Annonce
Annonce
Annonce
Faglitteratur 1. maj. 2012 KL. 11.14

Metroen mangler helt i løst redigeret fotobog om Nørreport

Klaus Holstings bog er bedst når han kigger bag det kendte Nørreport Station.

Anmeldelse Nørreport Station

Politiken synes
Politiken synes
Info Med tekster af Søren Ulrik Thomsen, Klaus Lynggaard, Morten Søndergaard, Rune Lykkeberg, Bo Tao Michaëlis og Klaus Holsting. Forlaget Ajour, 192 sider, 298 kroner
Forfatter Klaus Holsting
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Lars Schwander

Lars Schwander er fotograf og grundlægger af Fotografisk Center.

I dag ligger Nørreport Station hen i byggerod.

I hvert fald den øvre og mest synlige del. Den karakteristiske bygning fra 1934 er væk, og om nogle år vil der vokse en ny frem, som man ad åre vil vænne sig til.

Klaus Holsting har gennem en årrække dokumenteret stedet og ånden. For det gode samt det onde.

Nørreport Station er allerede blevet historie.

'Hullet'
Det er et trafikalt knudepunkt af dimensioner. Mennesker myldrer op og ned mellem hinanden i ét kakofonisk hele.

Nørreport er den station, som befordrer flest passagerer per dag, og er således travlere end Københavns Hovedbanegård. Det siger ikke så lidt. For grundlæggende set er perronanlægget ikke andet end en smal tragt ned i jorden, eller bare ’Hullet’, som Klaus Lynggaard så malerisk beskriver Nørreport.

Personligt har jeg aldrig kunnet fordrage den stations nedre dele. Mon ikke det er det eneste sted i verden, man sender store diesellokomotiver ind i så lille en tunnel, at man er ved at kvæles i tyk os?

Tilligemed fungerer stationen som et veritabelt toilet med stærk lugt af gammel urin. De metalliske hjul hviner, når S- og regionaltogene bremses dernede (modsat Paris’ Metro, som i årtier har brugt gummihjul).

Også æstetisk finder jeg Nørreports perron skrækkelig med rødligt-orange fliser, som om det var Brugsforeningen, der havde designet interiøret. Men det gør selvfølgelig ikke stationen mindre interessant som objekt. Og nu foreligger der også et fotografisk vidnesbyrd, hvor vi, som kender stedet, vil huske hver en detalje.

Interessante overblik
Klaus Holstings billeder former sig dels som en registrant over Nørreport med dens bygninger og indretning, dels som en stemningsbeskrivelse af menneskene i form af street photography-sceneri.

Interessant nok er de mest stemningsmættede fotografier måske dem, der overskuer hele tableauet. Billeder oppefra og Nørreport dækket i aftenens sne. Det er dér, man på en eller anden måde suges ind i bylandskabet og stedet for alvor opleves. De mange mennesker er skildret af closeups, med tunge farvemættede flashbilleder.

SE FOTOSNørreport - et ubemærket inferno

Der er fine fotografier ind imellem, rigtigt gode endda. Til gengæld er der alt for mange af dem. En kvinde, som overstråles af grønt lys, giver en glædelig variation over en lidt ensartet farvepalet.

117 pølsepotrætter
Men det er ikke nogen nem opgave, han har stillet sig selv, Klaus Holsting.

Der er masser af de samme skilte, som dominerer billederne. Og mødernes voldsomhed er også vanskelig at dokumentere. Ganske vist er der så mere end 117 portrætter af folk, som spiser pølser. Monteret i en slags kollage, men alligevel.

I det hele taget kunne bogen have vundet med en væsentlig strammere redigering og måske også med et mere udfoldet design.

Indholdsmæssigt er det mere end underligt, at metrostationen ikke er medtaget. Er den ikke værdig nok?

Bag om stationen
Bogen bliver mest spændende dér, hvor Klaus Holsting tager os med ’bag ved’ det kendte Nørreport, ned til opsynsmanden Gunnar, der har kontor på en af perronerne.

Hvor der åbnes for et rum, fyldt med brochurer over Danske Jernbaners julesærtog i 1963. Nede i underlige trappeskakter, tunneler med lavt til loftet. Nede hos nattens arbejdere og ved graffitimalernes togt langs de tomme spor.

Her vokser Klaus Holstings bog om Nørreport.

Sammen med bidrag fra nutidige skribenter og deres forskelligformede kærlighed til stedet og – ikke mindst – det omkransende menneskemylder er der skabt et historisk dokument om den station, mange af os kender til hudløshed.

FACEBOOKBliv ven med Politiken