Brøl. Den gyldne facade på Ragnarock er ekstremt iøjnefaldende og taler med højeste volumen om fest, vildskab og musik.
Foto: Linda Johansen

Brøl. Den gyldne facade på Ragnarock er ekstremt iøjnefaldende og taler med højeste volumen om fest, vildskab og musik.

Ragnarock: Nu åbner rockmuseet i Roskilde

Om tre dage åbner det længe ventede Ragnarock i Roskilde. Et spritnyt og på alle planer ambitiøst museum for pop, rock og ungdomskultur. Politiken har sendt museumsanmelderen, musikredaktøren og arkitekturredaktøren af sted i samlet flok for at fælde dommen.

Kultur

En katedral. Der går ikke ret længe, før det ord dukker op ved synet af det nybyggede museum for rock, pop og ungdomskultur: Ragnarock.

Vi er tre anmeldere, der er taget til Roskilde for at bedømme museet. En slags kritikkens swat team, der kan matche Ragnarocks kombination af arkitektur-, musik- og kulturhistorie og udstillingsformidling.

Og sammenkædningen af de tre felter træder allerede frem, da vi står foran bygningen. Den er ikke bare, den fortæller: Vejen op til museet er en rød løber af farvet asfalt, og indgangspartiet er skubbet ind under en nærmest naturstridigt stort fremspringende overetage. Facadens gyldne pyramideformede felter er på én gang blændende scenespotlys, glitrende popshow og nitter på rockens læderjakke.

Når vi taler om katedraler, er det ikke på grund af bygningen selv, selv om den ellers ligger og fører sig frem som en hardcore helligdom med sine gyldne 23 meter mod høj, klar forårshimmel. Det er derimod museets placering, der har paralleller til en domkirke: Ragnarock er opført midt i Roskildes Musicon-bydel. En tidligere industrigrund, der, hvis alt går, som Roskilde Kommune og områdets andre aktører håber, vil blive fyldt med liv og kreativitet over de næste 10-15 år. Danmarks nyeste museum vil få selskab af blandt andet en højskole, spillesteder, boliger og arbejdspladser. Men lige nu står bygningen og bogstaveligt talt stråler alene i solen mellem områdets rå betonhaller.

Arkitekturredaktør Karsten Ifversen (KI): »Det var sådan, man byggede katedraler før i tiden. I ukendt territorium. Man opførte dem midt i ingenting, og så udviklede byen sig omkring dem. Det er ret stærkt. Et industrilandskab, hvor kulturen vokser ud af det«.

Musikredaktør Simon Lund (SL): »Det er jo også det, som rocken og ungdomsmusikkultur i det hele taget har gjort på mange måder. Når man har skullet finde et sted, hvor man kunne have øvelokaler eller holde raves, så tog man ud i forstædernes industrikvarterer med gamle fabrikker og nedlagte haller. På den måde spiller det også ind i rockens egen myte om outsideren og modkulturen«.

Museumskritiker Marie Carsten Pedersen (MCP): »Man skal da været lavet lidt af sten for ikke at blive påvirket af det, ikke?«.

KI: »Helt klart. Det er effektivt. Det larmer. Det er jo modsætningen til den danske arkitekturtradition, fordi det ikke er et fint, underspillet hus, der er tilpasset omgivelserne. Der et et markant udsagn, der banker ned i omgivelserne og skaber maksimal kontrast«.

MCP: »Hvad tænker du om konstruktionen med sokkel og den fremspringende overetage?«.

KI: »Det er et meget typisk greb for MVRDV (det hollandske arkitektfirma, der sammen med danske Cobe har tegnet Ragnarock): at lægge en stor volumen oven på en anden. At stable bygningen, så at sige. Det handler om at give en lethed, så man får fornemmelse af, at den øvre struktur svæver. Det kræver enormt meget af konstruktionen, for det er en kamp mod tyngdekraften. Det er ret sindssygt at lave det der«.

MCP: »Hvad gør mest indtryk på dig?«.

KI: »Det er jo en helt vild markering af ankomsten, både den røde løber og indgangspartiets baldakin. Det var noget, man var god til i gamle dage, men man gør det ikke længere. Vi har ikke set noget som det siden Vilhelm Lauritsens gamle radiohus på Rosenørns Allé med den lange baldakin, der når helt ud til gaden. Det skaber en forventning og en festligholdelses af ankomsten, som giver os en følelse af, at vi er stjernerne«.

SL: »Det fortæller os også noget om den måde, vi skal være aktive på på det her museum. Det eliminerer den afstand, der er mellem os og musikerne, den der idoldyrkelse. Her er det os, der er i spotlyset«.

KI: »Det signalerer, at vi er langt fra den der lidt hengemte fankultur, hvor man skal ned i et arkiv og se på gamle memorabilia«.

