De blev født samme år, 1881.

De blev to af forrige århundredes absolut største kunstnere, hver på sit felt, billedkunsten og litteraturen. Og de kunne have mødt hinanden, da de som ganske unge kom til Paris, hver fra sit land.

Da var århundredet også ungt endnu.

Danske kulturtegneserier
Mere end hundrede år senere mødes de på en måde alligevel, i tegneseriebutikken BD En Bulles i rue Confort nr. 14 i Lyons centrum.

Der tager jeg nemlig dem begge ned af hylden og står og undrer mig: Hvorfor ser vi næsten aldrig danske tegneserier om kulturens store navne – ligesom dem, jeg nu står og bladrer i?

Picasso.  Tegneserieversionen af 'Pablo'. Hvor er de læsevenlige tegneserieindføringer i Blixens Afrika eller Carl Nielsens fynske barndom? Edith Rodes højborgerlige ’Tre små piger’ krydset med Chr. Christensens erindringer om en samtidig proletarbarndom, ’En rabarberdreng vokser op’? Holbergs eller Nathalie Zahles, Knud Rasmussens, Asger Jorns eller for den sags skyld Mærsk Mc-Kinney Møllers liv?

Ikke som erstatning for digre bogværker, men som appetitvækkere til dem.

I Norge har både Ibsen, Hamsun og Nansen for længst lagt liv og ansigtstræk til tegneserier, mere eller mindre satiriske, og i Sverige er end ikke Strindberg for stor til at blive kogt ned til vellykkede billedstriber og talebobler.

Og her står jeg altså med franske tegneseriealbum om Pablo Picassos purunge dage og Stefan Zweigs allersidste dage.

Historien af en af Picassos kvinder
Den unge Picasso kom første gang fra sin fødeby, Barcelona, til Paris og mødte Verdensudstillingen år 1900 med det ny århundredes frugter: Eiffeltårnet, Pariserhjulet (som indtil da hed Chicago-hjulet), det rullende fortov, de første talefilm, dieselmotoren m.m.

Anmeldelse

Forfatter: Julie Birmant (tekst) og Clément Obrerie (tegning)

Titel: Pablo, vol 1: Max Jacob

Info: Dargaud, 88 sider i farver, indb., 16,95 euro

Serien vil vist dække hele Picassos liv (1881-1973), men første bind fortælles selvfølgelig af en af hans mange kvinder, Fernande.

Men først møder den 19-årige malerspire Isidre Nonell og Maurice Utrillo, der indfører ham i både kunstnernes og musernes/modellernes verden, og i 1901 møder han på sin første udstilling digteren, kritikeren og maleren Max Jacob, som han siden deler atelier med. Fernande er også model, da de to endelig mødes i en forfalden lejekaserne på Montmartre i 1904.

Eftersom tegneserien bygger på Fernande Oliviers udgivne erindringer, er der belæg for personnavne og adresser m.v., uden at det tynger den velturnerede tosporsfortælling om hans og hendes liv før mødet, en rundtur i Paris i 1900-tallets første årti.

LÆS OGSÅPicassos mange kvinder taler ud

Oubrerie, der sørger for den lette og dog præcise streg, ikke ulig Joann Sfars muntre striber om ’Rabbinerens kat’, fulde af stemning og sikker farveføring, kender vi fra de tre bind på dansk om den afrikanske pige ’Aya fra Yopougon’.

Zweigs pusterum i Petropolis
Da Picasso kom til Paris, var den jævnaldrende Zweig endnu hjemme i Wien ved at lægge sidste hånd på sine debutdigte ’Silberne Saiten’ (1901), mens han studerede filosofi, tysk og fransk.

Da han i 1904 forsvarede sin doktordisputats, var Wien kulturhistorisk ikke mindre interessant end Paris:

Det store bysbarn Sigmund Freud havde udgivet sit hovedværk om ’Drømmetydning’ år 1900, Gustav Klimt udviklede, i spidsen for Wiens Secession-bevægelse, sin ornamentale symbolisme, Joseph Hoffmann og Kolo Moser forenede kunst og håndværk i Wiener Werkstätte fra 1903, Gustav Mahler komponerede sine ’Kindertotenlieder’ i 1904 osv.

Men i serien møder vi Zweig selv i den modsatte ende af livet: på vej fra London til Brasilien med sin unge, nye kone og sekretær, Lotte. Længst muligt væk fra Europa og Østrig, som han forlod efter landets ’Anschluss’ til Nazityskland i 1938.

I den nybyggede by med det kunstige navn Pétropolis fandt parret et sidste pusterum, og mens Hitlers styrker rullede fremad, skrev den jødiske forfatter sit livs – og et af den europæiske åndshistories – vigtigste værker: erindringerne om ’Die Welt von Gestern’.

Det sidste valg
Der er noget stift, men samtidig indtrængende og dvælende over persontegningen i de til gengæld smukt akvarelfarvelagte striber med indlagte flashbacks til denne ’Verden af i går’.

Og sælsomt bevægende er det at følge manuskriptets vækst, parallelt med Zweigs tiltagende depression over, at barbariets mørke bare breder sig.

Da manuskriptet er afleveret og sikret udgivelse i 1942, ser fremtiden så sort ud, at forfatteren og hans kone vælger livets sidste frie valg: selvmord sammen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken