Fjodor Dostojevskijs korte roman 'Den evige ægtemand' fra 1870 er ikke særlig kendt i Danmark. Det bør Ole Husted Jensens fine nye oversættelse kunne rette op på. For 'Den evige ægtemand', som Dostojevskij skrev ind imellem sine mest kendte mesterværker, indeholder essensen af hans temaer. De tre p'er Den er klassisk i sin konstruktion og minutiøs og virtuos i sine dialoger og dermed i skildringen af det fluktuerende, evigt skiftende magtforhold mellem hovedpersonerne. Et magtforhold, der bygger på en uvished, vi deler med figurerne. Den rummer ansatser til det, næsten alle Dostojevskijs værker indeholder: en (kriminal)gåde, et (selv)mord, misbrug - og især: promiskuitet, pinligheder og penge. I 'Den evige ægtemand' er det - ligesom i 'Forbrydelse og straf' - en lummer og ildelugtende sommer i Sankt Petersborg med de lyse nætter, »der har det med at gå folk på nerverne«. Her møder vi Aleksej Ivanovitj Veltjaninov, en lidt udlevet herre på 38. LÆS OGSÅStorpralende amerikaner er den nye Dostojevskij Men Dostojevskij tager afstand fra den alvidende fortæller, de enfoldige psykologiske forklaringer og ideen om, at det onde og det gode, det kloge og det dumme, det blide og det grusomme udelukker hinanden. Hos Dostojevskij smiler man rasende og accepterer med afsky, og selv om de udtryk kunne tyde på, at forfatteren ved noget, vi ikke ved, ser vi verden gennem hans personers øjne. Derfor er de flerstemmige, og derfor hænger de tilsyneladende ikke pænt og sømløst sammen. Men det ofte lidt primitive sprog og den tilsyneladende kaotiske struktur i Dostojevskijs romaner, som man har tillagt de drakoniske deadlines, han ofte skrev op imod med fallitten i hælene, er tilsigtet og nøje planlagt. Kriseramt Men tilbage til Veltjaninov. Han er modsat alle andre Petersborg-bedsteborgere, også imod sin egen forventning og nærmest for at være på tværs - lidt ligesom 'Kældermennesket' (1864) - blevet i den ulidelige by, endda i en lejet lejlighed, han er utilfreds med. Den før så rødkindede, sunde og godt udseende Veltjaninov er i krise; han er blevet glemsom, mistroisk og indesluttet, lider af søvnløshed og plages dybest set af fortidens synder, om end han ikke vil være ved det. Ind på scenen kommer så vores anden hovedperson; den mand, Veltjaninov skal duellere med i resten af bogen, i en kamp på moralsk over- og underlegenhed, skyld og uvished, grænseoverskridende adfærd, stor skam og små triumfer. LÆS OGSÅKafkas værker offentliggøres efter retssag Det er Pavel Pavlovitj Trusotskij, en mand, i hvis hus Veltjaninov var husven, da han boede i provinsbyen T. ni år før. Her havde han en lang affære med Trusotskijs kone. Den betød ulig mere for hende end for ham, der skammede sig over at have nedladt sig til noget så provinsielt. Efter at have lusket rundt om ham i nogle dage uden at blive genkendt - her opbygger Dostojevskij rutinemæssigt en vis suspense, skærpet af Veltjaninovs uligevægt - står Trusotskij og fumler ved Veltjaninovs dørhåndtag klokken 3 om natten, tilsyneladende i dyb sorg og for at fortælle ham, at konen er død. Kender han til forholdet? Og ved han, at den smukke, forskræmte og stolte niårige pige, han har med, må være Veltjaninovs barn? Skiftevis overtag Misbrug af børn antydes ofte som en kvalmende mulighed i romanerne; der er altid uskyldige og udnyttede piger - de prostituerer sig for forældrenes skyld eller efterstræbes af gamle grise som Karamazov senior, og nogle fordærves og bliver til femmes fatales som stakkels Nastasja Filippovna i 'Idioten'. I 'Den evige ægtemand' er der til afveksling også både en næsten ideel, god og sund børnefamilie og andetsteds nogle uantastede unge piger, der hænger vore antihelte til tørre. Men der er først og fremmest Trusotskijs og Veltjaninovs så at sige fælles, moderløse datter, den niårige Liza, som både elskes og plages til døde af dem i fællesskab.
Lizas rolle er central, men lille og ret passiv - hun er entydigt offer. Mest fylder dialogen mellem de to mænd, der skiftevis har overtaget, som her under det første natlige møde i Veltjaninovs lejlighed: »'Jeg er uforskammet, men han er endnu mere uforskammet! Og ... hvad er han ude på?', tænkte Veltjaninov hele tiden. - Ak, kæreste, ak dyrebareste Aleksej Ivanovitj!' udbrød gæsten pludselig helt foruroliget og vred sig i lænestolen. - Hvorfor gå så højt op i det? Vi befinder os jo i helt private omgivelser, ikke i et strålende og fornemt selskab! Vi er to forhenværende venner hvis inderlige venskab går langt tilbage i tiden, og er, så at sige, mødtes i fuld oprigtighed og mindes hver især hin dyrebare forbindelse, hvori en afdød kvinde udgjorde et så dyrebart led i vort venskab! Han lod sig i den grad rive med af sine rørte følelser at han som tidligere bøjede hovedet, denne gang med hatten for ansigtet. Veltjaninov så til med afsky og en vis uro«. Småfejl De samme følelser griber læseren, der dog hele tiden har den faste grund under fødderne, som forfatterens moralske hyperfølsomhed forsyner udskejelserne med. Og stærkt underholdende er det. Ole Husted Jensens oversættelse er mundret, også mere end Ejnar Thomassens ellers klassiske fra 1960'erne, og ved stikprøver også ret præcis. LÆS OGSÅRoman går fra petting til fuldbyrdet og tilbage igen Men en bedre korrektur kunne have reddet et par skæmmende stavefejl og en misforståelse: Det er fruen, ikke herren i sommerhuset, der tager en middagslur på verandaen, mens Veltjaninov som en anden Onegin charmerer husets døtre og veninder og sammen med dem skånselsløst mobber den evige ægtemand, nu enkemand, der klamt gør kur til en femtenårig.