SL: »Nej, vi skal helt klart ikke ind og se på gamle billetter fra dengang, Gasolin’ spillede for første gang. Og det havde jeg ellers frygtet. Men det følger den udvikling, der er sket i musikkulturen i det hele taget. Den største revolution de sidste 10 år er jo ikke, at man har fået streamingtjenester og YouTube. Det er, at brugeren, lytteren, er den nye stjerne. Og det samme gør sig gældende her: Det er museumsgæsten, der er interessant, når man skal fortælle musikhistorien. Det er, hvor vi er – ikke om de gamle rockkoryfæer står oppe på scenen«.

Ingen wi-fi?

Vi skridter den lange røde løber af og går ind gennem museets porte og ind i foyeren. Her fortsætter facadens kæmpenitter på vægge og lofter, nu bare i blodrøde farver. Her er en tjekket café med et tidssvarende åbent køkken og bag den en indre gård med et tilstødende aktivitetslokale. Her går den rå beton fra de industrielle omgivelser igen. Der er ikke gået 2 sekunder, før både musikredaktør og arkitekturredaktør har deres telefoner fremme og er i gang med at tage selfies.

Kulturelt set mimer det koncertoplevelsen, når den er mest ekstatisk: Jeg er helt fri, men jeg er også lidt bange. Jeg kan godt se pointen

Det er indlysende, at man skal gøre det. Museet er bygget til selfiekulturen. Alle rum føles på hver sin måde som scener, omgivelser til en Instagram-værdig virkelighed, der er larger than life. Præcis som musikoplevelsen, når den er bedst. Men også som det visuelle og digitale fællesskab, nutidens ungdomskultur orienterer sig så massivt mod.

Ragnarock hedder netop ’Museum for rock, pop og ungdomskultur’ og ikke ’Danmarks Rockmusum’, som arbejdstitlen ellers var. Men i de 15 år, museet har været undervejs, er missionen blevet lagt om: fra mindestue over rockens fyrtårne til et bredt kulturhistorisk museum med fokus på det punkt, hvor ungdom og musik møder hinanden. Årti for årti fra de første pigtrådstoner drev 1960’ernes forældregeneration til vanvid, og frem til den nuværende Generation Z: De digitale indfødte, hvis musikkultur er uløseligt forbundet med deres smartphones og sociale medier.

LÆS MERE OM MUSEET

SL: »Men her er jo ikke wi-fi? Hvordan kan man være et museum for ungdomskultur, der gerne vil have folk til at deltage på og ikke have wi-fi?«.

MCP: »Hvorfor er det et problem?«.

SL: »Fordi museet sælger sig selv som et sted, der skal leve på de sociale medier og på nettet, i samspil med de unge. Men når man ikke har tænkt på at have wi-fi, giver det mig et fingerpeg om, at man alligevel ikke rigtig har lyttet«.

Kultur over musik

Selve udstillingen befinder sig på museets øvre etager – i kassen oven på soklen så at sige. Turen derop går via en elevator. Og i det øjeblik, dens døre lukker, starter et lydspor med musikbidder og knitrende stemmer. Lyden er høj, og effekten er stor: et lille minuts gidseltagning af høresansen, før dørene åbner sig igen. Og så er det synssansen, der får en omgang: Vi træder direkte ud i et spejlkabinet. Store skår, der roder rundt med op og ned og giver en kort visuel ud-af-kroppen-oplevelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SL: »Det er sjovt, samtidig med at det er en lille smule klaustrofobisk. Det er voldsomt, men det kan musik jo også være. Kulturelt set mimer det koncertoplevelsen, når den er mest ekstatisk: Jeg er helt fri, men jeg er også lidt bange. Jeg kan godt se pointen«.

MCP: »For mig er elevatoren et eksempel på, at det her museum ikke spilder tiden. Hver eneste mulighed for at fortælle og påvirke bliver udnyttet. Samtidig tror jeg, at det vil være for meget for nogen med det høje lydniveau. Min søn på fem ville gå grædende ud af den elevator«.

Udstillingen er et forløb over to etager. Med forskellige temaer, der rækker fra sociologisk vinklede problemstillinger som musikkens oprørske potentiale, over dans, koncertlys og genrer, til lydkvalitet.

LÆS MERE OM MUSEET

Hvert tema vendes og drejes og kulegraves i tekst, billeder, film og lydklip og ved hjælp af de mange interaktive features, der giver en følelsen af, at man kan blive ved og ved med at udforske tematikkerne. Vi er enige om, at man ville kunne bruge lang tid her. Måske et par dage, endda.

KI: »Jeg synes, at det er meget klart, at det er ikke et musikmuseum. Det er musikkultur, det handler om. Alt det uden om musikken«.

SL: »Og det er godt. Musikken kan jeg altid høre. Det her giver mig nogle andre lag til min musikoplevelse«.

Udstillingsdesignet er usædvanligt varieret og gennemarbejdet. Alle greb, håndtag, knapper og lignende er tilpasset den installation og det tema, de indgår i. Store rum veksler med små. Og klassiske udstillingsmonterer bliver afløst nytænkende wow-elementer som en overdimensioneret pladespiller, man gerne må ligge på. Eller en enorm diskokugle, der – igen – er skabt til selfie-folket, som spiller op til et interaktivet dansegulv. Vores fælles favorit er det mest mangfoldige og også det, der mest lægger op til fri leg: Et genrekatalog, konstrueret som en enorm equalizer. Her kan man, med høretelefoner på, gå på jagt i rockens og poppens genrer fra 1960’erne og frem. Fra Elvis til Medina. Fra Little Richard til Nick og Jay.

