Biografier kan være helt ufattelig kedelige at læse. Hvad angår komponisten Gustav Mahler, er der desuden en særlig tradition for, at de er lange! Murstenstykke. Helst i flere bind. Karl Aage Rasmussens nye af slagsen er ingen af delene. Tværtimod. Den er kort – og så er den en kolossal fornøjelse at læse. På sølle 200 paperbacksider kommer forfatteren rundt om alle de væsentlige menneskelige og musikalske sider af den usædvanlige komponist, hos hvem sorgarbejde var en afgørende del af det at skrive sig selv ud i noder, og hvis samlede oeuvre – de gigantiske symfonier såvel som alle de groteske og rørende sange – i grunden er ét langt samlet værk. Disse og andre vigtige pointer formår den tidligere konservatorieprofessor Karl Aage Rasmussen at formidle i denne bog, udgivet i 100-året for Gustav Mahlers død, så det slås fast endnu en gang: Rasmussen er en musikformidler i særklasse. Det fremlagte stof er i bund og grund kendt, men sproget lever. Frem for alt lever der bag det en bærende begejstring for og et grundigt kendskab til den kun en meter og tres høje musikgigant. Mahler kæmpede med en opvækst hos en voldelig far. Året inden sin død havde han en terapeutisk snak med Freud. Indimellem, på bare et kvart århundrede, skabte han så normsprængende kolossale og moderne symfonier, at han selv meget rigtigt indså, at hans samtid ikke var klar til at tage imod dem. Også dette aspekt – som vi med et fint ord kan kalde for Mahler-receptionen – kommer denne nye lille bog et smut omkring. Først i 1960’erne med økonomiske opgangstider og et boomende plademarked var verden helt moden til at tage imod de mangesatsede værker for megaorkester, der med Gustav Mahlers egne skamciterede ord hver er som en hel verden. Skabt og skildret i et tonesprog, der som noget nyt rummede alting side om side. Høj- og lavkultur, smukt og grimt, opsving og psykiske sammenbrud. Det hele findes i Mahlers symfoniske univers. Og det eksisterer lige op og ned ad hinanden. Ligesom det gjorde i psyken på det moderne menneske, der høstede sine smertelige erfaringer i det Europa, Mahler forlod på kanten af krig og kaos i 1911. Mahler skrev til eftertiden. Rasmussen skriver i høj grad til sin samtid. Hvis klassisk musik er vanskelig at formidle, mærker man det ikke her. Væsentlige ord om værkerne sniges sømløst ind mellem afsnit af levnedsskildrende karakter og passager, der perspektiverer musikken og tænker over den. Bogen er ikke grundforskning, men hvor forfatteren selv konkluderer på fakta, følger man ham gerne. Som i tidligere bøger om Glenn Gould, Robert Schumann med flere lægger Karl Aage Rasmussen ikke skjul på sit personlige engagement. Entusiasme og indsigt er motoren i en bog, som Gyldendal lidt besynderligt har givet præcis samme forsidefoto af Mahler som den væsentlig længere Mahlerbiografi af Valdemar Lønsted, samme forlag udgav for fem år siden – som den første danske Mahlerbiografi. Rasmussen henviser relevant til de tyske musikforskerdrenge Adorno og Carl Dahlhaus, men det hele sker uden fodnoter. Man er tryg alligevel. Indsigten er solid, og forfatteren har ret, når han påpeger, at såvel Mahlers egne udpenslinger af barndommens rædsler som hans hustru, Alma Mahlers, beretninger skal tages med et gran salt. Lønsteds Mahlerbiografi går grundigt ned i detaljerne. Karl Aage Rasmussens lystdrevne tilnærmelser er det perfekte sted for nye Mahlerelskere at begynde.