Der er fagbøger, man har lyst til at kritisere sønder og sammen, fordi de bare ikke formidler.

Og så er der fagbøger, man ville ønske, man selv havde skrevet.

’The Rest is Noise’ tilhører ubetinget den sidste kategori.

Bogen er en grundig, detaljemættet, ja altomfavnende gennemgang af et på overfladen så umuligt emne som det 20. århundredes musikhistorie.

Forfatteren er kritiker ved avisen ’The New Yorker’, og der er en grund til, at Alex Ross’ ’The rest is Noise’ løb med The Guardians First Book Award lige inden årsskiftet.

Overraskende læseoplevelse
Lige så uoverskueligt fagidiotisk emnet umiddelbart kan virke, lige så saftigt, men stadig sagligt formår den 40-årige forfatter at omsætte det til en overraskende læseoplevelse.

Bogen er slet og ret et sug af en god historie.

Fra vi ved 1900-tallets begyndelse inviteres med til en opførelse af Richard Strauss’ bloddryppende nye horroropera ’Salome’ i Graz i Østrig i selskab med komponistkollegerne Mahler og Schönberg samt den nysgerrige unge Adolf Hitler, og til vi små 550 sider senere sættes af igen med en epilog om, hvor vi står i dag. Måske på tærsklen til den endegyldige fusion af klassisk og pop ...

Sågar den fiktive komponist Adrian Leverkühn fra Thomas Manns ’Doktor Faustus’ er til stede den aften i Graz.

Men en ting er, at Alex Ross er belæst. En anden, at han er velskrivende.

Den  amerikanske komponist m.m. John Cage (1912-1992). Polfoto
Grundig research
Ord og metaforer flyder fra hans tastatur som tonerne fra den ærgerrige Stravinskys nodepen, da han i århundredets andet tiår rejser fra Rusland til Paris for at gennemtvinge et kalkuleret skandalegennembrud med sin rytmisk brutale ballet ’Sacre du printemps’.

Grundig research lagt oven i en i forvejen bred bank af faglige viden gør, at Alex Ross hver gang, en historisk dato dukker op – som for eksempel den majaften i 1913, hvor Stravinsky vender musikverdenen på vrangen – er i stand til at få læseren til at føle, hun sidder med i salen ved uropførelsen.

Historiske brevcitater og detaljebidrag fra et langt register af konsulterede komponister og musikvidenskabsfolk sætter forfatteren i stand til med en tryllekunstners lethed at levere lige det replikskifte eller det fortælletekniske close up, der bryder gennem anekdotemuren og placerer læseren på første parket.

Dus med kunstneren
Bogen favner 1900-tallets tumultariske musikhistorie.

Begyndende med Strauss’ bloddryppende opera om teenageren Salome, der forlanger Johannes Døbers hoved på et fad, hvorefter hun tungekysser med det, videre forbi den autodidakte bankfunktionær Arnold Schönbergs atonale gennembrud i 1920’erne og modernismens credo om ufattelig kompleksitet frem til den tonale historieløshed, vi kalder postmodernisme, samt hvad deraf fulgte.

Alt sammen så man forstår det – uden helt at forstå, hvordan det går til, at man forstår så meget.

Læseren bliver dus med kunstnere fra Boulez til Björk, Cage og Coltrane, men det er ikke, fordi musikalske teknikaliteter undflys.

Jazzmusikeren  John William Coltrane (1926-1967). Foto: Don Hunstein
I fint selskab
Når de er vigtige, er de med, men hver gang fagterminologien truer med at tynge, er Ross i stand til at løfte udfordringen. I stedet for at docere ex cathedra ned til den dumme læser bærer han en med stærke arme, så man føler, man svæver gennem landskaberne i luftballon.

Som var han hovedpersonen i et drama, dukker Richard Strauss op igen. Blandt andet som konkurrent til den altid drastiske Gustav Mahler, der må ned at ligge på Freuds briks i Wien. Når Ross tager læseren med til Gershwins USA, er Strauss og kolleger som Puccini og Mahler også med på amerikabåden.

’Salome’ viser sig med sit indledende, fuldmånebelyste gys af en klarinetsolo at levere en af de mystiske skalaer, der er den sanselige franske modernist Olivier Messiaens hemmelighed, og da beretningen er så langt fremskreden som til Stunde Null efter Hitlers selvmord i Tyskland, er det Strauss, der med sin egen opera ’Rosenkavaleren’ i hænderne stavrer ud foran villaen i Garmisch i Bayern og med status som Europas hæderkronede gamle maestro får de amerikanske soldater til at opgive at ekspropriere sit domicil.

Den  estiske minimalist Arvo Pärt (1935-). Polfoto.
Intet støj
Ross har det musikhistoriske rugbrødsarbejde bag sig. Hvad det faktuelle angår, er man i fuldstændig trygge hænder. Med fine fortælletekniske greb baseret på journalistisk erfaring gør han den videnskabelige musikhistorie til en spændende musikhistorie – med tryk på historie.

Om det er Schönberg, Sex Pistols eller en amerikansk nationalkomponist som Aron Copland, der skal skrives ind i beretningen, er Ross i stand til at placere dem sikkert i sin fortælling, der også favner store og mindre outsidere lige fra Sibelius til Erwin Schulhoff.

Med en Shakespeare-parafrase af en titel konstateres det med rette, at det, der ikke står noget om i denne bog, det er støj. Bogen deler titel med Alex Ross’ blog på nettet.

Den er let læst på engelsk, men en dansk oversættelse ville også være et hit.