Det er en ordentlig moppedreng.

Det er en ambitiøs bog, udgivet med økonomisk bistand fra Europanævnet, det er en flot illustreret bog, men først og sidst en stor fortælling om det Europa, vi alle er en del af.

Et næsten helt vellykket forsøg på at rive os platfodede danskere lidt ud af vor vrangvillige indadvendthed og ind i et facetteret og kontrastfyldt Europa. Hvorfor kun næsten, skal jeg vende tilbage til.

Per Nyholm har været Jyllands-Postens korrespondent i London, Wien og nu Rom i snart 30 år.

Rosenkavaleren
Det er især Østeuropas udvikling før og efter Murens fald, samt ikke mindst konflikterne på Balkan, der har holdt ham beskæftiget de sidste mange år.

Han blev i sine yngre år kaldt Rosenkavaleren af drilske kolleger i provinspressen.

Hvor de var optaget af marxistiske analyser, ølejre og rock, var Nyholm til barokmusik, historie og god mad.

Denne kollega har altid ment – også lidt venligt drillende – at Nyholm tilhører den kategori af menneskeheden, der burde køre med firspand. Han er ikke til computerspil.

Journalistisk kvalitet
Han er også – mere seriøst – af en journalistisk kvalitet, hvor research, historieforståelse og det lange perspektiv er fremherskende.

Og så kan manden skrive. Der, hvor det i denne læsers optik kan smutte indimellem, er i hans lidt for bastante konklusioner.

De fleste af os bliver mildere, rundere med årene. Ikke Nyholm.

Men tilbage til bogen om os europæere.

Nysgerrigheden intakt
Nyholm har den basale nysgerrighed i behold.

Nogle historieinteresserede vil måske erindre, at Hitler startede de lange knives nat, mordet på SA-lederen Ernst Röhm og den blodige afvikling af hans nazistiske stormtropper natten til 1. juli 1934.

Det startede i en kro, Hotel Hanselbauer i Wiessee ved Tegernsøen. Nyholm må rejse derhen, sætte sig i krostuen, bestille dagens ret og så fortælle historien.

Han tager til Poltava i Ukraine og fortæller om slaget i 1709 mellem Karl XII og hans svensk-ukrainske hær mod Peter den Stores russiske.

Et skæbnesvangert kapitel, der ikke så meget betød, at svenske stormagtsdrømme blev bremset, men at russerne trængte ind i Ukraine for at blive og dermed startede den fremmarch mod vest, der kulminerede i 1945.

Hvad der i dag kan siges om Poltava, der ligger en god bid øst for Kijev, fanger Nyholm i en enkelt sætning:

»Bykernen er smuk og velordnet, endnu en gang denne kølige klassicisme, hvormed tsarriget postulerer sin nærhed til det første Rom«.

På rejse i 2 år
Forfatteren har brugt to år til at rejse Europa rundt, fra Poltava i øst til Dingle i det vestlige Irland, fra Cypern til Kirkenes.

Han har snakket med store og små, ikke så meget med magtens mænd og kvinder, snarere med de tænksomme, der ofte lever i det stille.

En god del af tiden føres vi langt ind i de albanske bjerge, hvor gamle traditioner, ære og værdighed taler til Nyholms livssyn.

»Lad det blot være et af Balkans paradokser, at i disse lande, hvor kommunisterne hævdede, at de lavede om på alt, er alt forblevet, som det var, mens så meget er tabt i Vesten, hvor man i demokratiets navn forvandlede ånd og sandhed til politik og magt«.

Nyholm er begejstret tilhænger af EU, det europæiske projekt.

»Vi er i gang med et historisk projekt uden sidestykke«, skriver han.

»Af vore gamle krigshærgede lande skabes nu en enhed, der afstår fra at true sin omverden, og som indadtil lever i fuldstændig fred. Jeg forstår ikke modstanderne. Jeg finder dem latterlige, groteske og provinsielle, uegnede i det 21. århundrede«.

»For lidt eventyr i Europa«
Ikke at han ikke også kan kritisere:

»Det irske nej til Lissabontraktaten i juni 2008 kommer ikke ganske uventet. Der er for mange bekymringer i Europa og for lidt eventyr. Politikerne, embedsmændene og eurokraterne kan i deres åndelige armod ikke udtrykke sig ordentligt. Man taler om vækstrater, inflation, arbejdsløshed, flygtningeproblemer, klimaforandringer og andre dårligdomme, som selvfølgelig skal diskuteres, men som ikke er specielt europæiske. Måske skulle man prøve at lægge tonen om«, skriver han.

»Måske skulle vi gøre Europa nærværende for det, som Europa er – demokratiet, det fredelige samarbejde hen over grænserne, det fantastiske, at en europæisk krig ikke længere kan tænkes, de mange kulturer, munterheden, det smukke, det lyriske, dette at europæere i et land ikke anser europæere i et andet land for udlændinge«.

Prøv den på pianisterne, får man lyst til at svare Nyholm. Han har været længe væk fra andedammen.

Forrygende fortællinger
Men først og sidst er den 2.319 gram tunge bog (på min køkkenvægt) en mængde forrygende fortællinger fra den europæiske historie, udvalgt af en mand, der ved en masse, og som har nogle meget kontante meninger, man kan både være enig i, grine ad og blive ophidset over.

Fint. Det er en bog, der holder fluerne væk, sørger for, at man ikke sander til.

Og så er der Carsten Ingemanns billeder, som bare er helt fine og understreger den store fortælling.

Lidt bedre redigering og korrekturlæsning ville ikke have skadet. Men denne mangel på finpudsning hører åbenbart tiden til.

Den tid, som Nyholm gerne ville have til at gå lidt langsommere. Så vi kunne tænke og nyde det hele lidt mere.