4. maj 1945 blev det kl. 20.36 annonceret, at Tyskland havde overgivet sig.

Befrielsen fejredes over hele landet, men ikke mere intenst end på Københavns Rådhusplads, hvor tusinder strømmede til i spontan jubel.

Ligesom de lidt mere planlagt gjorde det godt en uge senere for at hylde den engelske feltmarskal Montgomery, der havde modtaget den tyske kapitulation og betragtedes som landets befrier.

26. juni 1992 var det atter en sejr over Tyskland, denne gang i EM-finalen i fodbold, der spontant trak tusinder af mennesker i vild ekstase til pladsen.

KONKURRENCEÅben idekonkurrence: Tegn din Rådhusplads og vind 50.000

12. september 2001 var det også på denne plads, at et tusindtal i larmende tavshed mindedes ofrene for terrorhandlingen på World Trade Center i New York dagen før.

En gang om året rejser hele landet sig foran tv for at se en direkte transmission af rådhustårnets ur falde i slag, og hver dag kan man på DR P1 høre rådhusklokkerne som optakt til Radioavisen kl. 12. Rådhuspladsen er landets ur, den slår landets taktslag, den er vores kalender.

Rådhuspladsen har en national og folkelig betydning, der strækker sig langt ud over dens knap 30.000 kvadratmeter og langt ud over hovedstaden og det kommunale styres rækkevidde. Den betyder noget for hele folket, som andre kulturelt finere og historisk ældre pladser som Kgs. Nytorv, Amalienborg Slotsplads og Christiansborg Slotsplads ikke på samme måde kan hamle op med.

Opgravet
Men Rådhuspladsen er ikke bare et symbol.

Rådhuspladsen er en fysisk realitet. Den findes. Også selv om den for tiden mest af alt ligner et hul i jorden – fordi metrocityringens flittige entreprenører har gravet ned til den gamle bymurs Vesterport – der tilmed er godt skjult mellem en byggeplads på Industriens Hus og et stillads omkring Politiken Hus’ renovering.

Alligevel passerer en strøm af mennesker dag efter dag pladsen. De er på gennemfart, til fods, på cykler, i biler og busser, som de altid har været. Folk står af og stiger på.

Rådhuspladsen er en trafikterminal og et transitrum, der ikke er synderlig påvirket af det omfattende anlægsarbejde. Trafikken fodrer byen med mennesker, kontorfolk, forbrugere og strøggængere, festaber og demonstranter.

FOTO:  MARTIN SLOTTEMO LYNGSTAD (arkiv).

Al denne trafik indrammer den tilbageværende opholdsdel af pladsen og skærer den til som en ø, der ligger mellem Vester Voldgade, Rådhuset, H.C. Andersens Boulevard og hegnet omkring metrobyggepladsen.

Her er cirka halvdelen tilbage af den 16 år gamle skålformede plads med belægning i zigzagmønster, hvorpå der afholdes arrangementer og samlinger. Her kan man sætte sig på en af dens få københavnerbænke, her står Dragespringvandet i skyggen af Dansk Industri, her er der gademusikanter, en blomsterkumme på rådhustrappen og turister på jagt efter billedet af byen.

Måske den ikke ligefrem ligner nogens drøm om en bys centrale plads, men den findes, og den nye station vil skabe endnu mere fodgænger- og cykeltrafik, flere, der stiger om, kommer og går til og fra den specielle plads.

Fragmenteret stil
For Rådhuspladsen er også en port ind til middelalderbyen og til byens ulmende natteliv.

Den har alle sine dage været forandringens sted. Her kom Danmarks første lyskryds, her voksede det tyvende århundredes by frem i sin mest intense udgave med lysreklamer som ingen andre steder i landet, med den travleste biltrafik på den ottesporede H.C. Andersens Boulevard.

Her kunne man mærke byens puls, den hastige flugt over de hårde flader, nattemørket brudt af neonlys, og på toiletterne under jorden bød trækkerdrengene sig til.

Men pladsen træder ind i det enogtyvende århundrede i en stærkt fragmenteret stil. Den får et nyt lag i form af en metrostation, Vester Voldgade får sin egen brede promenade og cykelstier, og Vesterbrogades udmunding, der kaldes Vesterbro Passage forbedres for cyklister og fodgængere.

