Også anmeldt

Hans Hertel (red.): Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys – en debatbog

Gyldendal, 432 sider, kr. 399,95 kroner.

Hidtil har Paul Hammerichs store krønike om PH, ’Lysmageren’ fra 1986, været selve bogen om ham, men sådan er det ikke længere, for nu har Hans Hertels mangeårige studier båret frugt i ikke mindre end to store bøger, en biografi og en debatbog, den første har Hertel skrevet, den anden har han redigeret.

Det er biografien, der er den ubetinget bedste og mest væsentlige.

Under læsningen er det, som om PH står op af graven for på ny at gøre sig gældende – også i forhold til den aktuelle kulturdebat og politiske dagsorden.

Man kommer i hvert fald til at savne ham, hans frygtløshed, hans sarkasme og polemik, hans analytiske evner og kreativitet og hans nærvær i forhold til tidens udfordringer, hans bestandige væren på vej.

Bort fra teknikkens muntre søn
Hans Hertel lægger luft til Hammerich og tilslutter sig Morten Thing, som kaldte den »en helgenbiografi«. Den har en lemfældig omgang med kilderne, skaber myter, om for eksempel PH’s flugt til Sverige under besættelsen, og den får ikke alle paradokserne og meningsskift med i PH's liv og værk.

I modsætning hertil er Hertels biografi en kritisk af slagsen. På den ene side skjuler han ikke sin beundring og sit meningsfællesskab med den uregerlige arkitekt, på den anden side påviser han, at det ikke skortede på selvmodsigelser og fejlskøn i de umådelig mange arbejdsår, der blev PH til del.

PH blev ikke ret gammel, men de sidste år blev alligevel en syg ældre mands vrisne og unuancerede kulturpessimisme, hans maniske afvisning af alt, der kunne minde om pop, hans usaglige afvisning af al naturfredning og den banale afvisning af al religion og Søren Kierkegaard, som han næppe havde læst og endnu mindre forstået.

I modsætning hertil fremstår Hammerichs bog romantisk og harmoniserende, en idealiseret PH, uden pletter og bagsider. Hos Hammerich forbliver PH en teknikkens muntre søn, og det er ikke rigtigt.

Josephine Bakers forsvarer
PH var slet ikke altid munter. De mange angreb fra højre og venstre fik ham ikke til at lade pennen ligge, men de forbitrede alligevel hans år og gjorde, at han følte sig isoleret i lange tider.

Hertel har gravet virkelig dybt i kilderne, og derfor kan han korrigere Hammerich. Et eksempel på dette er, at han fortæller den sande historie om PH's flugt over Øresund i en lille robåd i september 1943.

Han og arkitekten Arne Jacobsen flygtede med deres koner og en ung jødisk student. Der var høj sø, roturen varede fem timer, og konerne måtte øse hele tiden. Hammerich lader nærmest PH's udholdenhed være årsag til, at de kom over.

Men det var studenten, der roede det meste af turen, og han var grunden til, at de kom frelste til Sverige.

Men så var der alle højdepunkterne i hans betydning, og hvor hans inspiration fortsat lever. Det flød fra ham, oftest til modsigelse og nedrakning. Og han blev ved, en flod kan man tisse i, som det er sagt af Dumas fils, men det standser ikke floden og forurener den dårlig nok.

Der var lampen, og den er alle enige om er genial.

Men da Josephine Baker kom til København i 1928 iført bananer og med bare bryster, var PH en af de få, der ikke bare forsvarede hende, men også i hendes dans så en sanselighedens og kropslighedens bevidstgørelse, medens Nationaltidende så »det abeagtige ansigt med den store, tyklæbede mund, de stereotype negerstep og groteske bevægelser«.

Aldrig dogmatiker
Sidenhen kom kulturkampen, og det handlede primært om kampen mod nazismen, og i sammenligning med den er det, der i dag kaldes kulturkamp, at sammenligne med en idyllisk søndagsfrokost.

