Jeg tror ikke, Gud eksisterer. Men det er netop et spørgsmål om tro, for Guds eksistens eller ikke-eksistens kan naturligvis ikke bevises. Nogle militante ateister afviser Guds eksistens med den begrundelse, at vores kendskab til universet betyder, at der ikke kan være en »Gud i himlene«. Dermed forudsætter de dog, at Gud skulle være en størrelse, der følger vores naturlove, ikke en fuldstændig ukendt størrelse, som jo ellers er selve definitionen på Gud. Det svarer lidt til at bruge Superman-tegneserien til at argumentere for (eller imod) Gud. Hvis jeg er ateist, er det derfor udelukkende i den oldgræske betydning, hvor ateisme betød ’manglende tro på Gud’ og ikke i den moderne betydning ’tro, at Gud ikke eksisterer’, for det er noget ganske andet. Jeg tror ikke, at Gud eksisterer. Jeg har ingen grund til at tro, at Gud ikke eksisterer. Derfor er jeg uenig med folk, som insisterer på, at det eneste intelligente, progressive og rationelle valg er overbevisningen om, at Gud ikke eksisterer. Det skyldes ikke kun, at de har en uforsonlighed, der vækker mindelser om religiøse fundamentalister, der er lige så overbeviste om, at Guds eksistens er noget, der skal insisteres på og ganske ofte noget, som anderledestænkende skal tvangsfodres med. Det er nemlig endnu værre, at tanken, om at Guds ikke-eksistens er det eneste intelligente, progressive og rationelle valg, har alvorlige mangler.
Jeg taler om Gud, ikke om religion. Lad os ikke blande de to sammen, selv om ateister har tendens til at gøre det. Der findes religioner, for eksempel nogle former for buddhisme, som ikke har noget egentligt gudsbegreb. Og der findes en lang tradition for, at dybt religiøse mennesker – hinduer, kristne, muslimer m.fl. – har kritiseret den dominerende version af deres egen religion for at have svigtet menneskeheden og Gud. I næsten alle verdensreligioner er den mystiske tradition blevet styrket af den kritik, der er blevet fremsat af den pågældende religions vismænd, lærde, fakirer, præster, helgener og så videre, som i højere grad end visse af mine medateister kender forskellen mellem religion som en socio-politisk magtstruktur og Gud som en begrebsmæssig erfaring. Det er i denne kontekst, at den middelalderlige sufi-mystiker Rumi, der blev født i det nuværende Afghanistan og begravet i Tyrkiet, fortæller, at Gud (Allah) irettesatte en af sine profeter, fordi han havde fortalt en uvidende hyrde, hvordan han skulle tilbede Gud, fordi hyrden selv havde forestillet sig Gud i skikkelse af en ged eller et lam. »For mig er alle former for tilbedelse ens«, siger Rumis gud til sin profet. På lignende vis skriver den hindu-muslimske indiske vismand Kabir, at udlægningen af lange religiøse tekster ikke fører til visdom. De virkeligt vise har lært sig at læse et enkelt ord: kærlighed. Denne tradition eksisterer – helt frem til nutiden – i alle større religioner, inklusive naturligvis de forskellige forgreninger af kristendommen. Takket være stigningen i tåbeligere versioner af religiøsitet i de senere år – her tænker jeg ikke kun på islamisme, men også hinduistisk, jødisk og kristen fundamentalisme for slet ikke at nævne visse new age-bevægelser – har der været en tilsvarende stigning i antallet af bøger og artikler, der argumenterer for den ateistiske overbevisning. Det er en positiv udvikling. Traditionelt er ateister ofte blevet fejlciteret eller undertrykt. Vi ved for eksempel, at der fandtes materialistiske, ateistiske og hedonistiske traditioner i Indien for 2.000 år siden, men bøgerne, der blev skrevet af datidens lærde, har ikke overlevet. Vi kan blot finde nogle henvisninger og citater fra dem i bøger, der er skrevet af deres religiøse modstandere. Det virker generelt symptomatisk for den traditionelle reaktion på ateistiske og materialistiske filosofier: udviskning, forvrængning, udgrænsning. Men som agnostiker (eller ateist i den oldgræske betydning) mener jeg, at der er behov for at forsvare begrebet Gud. Det er rigtigt, som nyere ateistiske afhandlinger har påpeget, at religioner har begået og fortsat begår mange ulykker med Gud som undskyldning, og at de officielle vogtere for en given religion sjældent er villige til fuldt ud at tolerere dem, der nægter at tro.
