Hvis du synes, noget er kedeligt i to minutter, så prøv fire. Hvis du synes, noget er kedeligt i fire minutter, så prøv med otte. Og hvis du synes, noget er kedeligt i otte minutter, så prøv seksten ... På et eller andet tidspunkt holder det kedelige op med at være kedeligt og begynder at blive interessant, fordi din interesse forskydes væk fra selve kedsommeligheden til omstændighederne omkring det. Objektet for din opmærksomhed bliver et andet.
Ubevidste elever Hvis man kan nikke genkendende til ovenstående, har man noget til fælles med en række af det tyvende århundredes store musikalske innovatorer. For så er man nemlig, i en eller anden forstand om end måske blot ubevidst, elev af den amerikanske komponist, forfatter, teoretiker og livskunstner John Cage. Det var nemlig hans råd, at man skulle tage og give det tilsyneladende ikke videre opmærksomhedsværdige en eller to yderligere chancer, fordi så ville der åbenbares en hel verden omkring det. Og det er lige akkurat filosofien bag det, der er gået hen og blevet på en gang John Cages mest kendte musikalske værk og spidsborgernes mest elskede eksempel på avantgardekunst - indregnet Pia Kjærsgaards nøgne mennesker, der løber omkring på en scene og siger 'pling', eller hvordan det lige var, sandkagespisernes ukronede dronning formulerede det i sin tid. LÆS OGSÅLille Mahlerbiografi er formidlingskunst på højt niveau For det er nemlig stykket '4'33' - hvilket på dansk udtales som fire minutter og treogtredive sekunder - der i den brede bevidsthed står tilbage som selve indbegrebet af John Cage. Værket, som er i tre satser, blev skrevet i 1952 for et hvilket som helst instrument, og pointen er, at kunstneren undlader at spille på sit instrument, som kunne være både flygel, balalajka eller båthorn, i det foreskrevne tidsrum. Og de tre angivne satser kan variere i længde, men ved førsteopførelsen var det henholdsvis tredive sekunder, to minutter og treogtredive sekunder samt et minut og fyrre sekunder.
Kunstner, skælm og humorist Hvad er nu meningen med det, kan man spørge sig selv. Og det har tilhørerne ved premieren sikkert også gjort. For var der tale om en spøg, en provokation, en satire eller et dybfølt kunstnerisk udsagn om kunstnerens eksistentielle position og mentale habitus i en moderne verden, hvor intet giver mening, Gud er død og leveomkostningerne steget med en femmer flasken? Efter at have læst komponisten, forfatteren, underviseren og ikke mindst musikformidleren Karl Aage Rasmussens fornemt velskrevne og ulasteligt pædagogisk tilrettelagte introduktion til den amerikanske avantgardeguru vil man nok være tilbøjelig til at mene , at der er tale om lidt af hvert. LÆS OGSÅUnderholdende bog om musikhistorie For selv om Cage først og fremmest igennem hele karrieren var en seriøst arbejdende musikalsk kunstner med rødder i den europæiske modernisme og studier hos blandt andet tolvtonemusikkens opfinder Arnold Schönberg med flere, var han sandelig også en skælm og en stor humorist. Hvilket blandt andet ajourføres til hans åndelige slægtskab og dybe optagethed af zenbuddhismen, der jo netop går ud på en tilintetgørelse af al selvhøjtidelighed og fjernelse af eksistentiel lametta, men sandelig også en erkendelse af, at altings grundlæggende meningsløshed og gennemgribende tomhed er lig med en frisættelse af det enkelte menneske. Ikke i nogen bombastisk, nietzscheansk 'her-kommer-jeg-agtigt ind fra skovene og vil bekræfte de raske i retten til riget'-forstand, men mere stilfærdigt, leende, klukkende.
En lille plet i universet Pointen med de fire minutter og tre og tredive sekunders monumentale stilhed er, at tilhøreren bliver opmærksom på alle de andre lyde, der findes omkring værket, hvor end det bliver opført: Koncertsalens knitrende, åndedrætstilbageholdende og festklædte højtidelighedssmåstøj, eksempelvis. Og opførte man værket på Østerport Station en onsdag morgen, ville man måske tune sine ører ind på lydene fra gravemaskinerne på Oslo Plads, hjulene fra en dyr barnevogn, knirkende støvler fra Shootsbutikken nede på Trianglen og den evindeligt irriterende lyd af ævl og bævl i mondæne mobiltelefoner. Når man sådan indser, at det hele drejer sig om noget andet end det, man troede, og i alle fald slet ikke én selv og på den måde alligevel én selv, har man haft det, zenbuddhisterne kalder for en satori. Man har fattet, at 'det hele er kun en overgang, og alt er ingenting'. Man er en lille plet i universet. LÆS OGSÅMusikløve tager højpandet og ligetil tur i manegen I løbet af sit lange liv foretog John Cage sig meget andet end at promovere stilheden, men den og så det store ingenting står tilbage som hans største gave til os. Han gav os 'Happy New Ears' og måske også øjne. Karl Aage Rasmussen er ikke i tvivl om, hvor central en person Cage var i det 20. århundredes musik og kunstneriske tænkning: den vigtigste overhovedet. Listen over proselytter er imponerende. Og en af dem er Rasmussen selv. Der har skrevet en herlig, inspirerende og nødvendig introduktion. Den kan virkelig, virkelig anbefales. I al rungende stilhed.