Mohammad Jalal al-Din Rumi blev født en septemberdag i 1207 i den nordøstlige udkant af det storpersiske rige, og allerede inden sin tiårs fødselsdag var han en erfaren lille kosmopolit: Rumis familie forlod tidligt Centralasiens blå bjerge og satte kursen mod Mekka, Bagdad og Damaskus for til sidst at slå sig ned i seldsjukkernes hovedstad, Konya, i det nuværende Tyrkiet.

Hans far var islamisk retslærd og tilmed en karismatisk prædikant, og Rumi selv var udset til at arve biksen, når den gamle begyndte at kløjes i Koranversene. Han studerede sprog, filosofi og jura og var som faderen tiltrukket af sufismens særegne blanding af livsbegær og benhård askese – af streng selvbeherskelse og mystiske ekstasetilstande opnået gennem meditation, sang, dans og spil.

Hovedkulds forelskelse
Trods gode talegaver og et lynende intellekt var Rumi dog uden tvivl forsvundet i historiens store glemmebog, havde det ikke været for en omflakkende dervish ved navn Shams al-Din Tabrizi, som kom til byen i år 1244 med en minimalistisk bagage bestående af et bedetæppe og en gammel fløjte.

Rumi og den mere end tyve år ældre tiggermunk forelskede sig hovedkulds i hinanden, og hvad end deres forhold nu var rent platonisk eller tillige rummede et mere kødeligt aspekt (juryen er stadig ude), så var d’herrer i lang tid tabt for verden, og mødet med det åndelige højspændingsværk forvandlede Rumi fra støvet skriftlærd til intens kærlighedsdigter, som slyngede tusindvis af besjælede oder i synet på sin undrende (og tiltagende jaloux) menighed.

LÆS OGSÅGrovkornet åndelighed

Alene hovedværket ’Masnavi’ (åndelige vers) omfatter syv bind og er stoppet til bristepunktet med skarpsindige iagttagelser og finurlige refleksioner om livet, døden, sproget, kærligheden, seksualiteten og det guddommelige stjernelys, som gennemskinner hele butikken.

Verdenslitteraturhistoriens elitedivision
Med sine titusindvis af digtlinjer har Rumi for længst skrevet sig ind i verdenslitteraturhistoriens elitedivision, og hans på samme tid simple og labyrintiske paradokspoesi topper den dag i dag bestsellerlisterne kloden over.

Hans tekster cirkulerer i et utal af mere eller mindre autoriserede gendigtninger, og legenderne om hans farverige bedrifter har med tiden gjort det svært at fastholde den historiske Rumi og rekonstruere det kulturelle, sociale og politiske landskab, han manøvrerede i.

LÆS OGSÅ Rumis universelle arv

Det er derfor al ære værd, at den amerikanske orientolog Franklin D. Lewis søger bag om myter og heltedyrkelse for i stedet at anlægge et kildekritisk fugleperspektiv på den dansende sufidigter, som efterlod sig et overflødighedshorn af sprudlende vers, men stort set ikke et ord om sig selv.

Detaljemættet værk
’Rumi før og nu, øst og vest’ er en mursten af et videnskabeligt værk, som overbevisende blotlægger Rumis rødder og ser nærmere på hans betydning for sam- og eftertidens filosofi, litteratur, spiritualitet og religion.

Med udgangspunkt i det originale kildemateriale optegnes der en troværdig biografisk skitse, og vi følger digterens rejse fra middelalderen til det moderne informationssamfund, hvor en hurtig Googlesøgning på ordet ’Rumi’ giver næsten fem millioner resultater.

800 år efter sin fødsel er den oldpersiske sufi blevet en metafysisk superstjerne på især det amerikanske marked, og med Lewis’ omfattende håndbog har den til tider lovlig kulørte Rumi-dyrkelse omsider fået et sobert, informativt og forskningsbaseret fundament.

Bogen er detaljemættet og oprigtigt talt ikke helt let at gå til, hverken indholdsmæssigt eller typografisk. Men den er ikke desto mindre en fornem portal til et livsværk, som forundrer og forandrer endnu.