Og det kostede, venskaber og troværdighed hos dem, han i mange henseender delte politiske synspunkter med, da han undsagde den kritikløse accept af alt, hvad Sovjetunionen stod for, ligesom han også blev undsagt af disse, da han – mod tidsånden – uforfærdet angreb retsopgøret og Danmarks behandling af de tyske flygtninge.

Det er Hertels fortjeneste at vise, at PH's fastholdelse af et socialistisk engagement ikke gjorde ham blind over for den ensretning og tankens ligeløb, som de danske kommunister gjorde sig skyldige i.

Kritisk var han hele vejen igennem, men aldrig dogmatiker, og aldrig fraveg han tanke- og talefrihed som et fundament for demokratiet, ligesom hans internationalisme ikke var en modsætning til kærligheden til Danmark, sådan som den kærlighed blev fremstillet i hans udskældte Danmarksfilm.

LÆS OGSÅCensuren var hård ved klassisk danmarksfilm

I samklang med
Hans Hertels store bog er lutter læsefryd, oplysende, fyldt med illustrationer og citater, så man bliver nødt til at læse den to gange, hvilket ikke er en sur pligt, men en fordobling af fryden.

Den mængde af arkiver, artikler, breve, dagbøger med videre, Hertel har gennemarbejdet, er slet og ret imponerende, nok til et langt liv, men det er klaret på seks år. Og det hele formidlet med en sproglig klarhed og pædagogisk sans, der simpelthen gør verden større.

Derfor bliver værket også en enhed af historiefortælling, analyse og indlæg i en altid væsentlig debat. Om boligindretning, om demokrati, om kunst, om livet mellem mennesker, hvad enten dette udfolder sig i seksualitet eller morskab, i omsorg og beskyttelse.

Bogen bliver et indlæg i debatten om, hvad humanisme er overhovedet. Og jeg har svært ved at få øje på et væsentligere indlæg. Derfor er det også en modig bog, helt i samklang med PH selv, der i 1927 skrev: »Den er størst, som skånes for sine fjenders anerkendelse«.

PH og retsopgøret
Debatbogen lever af biografien. De enkelte bidragydere forholder sig til enkeltdele af Poul Henningsens liv og værk, og derfor er sammenhængen væk.

Sådan må det være, og godt så, men kvaliteten og analyserne er følgelig af vekslende kvalitet.

LÆS OGSÅNazigruppe ville dræbe dansk stjernearkitekt

Det meste er godt. For eksempel skriver Carsten Thau fremragende og i en idéhistorisk sammenhæng om PH i arkitekturhistorien, om hans arkitektoniske ambivalens på den ene side og på den anden side en form for nøgtern folkelighed, »denne anråbelse af noget, som kunne vokse frem i Danmark«.

Og hvad angår nøgternhed skriver Ditlev Tamm om PH og retsopgøret med en sådan og følgelig om nødvendigheden – også i dag – at tingene siges frit.

Sans for storbyens poesi
Helt fremragende og som en virkelig åndsbeslægtet skriver Suzanne Brøgger om at lege med PH, og parallelt med Hertel præciserer hun, at PH i dag kan synes gammeldags, men ånden i ham bliver aldrig gammel, thi det var hans anliggende at få sat lys på de mørke, uomtalte sider af mennesket, ligesom han vidste, at skabelse og destruktion hænger sammen.

Det var denne modsætning, der også var energiudladningen i hele hans virke.

Og så har Søren Ulrik Thomsen skrevet poetisk om PH's poesi, om at have ham i baghovedet, når han og vennerne begav sig ud i Københavns natteliv, for når han digtede om hverdagen, var han suveræn og kombinerede dagligdagen med sans for storbyen.

Hans Hertel har begået et mesterværk om en af de største danske ånder i det tyvende århundrede, og han har ladet andre stemmer med kritiske over- og undertoner føje sig ind i beretningen, og de to bind er blevet et storværk om en flod, et menneske og en tid. Også vor egen!

Kjeld Holm er biskop i Aarhus.