Men indtil videre er det kommunens tanke, at skålen på midten af pladsen bare bliver retableret. Til tre sider er den omgivet af trafik, og ro finder man kun op mod rådhusets smukke, men lukkede facade.

Demonstrationer og Burger King
Helt drukne i trafik vil den nok ikke. For når noget virkelig er på spil for et fællesskab, er det stadig Rådhuspladsen, man møder op og viser det på. Ikke fordi nogen har valgt det, men fordi det er en gammel tradition at have sådan et sted.

Alle bysamfund har været orienteret omkring et sted, hvorfra tiden og politikken reguleres. Det går helt tilbage til de første bydannelser, som faldt sammen med overgangen til agerbrug. Mennesket stiftede nemlig ikke byer, før det selv var i stand til at sikre, at føden ville dukke op igen på samme sted.

Agerdyrkningen kræver, at man bliver på det samme sted og plejer de planter, man har sat. De første byer dukkede således op i området omkring Middelhavet og med et tempel liggende foran en central plads. Templet opbevarede høsten, og præster regulerede adgangen til føden og befolkningens arbejde gennem året. Kalender, mad og byens centrum var bundet til et og samme sted.

Der var marked foran Københavns gamle rådhus på Nytorv, og i mange sydeuropæiske byer kan man stadig se markeder på byens centrale torve, hvor lokale producenter sælger deres landbrugsprodukter. Men den symbolske og praktiske forbindelse mellem fødevarer og byens centrum mistede de fleste byer med jernbanens fremkomst. Producenterne blev usynlige, og distributionen blev afskåret fra produktionen.

Man kan dog stadig finde mad på byens centrale plads, men det er fastfoodkæderne 7-Eleven, Burger King og Kentucky Fried Chicken, og pølsevogne med navne som Foderbrættet og Restaurant Fodkold, der holder traditionen i hævd.

Byens husholdning forstået som økonomien reguleres dog stadig fra rådhuset.

Og Rådhuspladsen er ikke blot en plads, hvor store gruppefølelser får udtryk, den er også en politisk plads, i traditionen fra de græske bystaters agora og de romerskes forum. Et sted hvor frie og lige individer kan mødes og lufte deres synspunkter.

Fra Montgomery til MTV
Behovet for et fysisk rum, hvor en borgerlig offentlighed kan udfolde sig, er ikke forsvundet, i og med at vi har fået aviser og elektroniske medier. Man kan stadig samle folk på pladsen til politiske manifestationer. Forleden så jeg en demonstration til fordel for det libyske folk.

Det var en demonstration, hvis mål nok til dels var den danske offentlighed, som den fandt sted i, men nok i endnu højere grad den internationale. Via elektroniske medier bliver Rådhuspladsens offentlige rum forlænget og distribueret ud i verden, hvor dens symbolske betydning udstrækkes til en international politiske scene.

FOTO:  JACOB EHRBAHN (arkiv).

Sådan har det været, siden Montgomery troppede op til hyldest og fotosession med rådhusuret i baggrunden. Det er billedet, der formidler betydningen.

De begivenheder, jeg erindrer, der de seneste år har fået flest folk til at stimle sammen på Rådhuspladsen, har dog ofte været af politisk svag karakter, ’X Factor’-finaler og en MTV-prisoverrækkelse.

Hvor skal vi hen?
Men Rådhuspladsen skal ikke kun kunne understøtte store politiske begivenheder og hule underholdningsarrangementer. Den bør også fungere, være oplevelsesrig og attraktiv, når ingenting, kulden og hverdagen indfinder sig.

Det var et stort fremskridt, da man op til kulturbyåret i 1996 realiserede et gammelt projekt og lukkede pladsens tværgående biltrafik. Men løsningen med en skål omgivet af veje afskærer muligheden for, at pladsen får en sammenhæng med kanterne.

Og det bliver ikke bedre af, at metrostationens hovedtrappe snart spiser det ene af skålens hjørner.

Så er det vigtigste bare at få en helt ensartet belægning fra husrækken i pladsens solside og hen til H.C. Andersens Boulevard, så pladsen bliver et fad i stedet for en skål?

Eller skal vi et helt andet sted hen?

FACEBOOKBliv ven med Politiken