Hvad er der sket med os mænd?«, spørges der i en for tiden flittigt cirkulerende tv-reklame, hvori en skægget ungersvend fra toppen af en omvendt ølkasse holder brandtale for et fodboldstadion fyldt til randen med nosseløse kønsfæller.

Budskabet er det velkendt Carl-Mar Møllerske: Mænd har udviklet sig til en flok kastrerede nikkedukker, og efter årtiers bevidstløs østrogenimprægnering er det på høje tid at erobre det maskuline rum (læs: glidende tacklinger og bajerdrikning af flasken) tilbage.

Det autentiske hankøn er truet. Rigtige mænd giver fanden i farven på skabslåger.

En mand er en mand er en mand
Jo, stereotype kønspostulater har i disse år kronede dage – og midt i den senmoderne epokes smilende relativisme er der tilsyneladende blevet plads til (ja, brug for) nye stramtandede absolutter: En mand er en mand er en mand – livsstils- og selvhjælpsmarkedet bugner af staldtips til dresserede femimænd med ondt i den indre drengerøv.

»Har vi glemt, hvem vi er?«, spørger den skæggede yngling på den omvendte ølkasse og giver selv det trodsige svar: »Gu’ har vi ej!«.

Konflikten bliver en samværsform
Mandlighedens væsen er til debat i forskning, medier, kunst og populærkultur, og ved første øjekast ligner ’Naturens muntre søn’ endnu et bidrag til tidens maskuline klagesang – at mænd er blevet underlagt kvælende kvindecensur og i en fart må smide kællingen på porten og frisætte den indespærrede alfahan.

Det viser sig dog hurtigt, at psykologen Finn Korsaa er ude i et langt mere ambitiøst ærinde. Med afsæt i sin praksis som ægteskabsrådgiver og samlivsterapeut forsøger han sig med en psykologisk afkodning af de roller, som mænd og kvinder indtager i et typisk dansk parforhold, og han beskriver, hvordan forbløffende mange par (uden selv at bemærke det) arrangerer sig i mor-søn-konstellationer til ærgrelse og frustration for dem begge.

»Man omskaber sin partner, og hun eller han stritter imod, og konflikten bliver en samværsform«, som det lakonisk bemærkes.

Øretæveindbydende hjælpeløshed
Korsaa slår fast, at det er psykologiske kræfter snarere end biologiske og sociale, som bestemmer, hvordan vi gebærder os i det intime samspil – og at konflikten mellem moderdyret og den frihedssøgende drengerøv (tematiseret i populærkulturen fra ’Peter Pan’ til tv-satiren ’Klovn’) til syvende og sidst har rødder i barndommens moderbindinger og emotionelt distante fædre.

Naturens muntre søn (som i virkeligheden er alt andet end munter) har således aldrig lært at integrere ’maskuline’ og ’feminine’ sider af sin egen psyke, og resultatet er på den ene side en tillært og øretæveindbydende hjælpeløshed, på den anden en pueril flugt fra nærhed, involvering og ansvar.

Begge strategier er i længden lige ørkesløse, og Korsaa slutter sin bog med en række konkrete bud på forandring og en opfordring til at give »den lille dreng indeni« taletid uden megafon: »Husk at lytte til ham, og giv ham lov til at lege, men gør det under den voksne mands ansvar og opsyn«.

»Du ved selv, hvor skoen trykker«
’Naturens muntre søn’ er så afgjort et tankevækkende bidrag til den verserende kønsdebat, og skønt man kan være loren ved forfatterens psykoanalytisk funderede præmisser og ræsonnementer (det er f.eks. uklart for denne anmelder, hvordan mandepsykologien både kan være kulturbundet foranderlig og arketypisk konstant), er argumentationen redelig og stimulerende, ligesom de fremlagte cases på fineste vis levendegør bogens teser.

Hertil kommer, at Korsaa (i modsætning til debattens mere totalitære brøleaber og -abinder) har et godt blik for paradokser, nuancer og mangfoldighed og gør sig umage for styre uden om grædekoneri og ørelukkende polemisering.

Det enkelte hankønsvæsen må gøre sig sine overvejelser, mande sig op eller ned. »Du ved selv, hvor skoen trykker«, lyder det fra forfatteren, som dermed overlader den omvendte ølkasse til læseren selv.