Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Ny kanon: Nu skal danskerne igen dannes - men nytter det?

Den nye danmarkskanon er sjette kanon på få år. Denne gang handler det om den særlige danskhed.

Når Kulturministeriet mandag offentliggør, hvilke danske værdier borgerne har stemt ind på forhenværende kulturminister Bertel Haarders (V) danmarkskanon, er det den sjette kanon på ganske få år.

Under skiftende borgerlige regeringer har vi fået kanonlister over, hvilke danske bøger og hovedværker danske elever skal have læst, og en liste med 29 historiske begivenheder, som anses for så centrale, at ingen må gå ud af skolen uden at kende til dem. Vi har fået en kanon med demokratiske værdier og en kulturkanon med bygningsværker, musik og kunst.

Og fra mandag har vi også en danmarkskanon med værdier som foreningsliv, ligestilling, kristen kulturarv og syv andre fænomener, som har »nutidig og fremtidig relevans for befolkningen«, som det hedder på ministeriets særlige kanonhjemmeside.

Ifølge Bertel Haarder skal danmarkskanonen skabe debat og bevidsthed.

»Det er et værdiprojekt, men det er også et dannelsesprojekt, et uddannelsesprojekt, et oplysningsprojekt og et integrationsprojekt«, siger han.

Processen er det vigtige

Dr. pæd. Ove Korsgaard, der har forsket i identitet og dannelse og sad i det udvalg, regeringen for otte år siden lod sammensætte en demokratikanon, mener, at en kanon gør nytte – mens den skabes:

»Det er selve processen mere end resultatet, der betyder noget«.

Han ser kanonerne som konsekvens af debatten om indvandring og »det store europæiske integrationsprojekt«.

»Vi bevæger os mod et mere multietnisk og multikulturelt samfund, og det har presset spørgsmålet frem: Hvad har vi så til fælles?«, siger Ove Korsgaard.

Om kanonlisterne får betydning, afhænger af den politiske opfølgning. Bertel Haarders tidligere litteraturkanoner og historiekanonen blev pligtstof i skoler og gymnasier og har fået gennemslagskraft, pointerer Ove Korsgaard, mens han er mere i tvivl om, hvilken gavn man har af bredere kanoner for demokrati, kultur og nu danskhed. Han vurderer dog, at diskussionerne i sig selv har styrket danskernes historiske og kulturelle bevidsthed.

Ingen bliver jo mere tillidsfulde af at der tillid som værdi på en kanon.

Professor og dr. phil. på Københavns Universitet Nils Holtug, der har forsket i værdikampe, ser sværmen af kanoner som udtryk for netop sådanne.

»Når man spørger danskerne, hvad danskhed er, lyder det som et spørgsmål, der kan besvares neutralt, men kønnenes ligestilling og den kristne kulturarv er jo ikke værdier, som f.eks. liberale og nationalkonservative er enige om«, siger han og fortsætter: »Når vi definerer danskhed ud fra bestemte værdier, siger vi i virkeligheden, hvordan Danmark bør se ud. Og det er udtryk for, at vi udkæmper en værdikamp«.

Kamp er der gennem årene også udbrudt mellem kanonministre og de eksperter, der blev udpeget til at udarbejde dem. Det slog således gnister, da litteraturprofessor Erik A. Nielsen i sin tid truede med at forlade udvalget bag kulturkanonen, fordi daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde sagt om den endnu ufærdige kanon, at »kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger«.

»Han var et fjols. Han begyndte at argumentere med kanonen på nationalistiske betingelser, før den overhovedet var vedtaget«, sagde professoren senere til Politiken. Han blev dog i sin tid i udvalget.

Politiske konsekvenser

Og nok er en kanon et debatoplæg, men den gør ifølge Nils Holtug først for alvor forskel, når den gøres til politisk styringsredskab.

»Ingen bliver jo mere tillidsfulde af, at tillid optræder som værdi i en kanon. For nogle værdier kan en kanon måske gøre en forskel, men så skal de indlejres og bruges i institutioner som for eksempel folkeskolen«, siger han.

Det mener også formanden for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, der var med til at lave litteraturkanonen.

»Hvis en kanon som Haarders danmarkskanon skal slå igennem, skal den have politiske konsekvenser«, siger han.

Sådanne håndfaste tiltag ligger ikke i kortene, hvad angår danmarkskanonen.

Derfor kritiserer Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, danmarkskanonen for at være »sådan en vare, som borgerlige regeringer hiver frem, når de ikke har andre varer på hylderne«.

Bertel Haarder har som kulturminister gennemført besparelser på kulturen, og tidligere kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanon kom også i forlængelse af en stor sparerunde, påpeger han:

»Man finder det her frem, når man skal bruge opmærksomhed på noget andet«.

Når S har bakket op om danmarkskanonen, er det for debattens skyld, siger han.

»Men vi kan nok ikke bruge resultatet til ret meget. Dertil er det for luftigt og for meget hitlistetankegang«.

Kunne man ikke sige alt det samme om den nationalret, I udpegede som regering?

»Jo. Det skabte en god debat om dansk madkultur, men det er jo heller ikke en sandhed, at stegt flæsk med persillesovs er danskernes foretrukne ret«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce