Læs den bagfra, eller læs den forfra. Men læs den.

Tahar Ben Jelloun fortæller på 120 sider nøgent, vredt, bittert, men også stolt, hvad det arabiske forår handler om. Bagest i bogen fortæller han i novellens suveræne form den tunesiske selvantænder Mohammed Bouazizis historie.

Forrest skærer han ud i essayistisk pap, hvordan den arabiske opstand tog sin begyndelse – land for land. Og som sædvanlig er Jelloun – forfatter til de blændende romaner ’Sandbarnet’ og ’Den hellige nat’ – en fremragende fortæller og en spids fortolker.

Hans novelle om Mohammed Bouazizi gør ondt helt ind i sjælen.

Og dog er den for intet at regne, i forhold til hvor ondt det har gjort på denne Mohammed at se sit liv så smadret af et korrupt, amoralsk og modbydeligt regime, at han ikke fandt en bedre udgang end at sætte ild til sig selv – og dermed til den arabiske opstand i Tunesien.

Men bogens små indledende kapitler om de enkelte arabiske samfund, der ét efter ét omsluttes af oprøret, gør ikke mindre ondt.

Det er nøgen skæbnefortælling, når Jelloun sætter navn på enkelte, ret beset almindelige arabere, som – oftest uforvarende – blev symboler på opstanden og dens nødvendighed i en hel række af lande.

»I meget lang tid har den arabiske borger lidt uret og været en fuldkommen magtesløs tilskuer til sin egen fornedrelse«.

Det er vredt, når Jelloun minder om, at undertrykkelse og misrøgt af de arabiske samfund ikke var ny.

Det var nødvendigheden af at gøre opgør heller ikke, højst timingen. Forfatteren besøgte Tunesien længe før oprøret og hadede oplevelsen af diktaturet psykologiske spændetrøje, som fik folk til at hviske ham i øret, fordi de ikke turde tale højt.

Det er bittert, når den marokkansk-franske forfatter hudfletter omverdenens ligeglade samarbejde med diktaturerne og deres skammelige undskyldninger for at se gennem fingre med korruption og tortur, år efter år – fordi »den vestlige verden (lukker) øjnene overalt, hvor den laver penge og forretning«.

Men Jelloun er også stolt, når han skildrer de brave mennesker, som viste mod til at gøre oprør.

»Denne gang har araberne taget ansvar for egen skæbne og besluttet sig for at stige på modernitetens tog … hvad de vil bruge deres genvundne værdighed til, bliver deres sag«.

Forhåbentlig får han ret i, at arabere »aldrig igen vil komme til at leve som undermennesker, der er holdt nede af en diktator, det være sig en oplyst diktator, en latterlig én eller én, der er grusom«.

Den arabiske verden har, som Tahar Ben Jelloun viser, budt på alle typer. Hans lille tankevækker om det arabiske forår giver håb om, at det en dag er forbi.