Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
litteraturpris
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her er de nominerede til Politikens litteraturpris 2014

Afstemningen om liitteraturprisen begynder i dag

litteraturpris
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Verden er spøjs i Asta Olivia Nordenhofs smidige digte

Digte. Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme. Basilisk, 54 sider.

Som mange andre gode bøger kan den her læses på forskellige måder. En selvbiografi, fiktiv eller autentisk, er det første, der falder en i øjnene. Her er beretningen om en kvindes opvækst med alt, hvad dertil hører.

En anonym mor, der elsker rødkælken. En fraværende far, der foretrækker junk og ’internationale studier’, som mest består i scoring af udenlandske damer.

Varmen i familien kommer fra farmoren. Farfaren står for tørre tæsk. Sådan er brikkerne stillet op i brætspillet ’familie’. Hvor Knausgård trækker ud, komprimerer Nordenhof. ’Min kamp’s fem tusind sider trukket sammen til halvtreds siders glimt af en opvækst.

LÆS ANMELDELSEN

Digtene tegner dog lige så meget et tidløst portræt af en lidt passiv kvinde i omgivelser, hun ikke har indflydelse på, men hele tiden forstår at få det bedste ud af, »så let en kat finder det sol der er«. Eller det værste, »engang havde jeg lettere ved at elske/ nu rådner min krop«.

Kvinden kan minde om dem hos Vita Andersen, bare uden deres narkotiske hang til tryghed.

Mellem det selvbiografiske forløb og det stillestående hverdagsliv dukker der et tredje lag op, fremført af en vred stemme.

Først uartikuleret: »jeg er gal/ på mig selv, på hele gentofte/ det aktiepis/ det rige pis/ det rige liv«. Senere mere målsøgende, når den taler om kvindehadet i krimierne.

Hen mod slutningen svinger den stemme sig op til bogens flotteste, mest rasende digt, ’jeg vil tale om arbejde’. Nu gælder det ikke længere barndom og krusninger i den indre by, nu gælder det verden, dommeren i »iowa« (alt skrives med småt), der dømmer mod sin samvittighed, skiltemageren i »sydafrika«, der holder de sorte ude, og til sidst undertrykkelsen, lige for næsen af os:

»jeg vil tale om det portræt der tegnes af det menneske som ikke arbejder/ det billede der langsomt fremmanes, af den ikkearbejdende som et menneske uden moral«. Det lyder næsten som da Walt Whitman svang svøben over sit land. Jo, der er i hendes digte både det svære og det fælles. Skrevet i et sprog, der er smidigt som en kat.

Thomas Bredsdorff

Llambías hvirvler os rundt i kunst, had og kærlighed

Sonetter. Pablo Llambias: Sex Rouge. Gyldendal, 360 sider.

Ja, hvorfor skal Pablo Llambías have Politikens Litteraturpris for sin trilogi af urimede, knækprosaiske, monotone sonetter om en forfatterskolerektor ved navn Pablo Llambías’ midtvejskrise?

’Monte Lema’, ’Hundstein’ og ’Sex Rouge’ udkom i 2011-2013, og forfatteren er både blevet beskyldt for at levere dårlig kunst (sonetterne rimer ikke) og slet selvfremstilling (han er en ynkelig narcissist), kritikken har altså både været æstetisk og moralsk, for ikke at sige moraliserende.

Kritikken skal tages alvorligt, men ikke som invaliderende, snarere som tegn på, hvorfor Llambías’ sonettrilogi er dybt interessant og anfægtende.

For det første er kritikken selvrefleksivt foregrebet – Llambías’ skarpeste kritiker er hans eget alter ego i teksten, men teksten ved mere end alle sine kritikere.

For det andet bevæger Llambías sig med åbent sitrende øjne direkte ind i adskillige tabuiserede minefelter: Han beskriver sin diagnosticering som psykisk syg, han blotlægger sit alter ego som ynkeligt, selvmedlidende, svagt, håbløst, kynisk beregnende og kedeligt, alle de mindst flatterende træk bliver lagt frem, stik imod selvbiograferendes tendens til retfærdiggørelse.

Han vælger konceptuelt sonetformen som maskinel ramme for et langt gigantisk talende læserbrevsagtigt dagbogsudtog , alt kommer med, stort som småt, i en undsigelse af det ophøjede, rene, smukke Værk, hvor alt uskønt er renset ud og væk.

