligner SønderjyskE. Og der står 87 minutter på stadionuret, da det ramler for AGF, og sønderjyderne scorer sejrsmålet.

Hjemmepublikummet er nærmest som lammet. Da dommeren få minutter efter fløjter af, synker flere af AGF’s spillere sammen og skjuler ansigterne i hænderne.

Veteranen og landsholdsspilleren Martin Jørgensen går ud mod det hjørne, hvor de mest hardcore AGF-fans står. Han klapper op mod dem. Og får en pibekoncert tilbage som kvittering.

En sammenbidt ung mand med vreden lysende ud af øjnene kigger op på raden af journalister. Så siger han:

»Bare skriv, at her stinker af lort«.