'Louisianaabc’ – om værker i museets samling – er hverken et oversigtsværk over modernismen eller en lærebog.

Medmindre det er den suverænt sikre og velskrivende direktør for modernisme-museet Louisiana, man vil lære at kende.

Lad os allerførst præsentere forfatteren med det usædvanlige sprognemme: Poul Erik Tøjner var den succesrige anmelder ved Weekendavisen, der i 2000 forvandlede sig til direktør for landets vigtigste kunstmuseum, hvis man vel at mærke måler museer på parametre som publikumstække, besøgstal og international anseelse.

Straks ved hans ansættelse som selve Knud W. Jensens efterfølger spurgte man sig: Kan Louisiana klare sig uden Knud W.? Kan Tøjner undvære kunstskriveriet? Og kan skriveriet undvære Tøjner? Eller vil den stadig halvunge forfatter nu blive helt begravet i administration – og forsvinde?

Travle år
I de tolv år, der er forløbet siden hans indvielse i museumsverdenen, har der aldrig været langt fra direktørstolen til pc’ens tastatur.

Initiativer, udstillinger, artikler og forord har i en lind strøm forladt kontoret i Bådhuset, derimod ingen af de bøger, som anmelderen tidligere skrev så mange af.

Det er der en forklaring på.

Museumsdirektøren har haft for travlt med at skrive en rigtig stor bog – om det, der gør hans nye arbejdsplads til noget særligt, når man lige undtager særudstillingerne. Og det er samlingerne.

Det startede med Munch
Bogen består af 73 portrætter – eller monografiske essays – om udvalgte kunstnere og deres lige så udvalgte værker.

Spørg ikke om, hvordan direktøren har fået tid til at skrive alle disse indføringer. En Superman i museernes superliga har åbenbart altid tid til det nødvendige. Som forfatteren afslører i forordet, har kunstinteressen været der, siden han som 13-årig købte en reproduktion af Edvard Munchs portræt af Eva Mudocci, dog mest for Mudoccis skyld.

Først efterhånden kom Munch til at tage plads op i synsfeltet, og med årene har den store nordmand fået følgeskab af stribevis af kunstnere, som man uden overdrivelse kan subsumere under betegnelsen: modernister.

W.  Andy Warhols 'Mao'.Men ’Louisianaabc’ er ingen modernisme-fortælling, hvor kunstnere gør tjeneste som spredt navnestof i en længere kunsthistorisk og -teoretisk perspektivering. Derimod er der tale om individuelle og personlige nedslag i et monografisk stof, som til tider også er biografisk.

Imellem de alfabetiske yderpunkter A og W bliver man – med Tøjner som alvidende og veloplagt guide – introduceret for så forskellige aktører på modernismens scener som Doug Aitken, Georg Baselitz, Olafur Eliasson, Sam Francis, David Hockney, Per Kirkeby, Yves Klein, Henry Moore, Tal R., Jean Tinguely, Andy Warhol m.fl.

Nogle værker var allerede på plads, da Tøjner ankom. Andre er kommet til i hans egen tid, og en tredjedel af kunstnerne har han mødt personligt.

LÆS OGSÅLouisiana ejer verdens dyreste kunstværk

Det eneste, der forbinder dem, er ejerskabet – og så forfatterens ækvilibristiske formuleringsevne, når han skal udfolde dem for den læser, der gerne vil tænke over det, han har set, og over det, han har læst om det, han har set.

Intet er overset
Tøjner er en så suveræn og overlegen virtuos skribent, at man må dispensere fra almindelige hensyn til pædagogik og formidling.

Få kan som han trylle med sit sprog, jonglere med sætninger og vendinger, så de vandrer så højt op i luften, som emnet efter hans mening har brug for. For han bevarer altid fjernkontrollen. Han ved, hvordan ord altid kan drejes og vendes, så de giver alle de meninger fra sig, som de skal, og dog lander det rigtige sted.

Nemlig på de værker, der skal afsøges og undersøges.

Det er umuligt at fremhæve særlige ’portrætter’ som særligt velegnede for forfatteren – og læseren. Sprogligt virker de alle lige overlegent henkastede og sikre i deres intellektuelt helgarderede afkodning.

Før Tøjner startede, satte han sig ind i alt det, der allerede kunsthistorisk var bogført om hver enkelt kunstner. Men han gjorde det ikke for at kunne citere eller kreditere nogen. Han ville snarere sikre sig, at han ikke havde overset noget, der var vigtigere end det, han selv kunne tænke og skrive sig frem til.

Får det til at svæve
Normalt bliver den slags publikationer skrevet af et museums faglige personale, således at man kan præsentere hele staben samtidig med hele samlingen.

Her har den samme mand taget hele stoffet på sig, fordi han ved, at han ikke bare kan bære det og løfte det, men også kan få det til at svæve.

Så tag med på en flyvetur over Louisianas samling med en af dette lands mest veloplagte og forførende skribenter.