Det lyder ikke godt. Men det er det. Overordentlig godt endda. Fyndigt hedder det om sonetværkerne selv, at de »handler om kunst, angst og kærlighed«.

Og alt det ind imellem, fristes man til at sige. Men det gør de ved uophørligt kværnende at sætte spørgsmålstegn ved alle kategoriseringer: Hvad er kunst og ikke-kunst? Hvad er et ’jeg’? Hvad er normalitet? Hvad er et godt samfund?

Alle disse spørgsmål hvirvles rundt men der bringes ingen afgørende eller definitive svar.

Vi skal have modet til selv at tænke dem videre, ligesom Llambías her har haft modet til at blotlægge de mest pinlige og intime og tankefremkaldende sider af en midaldrende mandlig kunstner i krise.

Mikkel Bruun Zangenberg

Mon ikke der snart er en valgkreds til Mattias Tesfaye

Debatbog. Mattias Tesfaye: Kloge hænder. Gyldendal, 186 sider.

Gør det, du er bedst til’, fik Danske Bank sig selv og mange andre til at sige i midten af 00’erne.

Siden kom der en finanskrise i vejen, men fyndordet blev en del af folkelingoen. Om murersvenden Mattias Tesfaye gør det, han er bedst til, kan man godt komme i tvivl om.

For lige nu – i disse nytårsdage – går han rundt i Kansas-tøj et sted i København og giver den som sjakbajs. Respekt for det, men er han virkelig bedre som murer end som skribent?

I 2013 skrev han årets bedste debatbog. Med den fantastiske titel ’Kloge hænder – et forsvar for håndværk og faglighed’. En bog spækket med klare synspunkter og velunderbyggede pointer skrevet af en håndværker, der arbejder så meget med sit sprog, at det bliver en fornøjelse at læse.

Mattias Tesfaye har en plan for samfundet, først og fremmest for uddannelsessystemet.

Danmark skal have verdens bedste håndværkere. Det får vi ikke, hvis folkeskolen systematisk udgrænser de praktiske fag, eller hvis vi kun hylder arkitekten frem for den håndværker, der giver tegningerne liv.

Mange vil formentlig finde hans synspunkter bagstræberiske. Og nogle gange er han selv ude om det: »Det er håndværket – ikke bøgerne – der har flyttet os ud af naturen og ind i kulturen. Mennesker, der gennem 10.000 timers øvelse har tilegnet sig evner på højt fagligt niveau, er altså samtidig bærere af samfundets kultur. Et samfund uden faglighed er derfor også et kulturløst samfund«.

Det nærmer sig blasfemi at bringe et citat som dette, men ellers kan man vel blot tilføje, at det er bøger som ’Kloge hænder’, der er med til at udvikle samfundets syn på håndværk – og dermed kulturen.

Dette efterlader os ved udgangspunktet. For gør Mattias Tesfaye det, han er bedst til?

Eller ville han bringe samfundsudviklingen videre, hvis han helligede sig sin rolle som samfundsdebattør og skribent?

Tja, måske er en socialdemokratisk valgkreds allerede ved at træffe den beslutning for ham, for meget tyder på, at han til næste valg får en betydningsfuld kreds til sin kloge håndværkerprædiken.

Poul Aarøe Pedersen

Ida Jessen kan hverdagens store og små dramaer

Noveller. Ida Jessen: Postkort til Annie. Gyldendal, 224 sider

Ida Jessens nye noveller slipper man ikke så let. De går lige ind i hjertet med deres knivskarpe præcision i enhver detalje.

Hun kan skrive en dialog, så man snapper efter vejret, og hun kan gøre steder, vejrlig, årstider og natur fuldstændig nærværende. Og ikke mindst kan hun få sine personer til at træde lyslevende frem.

I novellesamlingen ’Postkort til Annie’ udforsker hun i forlængelse af sin store Hvium-trilogi, hvordan mennesker reagerer i spidsbelastede situationer. Hendes nye bog består af seks noveller, hvoraf nogle kan læses som små skarpslebne og fortættede romaner.

Det er ikke tilfældigt, at hun i de seneste år har oversat dette års nobelpristager, den canadiske Alice Munros mesternoveller. Ida Jessen kan noget af det samme som Munro i sin skildring af mennesker.

Ida Jessens personer er, hvad vi plejer at kalde helt almindelige mennesker.

