I en skovbund bor små venlige væsener med store øjne. Det ved ethvert barn, som har læst Elsa Beskows rapporter fra Blåbærskoven, set Disneys ’Bambi’ osv. Sjældnere viser billedbøger og anden fiktion sine børnelæsere, at skovbunden også er åsted for naturens omsætning og livets modsætning: død, forfald, formuldning.
Så ’Mørkets skønhed’ er en sjældenhed. Her mellem blade og kviste ligger nemlig en lille pige i strikket trøje og gummistøvler. Hun ligger alt for stille i regnen, skoletasken har hun tabt, så penalhus, kladdehæfter og kiks er røget ud. Og rundt om hende myldrer småbitte væsener, der ligner menneskebørn, men enkelte snarere dukker. Stilehæfterne stiller de små på højkant og bruger som telt, og med et par grene til afstivning af låget bliver tornystret en butik, hvorfra den uselviske Aurora kan uddele kiks i retfærdige portioner til alle. Den meget store gummistøvle i græsset bagved tager de sig ikke af.
Men ikke alle blandt småfolket er så flinke som Aurora. Hector med det lækre hår er vist mest optaget af sin egen heltepositur, og selv den høje barbiekønne Zelies prinsessevæsen dækker over en forkælet og brutal mangel på empati. Bortset fra Aurora og den frygtsomme enøjede Timothea er hver af de små sig selv nærmest, og når de samtidig er meget sultne og meget glemsomme, bliver det uforudsigeligt livstruende. Insekter, mus og enkelte fugle dukker også op – dem går det ilde!
Bag de små ligger pigen i gummistøvlerne stadig, udsat for vejr og vind. Støvlerne holder bedre end kroppen, hvor fluerne efterhånden samler sig. Maddiker kan spises af småfolk, hvis de er sultne nok, ser vi. Det kan mus også, hvis småfolkene er mange nok. I prologen så vi, at alle de barnlige væsener kravlede ud af pigens næsebor, fordi der blev ubeboeligt af lyserød oversvømmelse derinde. Hvorfor? Det aner vi kun. Men hver af de små er vel et aspekt eller stadie i den døde piges personlighed: ansvarlig, altruistisk, empatisk eller forfængelig, selvoptaget, kynisk, umælende glubsk ...
Flot og humoristisk tegneserie viser unges dilemmaer i hverdagen’Mørkets skønhed’ er en stærk udfordring og bestemt ikke for småbørn, som tegningerne overfladisk kunne forlede til at tro. Men for voksne eller større børn, som kender til dødens uundgåelighed, men måske stadig husker de år, da vi endnu ikke kendte til den, men legede liv ind i dukker og bamser, pinde og blade. Et lyrisk og dog usentimentalt svar på ’Den lille prins’, måske.
Kerascoët, en landsby i Bretagne, er pseudonym for tegnerparret Marie Pommepuy & Sébastien Cosset, som sammen med Vehlmann (bl.a. tekstforfatter til Splint & Co.-album) har skabt dette barske eventyr om de førsocialisatoriske ’Karius- og Baktus-væsners’ overlevelseskamp. Alle mod alle i den grumme natur, hvor intet organisk går til spilde. Vi plejer bare at grave det ned først.
fortsæt med at læse
