En antiautoritær drømmer, der med en utæmmelig trang til at bryde igennem normalitetens diger endte som en menneskelig tragedie.

Sådan kan man opsummere det portræt, Jan Poulsen fremkalder i en biografi, der møjsommeligt bygger på de mange breve samt præcise øjenvidneberetninger fra mange af de folk, der krydsede Eik Skaløes vej fra spejderdreng til hippie-ikon.

Herefter burde der ikke være mere at sige om Skaløe.

Rekonstruktion af det korte liv
Jan Poulsen har med historikerens nidkære forhold til detaljer rekonstrueret det 25 år tragisk korte liv og samvittighedsfuldt skrevet den endelige biografi, der vil give de fleste svar på spørgsmålet om, hvordan Eik Skaløes liv var. Og i vid udstrækning hvem han var.

Det er dog påfaldende, at Poulsens eget sprog liver gevaldigt op, da vi endelig når frem til udgivelsen af Steppeulvenes album, ’Hip’.

LÆS OGSÅSteppeulvens svanesang

Indtil da er beretningen om Skaløe fuld af alle de længsler og drømme, der mest gik op i røg eller forsvandt i den søde morfindøs. Her kommer de bedste analytiske passager fra Poulsen selv og løfter tiltrængt bogens sidste tredjedel.

En del unødig støj
En blændende biografi kommer nemlig videre end til at skildre en person med dokumentarisk nøgternhed. Den sætter fakta i perspektiv og skaber en ny forståelse af personen. Især en, der som Skaløe er så meget barn af sin (brydnings)tid.

Men her kommer Jan Poulsen generelt ikke så dybt, som han kommer tæt på.

LÆS OGSÅHippie-bog beviser, at Peter Øvig er sin generations største dokumentarist

Poulsens leksikale grundighed rager selv de mindste detaljer ind i synsfeltet og skaber en del unødig støj uden at sætte datidens modkulturelle tendenser eller politiske bevægelser ind i en større sammenhæng.

Den destruktive kraft i Skaløe og hans generation
Eller nyt lys. Og der er ikke meget bund i popkulturelle minder som Henry Froms tyggegummi på målstolpen i Rom eller vægmaleriet af de luftige skørter på Andy’s Bar og coveret til ’Gasolin’ 3’.

Den slags referencer har for længst udtjent deres værnepligt og gør os ikke meget klogere på, hvad der egentlig frigav den destruktive kraft i Skaløe og hans generation.

Eller hvorfor han siden fik så stor betydning.

Tættest på det sidste kommer Poulsen i dissekeringen af det uomgængelige album, der i sidste ende stod og stadig står tilbage.