Det er en genial ramme, Jesper Stein har fundet til sin skønlitterære debut.

Den udspiller sig nemlig i dagene omkring rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej i 2007.

Personlig streg i historien
En begivenhed, der på mest ondt er ridset ind i erindringens hjernebark på grund af de mange optøjer - både fra husets brugere, en masse tilrejsende voldsglade autonome og fra et yderst velforberedt politikorps - og for den grundlæggende stemning af uro, der herskede overalt i København i dagene omkring og umiddelbart efter 1. marts, som var dagen, da huset blev indtaget og siden jævnet med jorden til en overraskende undseelig bunke grus mellem Kvicklys parkeringsplads og Jagtvejs evige myldretid.

Ved at skrive sin krimidebut ind i denne kollektive ramme får Jesper Stein tegnet en personlig streg midt i historiens brede penselstrøg, og det fungerer virkelig fint.

Krimi(anti)helt
Vicepolitikommissær AxelSteen bliver i 'Uro' sat til at opklare et ubehageligt drab. En mand findes bagbundet på Assistens Kirkegård på Nørrebro iført militærstøvler og elefanthue, og mistanken går indledningsvis på politivold mod en ung autonom. Men så simpelt er det naturligvis ikke.

LÆS OGSÅPolitiken-fotograf udgiver bog om Ungdomshuset

Steen er indbegrebet af en krimi(anti)helt: stædig, egenrådig, upopulær blandt sine overordnede, fraskilt og med et overforbrug af hash for at dulme den dødsangst, der har pint ham siden bruddet med ekskonen Cecile og datteren Emma.

»Lige så panisk han frygtede sin egen død, lige så meget glædede han sig til en drabssag«, lyder Steins præcise karakteristik af (det i hvert fald sproglige alter ego) Steen, som på en og samme tid er en genrebevidst omfavnelse af den typiske efterforsker med ar på sjælen og tilpas allemandslignende til at være troværdig.

Nørrebro er den egentligt hovedperson
Men romanens egentlige hovedperson, fornemmer man, er Nørrebro, og man mærker, at Stein kan sit 2200 på fingrene.

Fine detaljer i gadebilledet - vel at mærke fra 2007, ikke fra Nørrebro anno 2012, som er en ganske anden kebab: det brogede butiksudvalg, den på en gang spændte og folkelige stemning på Blågårds Plads og befolkningssammensætningen i det, der er Danmarks tættest befolkede kvarter.

Det er ramt så præcist, at en lokalbeboer som undertegnede nikker genkendende, i takt med at siderne vendes.

»Assistens Kirkegård. Grønt åndehul i stenørken. Gravsted. Fristed. Gerningssted«. skriver Stein, så det lyder som en hiphophyldest til bydelen, og beskrivelsen af Nørrebrogade som en »korridor« ind til bydelen, eller beskrivelsen af, hvordan solen går ned »over Brønshøj i et blodbad af røde nuancer som et løfte om det, natten ville bringe«, er Stein, når han er mest poetisk.

Småsjusk hæmmer indlevelsen
Langt mindre poetisk bliver det, når Stein skal forsøge sig som autonom.

»Det var seriøst pissemeget alvor«, tænker den unge autonome Piver, så det lyder som den værste kliché i kataloget. Og hvorfor kaldes en strømpistol en 'tawser', når det i virkeligheden hedder en 'taser'?

Den slags småsjusk hæmmer indlevelsen, men det er småting, for overordnet set er 'Uro' en vellykket blanding af virkelighed og fantasi, tæt på og langt fra.

Nørrebro ernok en tand mere voldsramt og eksotisk hos Stein end i virkeligheden, men netop i marts 2007 trængte det uvirkelige sig på, og det får Jesper Stein, der til daglig skriver om litteratur i Jyllands-Posten, men tidligere har været rets- og kriminalreporter, udnyttet til det yderste.

FACEBOOKBliv ven med Politiken