Mon ikke det er kvintessensen af et paradoks, når det eneste mur- og nagelfaste i tilværelsens vaklende skyskraber er det, vi har allersværest ved at se i øjnene, forholde os til, tale meningsfuldt om?

Når eksistensens uafvendelige ophør samtidig er dens mest velbevarede hemmelighed – et benhårdt diktat pakket ind i fornægtelse og larmende tavshed?

Jeg hentyder naturligvis til døden, Den Store Afslutter, alle vilkårs vilkår, men samtidig et sært ubekræftet forlydende, en stikkende gåsehud på sjælen, et fjernt ekko fra de andres verden og hverdag.

En pudsig bog om døden
Og dog. Det sejlivede tabu er måske alligevel under møjsommelig nedbrydning, og inden for få år er der udkommet en lind strøm af både digte, noveller, romaner og sagprosa med døden som bærende tematik.

Jeg nævner i flæng: Marina Cecilie Ronés ’N.I.M.B.Y.’, Linn Ullmanns ’Nåde’, Søren Ulrik Thomsens ’Rystet spejl’, Irvin D. Yaloms ’Som at se på solen’ og David Eaglemans ’Sum, fyrre fortællinger fra det hinsides’.

Eller hvad med udmærkede titler som ’Mindebogen’, ’Venteværelset’, ’Om døden’, ’Det sidste kapitel’, ’De der blev tilbage’, og ’Memento mori, en sociologi om det unævnelige’?

Som et velkomment bidrag til dette spirende kulturelle glasnost har to tænksomme og krøllede hjerner – forfatteren Kristian Ditlev Jensen og retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen – sat hinanden stævne ved sofa- og dissektionsbordet til en snak om det menneskelige endeligt i al dets trivialitet og gru – om selvmord og vuggedød, trafikulykker og åreforkalkning, naturkatastrofer, folkedrab og eutanasi.

Det er der kommet en pudsig bog ud af. Dens kardanaksel er ni tematiserede samtaler, hvor humanisten undres, mens lægefaderen tegner og fortæller – og hertil føjer sig en stribe mere personlige beretninger og refleksioner, som med held løfter teksten op over den lidt vindtørre afliring af dødsmåder og retsmedicinske teknikaliteter.

Der snakkes fanden et øre af
Det er her, bogen om døden så at sige får liv.

’Hvorfor må vi ikke tale om døden?’ er en sælsom hybrid mellem folkeoplysning, erindringsglimt, debatindlæg og kulturessaystik, og bogens styrke er for så vidt også dens svaghed:

Der snakkes fanden et øre af, og selvom man som læser er i både vidende og sympatisk selskab, er man samtidig ved at drukne i fakta, anekdoter og pudseløjerlige digressioner om alt fra darwinisme til homoseksuelle kvindekollektiver.

Den gode romanforfatter spørger og spørger, men selvom professoren svarer efter bedste evne, må han ustandselig tage sine forbehold.

»Jeg har ikke de tal, men i den her bog har vi jo lov til at snakke løs snak«, lyder det karakteristisk et sted, og de mange improvisationer, idiosynkrasier, tilnærmelser og gæt reducerer i for høj grad bogens samtaler til en uforpligtende kaminpassiar i herreværelset.

Paradoksernes paradoks
Det stritter muntert og alvorsfuldt i alle retninger, og man savner en bøs redaktør med sans for balancepunktet mellem gemytlig small talk og nødvendig stringens.

»Døden er det bedste forlig, mennesket endnu har opnået i forhandlingen med evigheden«, opsummerer humanisten kløgtigt, mens retsmedicinprofessoren nølende afslører, at han inderst inde lider af dødsangst og ikke skal nyde noget af at lade sit afsjælede legeme obducere.

Jo da, døden er og bliver paradoksernes paradoks. Det indfanger Jensen og Thomsen fint.

FACEBOOKBliv ven med Politiken