Ikke smarte, ikke mondæne – det er man ikke i de udkantsområder, de bor i. Nogle af dem kommer ud for enorme livsomvæltende begivenheder, som da en småbarnsmor myrdes, og den lille familie skal leve videre med tabet.

Jessen viser, hvordan både børn og voksne forsøger at håndtere de store eksistentielle dramaer, der fylder alt, samtidig med at de skal fungere i en dagligdag. De har to virkeligheder, sorgens og hverdagens realitet. Parallelverdener.

Andre noveller kredser om gamle hemmeligheder, som erfares årtier efter. Eller om erotikken, der lokker med lykke, men også kan ende med at være en fælde. Om sulten efter livet, når man er ung, og tilfældet spiller én en mulighed i hænde. Om moralske dilemmaer.

Og så er der parforholdets dynamik, udmøntet i noveller om ægteskabets langsomme nedslidning, der resulterer i en forfærdelig kommunikation.

Ida Jessen har en umådelig sikker hånd, når hun som i denne novellesamling sætter tilværelsens store og små dramaer ind i de dagligdags handlinger, vi foretager for at holde sammen på os selv.

Det er psykologisk realisme af højeste karat.

May Schack

Yahya Hassans bog brænder mellem hænderne

Lyrik. Yahya Hassan: Yahya Hassan. Gyldendal, 170 sider.

Yahya Hassans bog brænder mellem hænderne.

Litteratur handler ikke om, HVAD et menneske er, men HVEM et menneske er. Hvis man vil vide HVAD Yahya Hassan er (islamkritisk andengenerationsindvandrer under overvågning af social- og kriminalforsorgen), skal man bare følge med i mediernes debatter. Hvis man vil vide, HVEM han er, skal man læse hans digtsamling.

Den giver stemme til en erfaring, som ikke tidligere har haft en stemme i dansk litteratur, den fortæller os, hvordan det er at være Yahya Hassan.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilket indebærer at være søn af palæstinensiske flygtninge, at have fået tæsk af sin far, at have været anbragt, at have begået indbrud, men ikke kan reduceres til disse prædikater.

Yahya Hassans digte er konsekvent skrevet med VERSALER, de står og RÅBER fra siderne.

Deres basale drivkraft er den vrede, der har været drivkraft i megen stor litteratur: sønnens vrede mod faderen.

Faderen skildres som en skinreligiøs voldspsykopat. Men som også, midt i det hele, kan portrætteres poetisk: »SOM DU STÅR DER OG GRILLER HALAL/ IKKE BARE EN FLYGTNING MED FULDSKÆG OG JOGGINGTØJ/ NU LANDER EN GULDSMED PÅ DIN ARM«. Fra de stærke barndomsdigtes øjebliksbilleder bevæger vi os over i mere episke teenagedigte, der fortæller om anbringelse og kriminalitet, efterskole, højskole, forfatterskole, til samlingens afsluttende LANGDIGT, der giver den fuld gas på perkerdansk: »MIG JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING«.

Vi har at gøre med et lyrisk jeg, der »sætter ild til ordene« og ser væk, mens »de lider«. Og fuck, hvor ordene lider flot, det danske sprog bliver pint til at kunne noget, vi ikke vidste, det kunne: »FLERGRÆDERI«, »HURTIGST SOM MULIGST«, »TOSMØGSTOMHED«. »EFTER EN ÅRSTID SLAP DE MIG FRI«, »EN ÆGTEVASKE ÆSEL«, »JEGEN I SPEJLEN KIGGER PÅ MIN SELV«.

Det er ikke hver dag, man læser en barndomsskildring, hvor barnet sætter ild til sin egen lejlighed, hvor far lægger en ledning om halsen på mor, hvor ferieminderne er fra flygtningelejre.

Men det er en virkelighed, der findes, og det er for vildt, at den nu har fået en stærk lyrisk stemme.

Lilian Munk Rösing

Bankafbrændinger og henrettelser i vild roman.

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24. Gyldendal., 224 sider

Fortælleren er en 475-årig rigmand. Et fremtidsmenneske, som takket være genmanipulation er blevet udødelig. Han fortæller til sin hund, som efter en lignende behandling kan tænke og tale.

Oldingen husker tilbage til dengang, han var 25 år, og der var revolution i Danmark. Det var hans livs sommer.

