Jeg forestiller mig, at Kaspar Colling Nielsen for 475 år siden ville have været en af den slags mundtlige fortællere, som kommer ud af skovens mørke, sætter sig ved de farende svendes bål og begynder at fortælle skrøner og eventyr mod at få lidt mad fra den dampende gryde.
Jeg forestiller mig, at han på mindre end tredive sekunder ville have alles fulde opmærksomhed.