MCP: »Det er spektakulære tanker, der er tænkt om installationerne. Det spiller smamen med museets ydre, med fuld skure på effekterne. Men det bliver også brugt til noget, som i den store equalizer. Det er ikke bare for en syns skyld«.

SL: »Det spiller jo også sammen med musikken, igen, for den arbejder i den samme overdimensionerede skale. Popmusikken skal være skamløs, rocklen skal være voldsom og guitarsoloerne vilde, før det virker«.

Det skal vi have mere af

Efter to timer forlader vi udstillingen igen. Ikke med den larmende elevator, men ned af en trappe, hvor et interaktivt lydværk vil blive den faste farvelhilsen til publikum. Den sang, man bliver sendt hjem med, bliver ’I kan ikke slå os ihjel’. Indsunget som virtuel korsang af museets egne gæster i et lydstudie inde i udstillingen. Det er meningen, at hver gang en ny gæst synger med på Christiania-hymnen, vil deres stemmer blive føjet til værket.

SI: »Det forstår jeg ikke. Hvorfor den fucking sang? Den er jo alt det, museet siger det ikke vil være, koryfæerne og 1970’er-rocken. Men udover det, hvad synes I så? Lever det indre op til det ydre?«

MCP: »Jeg er fuldstændigt solgt til det ydre. Og næsten til det indre, men jeg føler mig lidt presset derinde. Jeg kan mærke, hvordan er tænkt helt til bunds i hvert element: Hvilke vinkler er der her, hvad skal vi lære, hvad skal vi tænke, hvor er konflikterne, hvad skal vi tage med os? Jeg kan ikke som kritiker klage over, at der er en klar motivation bag det, museet vælger at præsentere os for. Men der er også noget didaktisk over det, som gør mig lidt presset. Det præsenteret sig selv som åbent og legende, men i virkeligheden er det meget styret, hvad vi skal have ud af hver enkelt element«.

KI: »Jeg tror også, det er derfor, at vi alle sammen elskede den genrevæg. Hvor man vælge frit og kan gå på jagt i musikhistorien på egen hånd«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SL: »Oplevelsen var fantastisk. Men den snubler lige for mig der, hvor man ikke har wi-fi, men i stedet har ’Vi kan ikke slå os ihjel’. Hvis man vil tale om ungdomskultur i alle de her årtier, må man også have massemedierne med, og det synes jeg ikke, de får, hverken teknisk eller i selve udstillingen. Men for mig har det været stimulerende. Det taler ikke nødvendigvis til musiknørderne, og det er befriende, fordi musikhistorie ellers tit bliver skrevet i fodnoterne. Hvor det handler om, at ’jeg var der dengang, og jeg har den første udgave af pladen’. Det der pikmåleri, det er der ikke. Det er en demokratisering af musikhistorien, som svarer til, hvordan vi lytter til musik i dag. Fyrtårnene er mindre, og det afspejler museet på en god måde. Og så kan jeg virkelig godt lide den overordnede pointe, som er, at det er lytteren, musikforbrugeren, som er i centrum. Det er dig, der tager et selfie, og som sætter playlisten. At fælleskabet består af individer og ikke en stor enig masse«.

KI: »Hvis jeg skal sige noget om arkitekturen alene, så er det et fremragende funklende pophit, der er scenografisk konsekvent fra yderst til inderst, betvinger sanserne og stemmer sindet til fest. Den lange ankomst og den blodrøde foyer er generøst multifunktionelle. Og kontrasten til de industrielle er en lektion i, at man ikke behøver at underkaste sig for at respektere sine omgivelser«.

SL: »Og helt ærligt, det er en meget overvældende oplevelse at være der, rent sansemæssigt. På den måde mimer det jo rockmusikken. Det giver mig et fedt kick at være der undervejs. Men så har jeg lige det med den fucking sang der. Det er lige præcis det, jeg havde frygtet. Det er netop den der museale tilgang til rocken. I sidste ende er det alligevel mere Franz Beckerlee end Snapchat«.

MCP: »Jeg får tårer i øjene af den arkitektoniske vision og de tanker, den kommunikerer. Udstillingen har det med at holde os lidt for hårdt fast i sine pointer, men når det er sagt, så er det ret enestående lige nu, det museum. Det er en oplevelse, vi ikke har andre steder i Danmark og en aktiverende, stimulerende måde at fortælle kulturhistorie på, som vi skal have meget mere af«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Podcast: Esther levede i to timer

    Hør Marianne og Stephan fortælle om at miste deres datter, Esther, der blev født alt for tidligt.
    Om sorgen, tomheden og om ikke at blive opfattet som forældre.

    Lyt til 'Mit usynlige barn, Esther'Plus En - Politikens podcast om livet med børn

Annonce