Politikere og bankdirektører blev henrettet, deres afhuggede hoveder sat på pæle, kampvogne kørte rundt i København. Det var som at være forelsket.

Det kan lyde som komisk science fiction, men romanen peger på os, der lever nu og har ikke svært ved at overbevise om, at pæne manerer, som det er sket så mange gange før, kan slå om i vold og vildskab også her i Danmark. Borgerkrigserindringen er bogens blodrøde tråd.

Men ligesom i forfatterens debut, 'Mount København' fra 2010, bliver perspektivet udvidet af korte historier, som hele tiden føjer nye betydningslag til.

Uforglemmeligt grotesk er den om kvinden, der skjuler en hel jødisk familie i sin egen krop.

Historien om de flåede tomater, der reflekterer over deres liv er først mærkelig, så chokerende. På deres egen snurrige facon beriger de korte fortællinger den fascinerende helhed.

Romanen handler også om et kærlighedsforhold. Om Leonora, som fortælleren har tænkt på hver eneste dag i 450 år, og som han i bogstavelig forstand snuser i sig, da han i sin gamle lejlighed på Nørrebro genfinder duften af hende i det pudevår, de to muntrede sig i for så længe siden.

På sindrige måder handler denne forunderlige roman om, hvad mennesker dog kan finde på at gøre mod hinanden, når den kulturelle fernis forsvinder.

Men den handler også om tomheden og meningsløsheden, som rammer den, der ikke kan dø.

Den ældgamle, men vitale fortæller har haft lang tid til at tænke sig om, og man tvivler ikke et sekund på hans bittersøde visdom.

Kaspar Colling Nielsens modige og fabulerende stil er en kærkommen fornyelse af dansk litteratur.

Stemmen er helt hans egen, potentialet enormt for en forfatter, der både formår at være sociologisk præcis samfundskritiker og drilagtig skjald.

Hvilken fryd.

Jes Stein Pedersen

Jensen og Ringtved giver et kig ned i afgrunden.

Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved: Dig og mig ved daggry. Gyldendal, 310 sider.

Da Louise og Liam sætter håndjernene på hinanden og hopper i Aalborg Havn, er det, fordi de ikke kan gøre andet.

Denne bemærkelsesværdige ungdomsroman fortæller i et renfærdigt og poetisk sprog om at gribe livet fra den forkerte ende og betale den fulde pris.

Her er en ny historie om ungdom og galskab. I et landskab vi kender så godt fra filmen ’Portland’ og bogen/filmen ’Nordkraft’.

Der er to forfattere på ’Dig og mig ved daggry’. De er begge nordenfjords fra. Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved har skrevet og rettet og tilføjet ind over hinandens tekst, så den til slut er blevet overbevisende helstøbt.

Det er den døde pige, der fortæller, og eftersom bogen begynder med den våde afslutning, er det mere ’hvordan?’ end ’hvad?’, der vender siderne.

Louise ’svæver’ rundt. Hun ser og hører alle ting nu. Og når historien bliver for brutal – hvad den bliver – kan læseren dykke ned i det særegne forhold imellem to, der retteligen ikke burde passe sammen. I hvert fald ikke ret længe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er bogens store styrke, at den sandsynliggør tiltrækningen og det frie fald helt frem mod det sidste ’klik’ på Limfjordsbroen.

Louise er fra den pæne ende af byen. Hun går i gymnasiet. Hjemme hos Louise hersker der forstenet tavshed.

Liam er lidt af en rod. Han bor med sin irske far, der mener det godt nok, men ikke magter at føre det ud i livet.

Louise og Liam binder sig til hinanden i fælles livslyst – man kvier sig ved at kalde det kærlighed – som hurtigt fører ud i stoffer, vold og paranoia. Aalborgs underverden er ikke for sarte sjæle.

Bogen er fyldt med livskloge observationer og skarpslebne iagttagelser. Sproget er direkte uden svinkeærinder.

Det lykkes fortællerne at være bløde og sentimentale på den rigtige måde. Så det ikke bliver blødt og sentimentalt!

Der går en fin, medfølende tone igennem historien, der favner de fleste medvirkende. Ikke mindst forældrenes undren, reaktion og søgen efter en forklaring er godt ramt.

Historien er smuk, grum og befriende ærlig.

Steffen Larsen

boger@pol.dk

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden