Hvis nu Ove Sprogøe havde været i sit livs primetime i disse år, havde vi så kunnet opleve ham, sådan som vi gør med (alt for) mange af nutidens populære skuespillere: i hvad som helst, hvor som helst, bare der er opmærksomhed skråstreg penge i det?

Havde man kunnet se Ove Sprogøe i ’Vild med dans’, i sommerrevyerne, i reklamer, i spillefilm, i tv-quizzer, i ’Hjemme hos...’, på de små teaterscener, i aviser og blade, som konferencier i konkurrencer og som taler ved demonstrationer mod regeringen og for klimaet?

Svaret er ja. For Ove Sprogøe sagde ’ja’. Endda ’ja, tak’ til alt. Bortset lige fra reklamefilm.

LÆS OGSÅOve Sprogøe er død, 84 år

Det var kun i sine tidlige år, han lavede noget for noget tyggegummi og for Solgryn. Men ellers sagde Ove Sprogøe ja tak til det meste – hvis altså fru Eva, konen, kammeraten og promotoren gennem 50 år hjemme i murermestervillaen i Tommerup på Amager, kunne finde plads i den alsidige skuespillers kalender.

Farligt at sige nej
Ove Sprogøe forklarede selv sin iver efter at stille op, når der blev spurgt, sådan:

»Jeg har stadig denne latente angst siddende i kroppen: at der en dag ikke længere er brug for mig. Det må være forfærdeligt at være skuespiller uden noget at lave«.

kuk-kuk.  Sprogøe i tv-serien 'Charlot og Charlotte'. Foto fra bogen.Da var han 60 år gammel og havde i halvdelen af sit liv været en af Danmarks mest berømte, afholdte og vellønnede skuespillere. Senere i interviewet, der blev bragt i B.T. i 1979, uddybede Sprogøe sin ja-filosofi:

»Hvis man hver gang vidste, at nu skulle man lave et mesterværk, kunne man slet ikke gå i gang. Det er farligt at sætte sig selv i bås som en stor skuespiller og farligt at tro, at man kun selv ved, hvad der er bedst for en at spille. Hvem ved, om man vinder en sejr med den næste film eller den næste optræden i et forsamlingshus?«.

LÆS OGSÅØsttyske fans sørger over Sprogøes død

Citaterne er gengivet i Jacob Wendt Jensens ’Ove Sprogøe – en biografi’. En 400-siders moppedreng om skuespilleren, der døde i 2004 efter mere end 50 år i dansk film og teater. Bogen er spækket med interviewcitater af hovedpersonen fra ugeblade, bøger og aviser og fra nye interview gennemført med henblik på biografien med omkring 90 mennesker.

Ikke erotisk nok
Ret beset er disse filmsider ikke et helt passende forum for omtale af, hvad der må være den definitive Ove Sprogøe-biografi. For det var jo på teatrene, at Sprogøe brugte langt det meste af sin tid. Fra revyer til Folketeateret til Bristol og Betty Nansen og tilbage igen, fra Stig Lommer til Brecht og Beckett og deruda’.

130 forskellige forestillinger, heriblandt 13 sæsoner som Nikolai i ’Nøddebo præstegård’.

hvor?  Sprogøe som Teodor Amsted i 'Den forsvundne fuldmægtig'. Foto fra bogen Men Sprogøe er samtidig indehaveren af danmarksrekorden i filmskuespil: 159 medvirkede han i. Kun Karl Stegger kom i nærheden af ham i dette præstationsræs – hans cv har fire færre titler, og Stegger sagde endda ja til nogle af de filmprojekter, Sprogøe undtagelsesvis sagde nej til: sengekantsfilmene i 70’erne.

Selv forklarede Sprogøe til en avis, hvorfor han ikke, som sine ligemænd i dansk film, medvirkede i de populære erotiske komedier med en morsom bemærkning om, at hans talent »slet ikke er ’stort’ nok«.

Ingen skandaler
Men allerede i sine tidlige studieår fik han at vide, at det ikke lige frem var førsteelskerrollerne, han skulle lægge sine lodder i hatten for. Der blev senere gjort enkelte forsøg med Sprogøe som dæmonisk forfører på film og teater. Men det duede bare ikke.

Et ekstremt arbejdsomt, uerotisk menneske, der oven i købet levede et langt offentligt liv uden én eneste skandale med hverken penge, druk, sex, vold eller løgn.

LÆS OGSÅEgon Olsen får sin egen fængselsvej

Ikke noget som helst.

Det er jo egentlig et mysterium. Men det er ikke de hemmeligheder, de skjulte dæmoner eller de dybdepsykologiske karakteranalyser, Jacob Wendt Jensen har sat sig for at få frem i lyset. Måske fordi der ganske enkelt ikke er nogen. I stedet er biografien en veloplagt og solidt fortalt fortælling om livet, som det udformede sig for Ove Sprogøe.

Fantastisk fortælling
Hvis man vil have fascinerende forklaringer, må man selv stykke dem sammen ud fra det mylder af udtalelser, analyser, anekdoter og fortællinger, bogen først og fremmest organiserer i en fremadskridende fortælling, der begynder i et lille typografhjem i Odense i 1919 og ender på det plejehjem i Vanløse, hvor Sprogøe døde, 24 dage efter sin hustru, i efteråret 2004.

heil.  Sprogøe som Hitler i stykket 'Arturo Ui'. Foto fra bogenImellem disse to datoer udfoldes en fantastisk fortælling om et helt enestående liv.

Vi får mange bud på Sprogøes analytisk funderede verfremdungsteknik, hans musikalitet og timing. Vi er også meget langt inde i familielivet, især gennem nære venner, børn og børnebørns medvirken.

Vi hører om venskaberne med Dirch Passer og Kjeld Petersen, Erik Balling, Ghita Nørby. De helt store triumfer på film: ’Den forsvundne fuldmægtig’, ’Olsen-banden-serien’, hans store birolle i ’Slingrevalsen’ og de store tv-serier er naturligvis også med.

Kurosawa og Springsteen
Men det er dog bonusoplysningerne som dem om denne tilsyneladende ukomplicerede lystspilskuespillers passion for John Ford, Chaplin og Kurosawa, hans enorme kunstsamling og hans stærke sociale engagement, sat op imod den småborgerlige rutinetilværelse med de lange arbejdsdage, der for alvor fascinerer.

Mange af dem har man hørt og set før. Men Jacob Wendt Jensen får sat noget så kaotisk som et menneskeliv i system, så selv kontrolfreaken Ove Sprogøe ville kunne nikke anerkendende.

Én beretning overraskede dog ud over alle rimelige grænser: den om at Ove Sprogøe sammen med kolleger fra Tivolirevyen i 1988 efter en forestilling hastede ud i Idrætsparken for at se Bruce Springsteen-koncert.

ohøj.  Sprogøe som Egon Olsen i 'Olsen-bandens sidste stik'. Foto fra bogen Og ikke nok med det: Da Prince senere samme sommer spillede på samme stadion, var Sprogøe ret ivrig efter at overvære den også. Han kunne dog ikke få nogen andre fra skuespillerholdet med.

... og Prince
Men én af dem husker den pæne ældre mands bemærkning den dag:

»At se Prince vil være som at se ind i fremtiden«. Sagde altså typografsønnen fra Odense, der blev hele Danmarks Egon Olsen. I sandhed en sammensat person. Filmkritikeren Peter Schepelern citeres for at sige om skuespilleren – og vel nok også mennesket – Ove Sprogøe:

»Hans rolle er gerne sådan en lidt konform og robotagtig hr. menigmand fra 1950’erne. Der er så ofte en knivspids galskab et sted i de roller, han spiller. I al hans pæne normalitet virker det, som om han har en skrue løs. Under overfladen knitrer og knager det, som det gør under græsset i David Lynch-filmen ’Blue Velvet’. Vi må selv forestille os hvad og hvordan«.