Det var den navnkundige sindssygelæge Knud Pontoppidan – storebror til Henrik – som ved en forelæsning i 1891 konstaterede:

»Man kan ikke være forsigtig nok i Valget af sine Forældre«.

Det spøgefulde udsagn var møntet på tidens glødende interesse for arvebiologi og håbløse slægter, men taler vi om social arv, er Pontoppidans pointe mindst lige så gangbar i dag, som den var ved forrige århundredeskifte:

Også i 2011 betyder det noget, om et barn vokser op på bunden eller i det kulturradikale samtalekøkken – om det er omgivet af kærlige voksne eller offer for ligegyldighed, forulempelser og svigt.

Et mælkebøttebarn
Børn bliver indlysende nok formet af deres nære omgivelser, og en svær begyndelse kan være mere end vanskelig at ryste af sig. Det viser forskning. Og det viser en rundtur til landets fængsler, fixerum, herberger og psykiatriske hospitaler.

Og så findes der jo heldigvis undtagelser, der bekræfter reglen – såkaldte ’mælkebøttebørn’, som til trods for turbulente eller rent ud traumatiske opvækstforhold er i stand til at bryde den sociale dødsspiral og skabe sig en god og meningsfuld tilværelse med forstand og føleapparat nogenlunde intakt.

En sådan rank og solgul mælkebøtte er Lisbeth Zornig Andersen, mor til fem, cand.polit., selvstændig konsulent og siden 2010 formand for Børnerådet og som sådan ambassadør for danske børns rettigheder og tarv.

Barsk læsning
I erindringsbogen ’Zornig – vrede er mit mellemnavn’ er det formandens egen barndom, der bliver holdt ud i strakt arm. Og det er barsk læsning.

Lisbeths forældre bliver skilt, da hun er tre år gammel, og med en emotionelt ustabil mor i spidsen flytter børnekuldet på fire til den obligatoriske udørk på Lolland.

Moderens nye mand er en despotisk og fordrukken sociopat, som hylder victorianske opdragelsesprincipper og ikke går af vejen for at uddele tørre tæsk ved middagsbordet.

De voksne drikker tæt og geråder ofte i voldeligt klammeri, hvis de da ikke forlægger residensen til Nakskovs tilrøgede slyngelstuer og overlader søskendeflokken til sig selv.

En genbo bliver for en tid fristed for de forsømte unger, og mens brødrene spiller bold i haven, har den ældre eneboer travlt med at undersøge indersiden af den syvårige skolepiges trusser. »Er det dejligt«, spørger han. »Ja«, siger Lisbeth og aner ikke, hvad det betyder.

På hjemmefronten må den stakkels pige lægge krop til stedfarens luner og afsporede sexeksperimenter, og uden held forsøger hun i flere omgange at vende det dysfungerende familiehelvede ryggen.

Det bliver til adskillige institutionsophold og en omflakkende pubertet præget af stumt raseri, indre tomhed og et symptomatisk »maraton af engangsknald«.

Lisbeth er for fuld skrue på vej mod bunden, men videbegær, stædighed og en håndfuld kærlige og lydhøre fagfolk får alligevel vendt kursen, og fra at være en utilpasset og stolekastende teenagetaber klarer Lisbeth gymnasiet og siden et krævende universitetsstudium.

De glemte børns officielle talerør
I dag fungerer hun så som de glemte børns officielle talerør. Og jeg skal love for, hun ved, hvad hun taler om.

’Zorig – vrede er mit mellemnavn’ er en stilfærdigt fortalt og dybt rystende odyssé gennem tusmørketimens Underdanmark – med uduelige vokse i styrehuset og loyale rollinger på slæb.

Det er en beretning om velfærdsstatens blinde øje, men også – og vel især – en historie om overlevelse og håb. Om vigtigheden af »indre ild« og »gode læremestre« – om søskende, venner, kærester og signifikante voksne, som tør lytte, rumme og tage affære.

Respekt
Det er også en bog om tilgivelse, og det er stærk tobak at læse om Zornigs forsoning med sin mor, som lykkeligt har fortrængt uhyrlighederne, men til gengæld er knivskarp, når det gælder prisen på bajere i 70’ernes Nakskov.

»Det er, som om vi mangler en fælles radiokanal, vi kan stille ind på«, hedder det empatisk et sted. Lisbeth er blevet sin mors forstående mor.

Respekt for Lisbeth Zornig Andersen. Respekt for, at hun (i modsætning til sine mindre robuste brødre) klarede skærene.

Respekt for, at hun lægger sin historie ærligt og usentimentalt frem, så man som læser tvinges til at se det usynlige. Og respekt for, at hun i dag kæmper de udsatte børns sag. Hun har selv været et af dem.

FACEBOOKBliv ven med Politiken