Sleiman var blot 11 år, da familien kom til Askerød i 1994, og når han trådte ud af lejligheden i Digehuset, trådte han ind i en jungle fyldt med grønjakker, medlemmer af den racistiske rockergruppe Red & White, unge alkoholikere, hashvrag og unge, vrede indvandrerdrenge, der var opdraget på samme måde som Sleiman. Med læderremme, bøjler, stokke og de bare næver blev de banket af deres fædre, hvis de klarede sig dårligt i skolen eller havde kontakt med politiet, og drengene kom til at foragte deres fædre, som var på bistand, talte dårligere dansk end dem selv og var kommet til Danmark for at skabe et bedre liv, men endt på bistand i Askerød, hvor der aldrig var tvivl om deres fiasko som mænd og familiefædre. Sleiman var den eneste, der ikke fik tæsk derhjemme, men det var, fordi hans far sad i fængsel. Vold var sproget i hjemmene, vold var sproget på gaden, vold blev Sleimans sprog, og vold blev det sprog, som han og hans teenagevenner brugte for at klare sig i ghettoen. I midten af halvfemserne var det stadig rockerne og grønjakkerne, der styrede Hundige, og når Sleimans teenagebande havde stjålet, skulle varerne sælges videre. Det skete på Centerpubben, som var kvarterets største hælercentral, men de var små, og de var indvandrere, og nogle gange blev de bare rullet og fik bank. LÆS OGSÅBørnene fra Blågård »De mennesker, der kom i pubben, var rockere eller rockeraspiranter, og så var der nogle, som bare var drankere og lokale bodegadrenge. Hardcore Brøndby-fans. Psychokids fra Red and White. Stærke drenge, som gerne ville slås. De havde en lejlighed, hvor de solgte hash, og dengang kaldte politiet en af gaderne i Askerød for Pusher Street. Det var et hårdt miljø, og hvis du ville være i fred, var du nødt til at blive stærk. Jeg var ligeglad med, om jeg fik bank, så jeg kunne lige så godt blive den, der svarede igen. Det blev min rolle. Den, der gik forrest, og den, der hævnede«. Alle var bange for Tonny Da Sleiman var 14 år, hed hans værste fjende Tonny. Han var i begyndelsen af tyverne, og alle var bange for ham. Tonny var Red and White-rocker. En stor, markeret, muskuløs og stærk mand, der altid gik med shorts og i bar overkrop, så man kunne se hans muskler. Han sparkede til alt. Han sparkede til lygtepæle, til skilte, ud i luften. Ofte havde han et jagtgevær i hånden. »Han var sådan en Holger Danske-type; en, der var ligeglad og bare gik rundt med det her jagtgevær og truede alle, der bare lignede en indvandrer. Han gik til karate og kunne sparke og var en meget skræmmende person«. Han sparkede også Sleimans venner, og det blev til et ritual, at han sparkede Sleiman, hver gang han mødte ham. »’Din lille perker’, et spark i ryggen og så spyttede han. Han begyndte at se sig ond på mig, fordi jeg svarede igen. På det tidspunkt hadede jeg livet så meget, at jeg var ligeglad. Jeg ville gerne dø, han måtte gerne slå mig ihjel. Han forstod ikke, hvorfor ham den lille lort ikke bare holdt sin kæft. Han tæskede mig mange gange. Ikke sådan til døden, men en knytnæve, et spark i ryggen og spyt i hovedet. Så løb jeg lidt væk og råbte:

’Fuck dig!’«.