'Drengen, der voksede op som hund’ handler om børn, der har været udsat for alvorlige omsorgssvigt.

Justin, hvis historie, der refereres til i bogens titel, kom som seksårig i kontakt med Bruce Perry, som er en amerikansk børnepsykiater med speciale i de hjerneskader, man ser hos traumatiserede børn.

På det tidspunkt var Justin ikke renlig, kunne ikke tale eller gå og fremtrådte som et barn med en meget alvorlig hjerneskade.

Om Justin ved vi, at hans mor blot var 15 år, da hun fik ham. Hun kunne ikke magte opgaven og overlod ham til sin egen mor, der imidlertid døde kort tid efter, hvorefter Justin voksede op hos hendes samlever, der var en velmenende, men primitiv mand, der ikke havde nogen erfaringer med børn.

Han havde en hundekennel, og Justin voksede op i et bur sammen med hunde.

Levede fem år i hundebur
Perry fandt hurtigt ud af, at Justins ’hjerneskade’ og mangelfulde udvikling var betinget af manglende stimulation og samspil med andre mennesker. Når et barn ikke bliver holdt, kærtegnet, talt til og set og mødt som menneske, udvikler hjernen sig ikke på normal vis.

Og når Justin har tilbragt det meste af sine første fem leveår i et bur med hunde som eneste selskab, er hans symptomer ikke mærkelige. Justin opførte sig som et dyr, fordi han var blevet behandlet som et dyr.

Vores genetiske udrustning kommer ikke til udtryk, medmindre vi får de rigtige påvirkninger på det rigtige tidspunkt.

Perry er ekspert i at diagnosticere børn, der har været udsat for ekstreme belastninger.

Han har også udviklet en behandling, som går ud på at lave en erstatning for det, barnet ikke har fået: Han og hans medarbejdere arbejder systematisk med at give barnet den stimulation, men i en alderssvarende udgave, som det har savnet for at kunne udvikle sig normalt.

Det handler om at tale, synge, rokke, massere på en systematisk og forudsigelig ikkeskræmmende måde, så barnet kan hengive sig til behandlingen uden at være i en højspændt angsttilstand.

Dette kan udvikle nogle af de hjernestrukturer, som har lidt under det tidlige omsorgssvigt. – Det lyder let og enkelt, men det er det ikke, og børn, som har været udsat for grov omsorgssvigt, vil altid være mærket af det.

Sproglige problemer
Bogen er bygget op om en række dramatiske børneskæbner, som er formidlet i samarbejdet mellem denne højt estimerede forsker og specialist og en videnskabsjournalist, der vil og kan fortælle historier.

Desværre skæmmes den spændende og indsigtsfulde fremstilling af sproglige problemer, der formodentlig både skyldes det amerikanske forlæg og den danske oversættelse, som ind imellem glider meget tungt og upræcist, specielt når det handler om anvendelse af fagtermer, som ikke altid er lige præcise i den danske udgave.

Susan Hart, der er dansk psykolog, og som tænker og arbejder på samme måde som Perry – nemlig med blik for de hjernemæssige konsekvenser – har skrevet forord.

FACEBOOKBliv ven med Politiken