I dag skal man bevæge sig helt ud på det yderste af en kirkelig ydrefløj for at finde nogen, der udtalt og højlydt er modstandere af kvindelige præster.

Der findes vistnok en håndfuld mandlige præster, som ikke vil give hånd til deres kvindelige kollegaer, men de bliver ikke taget seriøst længere.

Diskussionen om, hvorvidt man er for eller imod kvindelige præster, må i det hele taget i mange, mange henseender siges for længst at være passé.

Babysalmesang og spagettigudstjenester
Dette er i hvert fald præmissen bag antologien ’Kvinde, mand, kirke. Folkekirken og den lille forskel’.

I dag er (mindst) 50 procent af folkekirkens præster kvinder, og bogen kan i nogen grad ses som en korrigerende replik til den kritik, der jævnligt rejses – i øvrigt ofte af kvindelige præster selv! – at folkekirken og dens forkyndelse på grund af den massive tilstedeværelse af kvinder er blevet vag, ufarlig, sød og kælen, med andre ord: feminiseret.

Gud som den omsorgsfulde hyggemor og den slags. Antologiens i alt elleve bidrag peger på, at der virkelig er sket store ændringer inden for folkekirken siden ordinationen af de første kvindelige præster for små 65 år siden, men disse forandringer opfattes som et plus og svarer i øvrigt heller ikke aldeles til den fremsatte kritik.

Bogens redaktør, sognepræst Eva Holmgaard Larsen, som har formået at skabe en fin og sammenhængende artikelsamling, hævder i sin egen artikel, at de kvindelige præster har medvirket til, at der er sket en grundlæggende forandring af folkekirkens teologiske profil.

Forandringen består i grove træk i, skriver Larsen, at frelseslængsel er blevet erstattet af skabelsesfryd. De to slagord indikerer, at den kristendomstolkning, der placerede kristendommen i et modsætningsforhold til dagliglivet, er blevet erstattet af en tolkning, der søger at integrere dagligliv og kristendom med hinanden.

Karikeret sagt: Folkekirken har bevæget sig fra verdensforagt til livsglæde, fra autoritative prædikener til babysalmesang og spagettigudstjenester.

Anbefalelsesværdig
I sin artikel om gudsbillederne i en række prædikener af henholdsvis mandlige og kvindelige præster må sognepræst Sanne Thøisen konkludere, at både mandlige og kvindelige præster opererer med de samme gamle stereotyper.

Forkyndelsen og gudsbilledet er med andre ord ikke blevet feminiseret, medmindre man altså vil påstå, at mangel på opfindsomhed er en typisk kvindelig egenskab.

Antologiens mest debatbogslignende bidrag er skrevet af Hans Hauge. Hvordan kan det være, spørger Hauge, at kampen for at afvikle den nuværende folkekirkeordning tager til i intensivitet netop i disse år, hvor det for alvor er blevet klart, at folkekirken er blevet en ’kvindekirke’?

Er det mon et tilfælde, at de fleste ateister og politikere, som er imod folkekirken, er mænd, mens hovedparten af folkekirkens ansatte efterhånden er kvinder?

Eller er der tale om en sammenhæng? Selv om Hauge ikke formår at argumentere overbevisende for det sidste, lykkes det ham dog temmelig elegant at få inddraget et kønsperspektiv i den verserende debat om folkekirkens fremtid.

’Kvinde, mand, kirke’ består som nævnt af elleve bidrag. Jeg har ret vilkårligt plukket et par stykker ud, hvilket ikke er helt fair over for de øvrige artikler. Så lad mig her understrege, at det ikke blot er de fremhævede bidrag, men bogen i sin helhed, jeg finder anbefalelsesværdig.